Voksenliv og barnetro

Med tiden har jeg glemt barnetroen og har listet en masse forventninger op til mit voksne kristenliv.

For ikke så lang tid siden gik det op for mig, at diverse rabatter til unge under 25 snart er fortid for mit vedkommende. Det er nu, jeg skal udnytte mine privilegier til fulde og nyde, at jeg stadig kan kalde mig ung. Jeg tror desværre ikke, jeg kan slippe udenom det næste skridt. Hvor meget jeg end kæmper imod, må jeg bøje hovedet og indse, at jeg tilhører “de voksnes rækker”, og at der ikke er nogen vej tilbage. Da samme floskel blev brugt i taler og telegrammer til min konfirmation, havde jeg en meget ironisk distance til disse ord. Vi ved jo alle sammen, at man ikke bliver voksen i løbet af en enkelt dag.

Om et par måneder er det præcis 10 år siden min konfirmation, og jeg må indse, at jeg nu er voksen. Det er ikke fordi de 24 år trykker, og jeg har endnu ikke opdaget grå hår. Men havde du spurgt mig for 10 år siden, havde jeg nok forventet lidt mere af mig selv som 24-årig – især på det trosmæssige område. I mine teenageår forsvandt barnetroen og blev erstattet af en forventning om det stabile, velfungerende kristenliv, jeg ville opnå som voksen:

  • Jeg ville kunne citere bibelvers i stride strømme og altid have et skriftsted klar til en ven i nøden uden at have Bibelen i nærheden, men ved at bladre rundt i mit indre, memorerede kartotek.
  • Jeg ville med fornøjelse sluge opbyggelige bøger som var de julesmåkager og mærke visdommen skylle igennem min krop, når Rosenius, Wisløff og andre prominente herrer delte ud af guldkorn.
  • Jeg ville kunne klare en hård debat mod en lige så hård ateist med et smil på mine læber og en ophøjet ro, der ville få vedkommende til at genoverveje sit religiøse ståsted kraftigt.
  • Jeg ville opnå en dyb frelsesvished, der kun lejlighedsvist blev afbrudt af en nødvendig tvivl, som så efter en hård (men kort) periode ville forstærke visheden om frelse og give mig en endnu stærkere tro.
  • Mit bønsliv ville fungere upåklageligt, og den lange bedeliste på mit natbord ville kun blive længere, fordi jeg havde så stort et hjerte for dem omkring mig, at jeg ikke kunne lade være med at bede for dem.
  • Jeg ville prioritere et personligt andagtsliv meget højt og altid have tid til at sætte mig ned med Bibelen og nyde en salig stund.

Hvor kommer alle kravene fra?

Og jeg kunne blive ved. Nu kommer den uundgåelige konklusion på alle de ovenstående forventninger til voksenlivet. Sagen er jo selvfølgelig den, at intet af det passer særlig godt på min opfattelse af mig selv. Jeg kæmper stadig med manglende lyst til bøn og bibellæsning, tvivl om frelsesvished og en tendens til at stikke halen mellem benene, når min tro møder modstand fra dem i min omgangskreds, der ikke er kristne.

Der er meget lang vej til opnåelsen af alle de krav, jeg forventede af mig selv – og på en måde stadig forventer. Jeg savner min barnetro, men især også min barnlige tilgang til at være kristen. Gud forventer ikke af mig, at jeg er den perfekte voksne kristen, og intet sted i Bibelen finder jeg de krav, jeg med tiden har listet op for mig selv. Tværtimod får jeg at vide i Efeserbrevet 2,8-9 at “Det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af”. Det kan godt gøre mig lidt flov, når det går op for mig, at jeg fokuserer mere på det, JEG selv forventer frem for det, Gud forventer af mig.

Jeg må ikke blive så opsat på alle de ting, at jeg glemmer bare at hvile i at være Guds elskede barn, som har fået nåden og frelsen som en gave – ikke som en præmie for et velfungerende (voksent) kristenliv.

Blogindlæg er udtryk for forfatterens egen holdning, og den kan derfor ikke nødvendigvis tages som udtryk for redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler