Ananias, Safira og hykleriets fare7 minutters læsning

På et tidspunkt blev jeg i en samtale udfordret af teksten i ApG 5,1-11 om Ananias og Safira. Det er en tekst, som ved første øjekast virker fremmed i Ny Testamente. Hvordan skal teksten forstås? Hvad vil den sige os?

Først en lille opsummering: Slutningen af kap. 4 beskriver en menighed, der havde så stor indbyrdes kærlighed, at de valgte at sælge alle personlige ejendele, for at pengene kunne blive til glæde for menighedens fattige. Én af dem, der gjorde dette, bliver nævnt ved navn: Barnabas.


Det er vigtigt her at komme med et mellemspil: der er intet i teksten, som antyder, at dette er en praksis, som Bibelen pålægger kirken at efterleve én til én. Det er et stort forbillede for os, ja, og det udfordrer os på vores syn på gavmildhed. Men intet sted bliver vi påbudt at praktisere kristen gavmildhed på præcis denne måde. Det eneste, vi bliver påbudt er, at vi skal være gavmilde. Menneskene i denne tidlige menighed valgte frivilligt at praktisere deres gavmildhed på denne måde, men der er ikke nogen antydning af, at det var en tvungen praksis. Barnabas valgte at gøre det, men hvis Ananias og Safira havde valgt ikke at følge Barnabas’ eksempel og i stedet praktisere gavmildhed på en anden måde, så ville ingen have lagt dem det til last. Det kommer frem i Peters revsende ord til Ananias: “Var jorden ikke din før salget? Og havde du ikke rådighed over pengene efter salget?” (v.4) Peter antyder her, at det var helt frivilligt, om Ananias og Safira ville sælge deres jord og give pengene til menighedens fattige. Ingen tvang dem til det.

Teksten fortæller videre, at Ananias og Safira valgte at gøre som mange andre i menigheden – i hvert fald på overfladen, for ægteparret valgte at stikke nogle af pengene til side og bringe resten til Peter, men samtidig give det indtryk, at de overgav alle pengene. Peter lader sig dog ikke snyde og konfronterer straks Ananias med hans bedrag, og Ananias falder død om på stedet. Senere kommer Safira til Peter og fastholder løgnen. Også hun dør.

Hvordan handler Gud?

Dette er en beretning, som kan gøre mange kristne ubehageligt til mode, for det virker så brutalt og nådesløst af Gud at dræbe dette ægtepar. Falder vi da ikke alle i synd fra tid til anden? Skal vi alle gå rundt og frygte at falde død om på stedet næste gang, vi fortæller en hvid løgn?

For at svare på dette er det først og fremmest nødvendigt at gøre sig klart, at den måde, Gud virker i Bibelen, ikke nødvendigvis er sådan, han “normalt” arbejder. Bibelen er et kondensat af ekstraordinære begivenheder, hvor Gud på en særlig måde griber ind i historien, men det betyder ikke, at Gud altid griber ind i historien lige så konkret og tydeligt. Det er klart, at Bibelens beretninger er vidnesbyrd om, hvad Gud kan, men de fortæller os ikke, hvad han nødvendigvis gør i en given situation. For eksempel, så ved vi fra Bibelen, at Gud er i stand til at lede et folk gennem ørkenen ved at gå foran dem som en ildsøjle. Men det betyder ikke, at du med sikkerhed kan forvente navigationshjælp fra en ildsøjle næste gang du er faret vild på landevejen. Bare fordi Gud kan betyder det ikke, at han altid gør.

Faktisk fortæller Bibelen, at Guds “normale” måde at forholde sig til synden er ikke at straffe den konkret i denne verden: “Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffet, dengang han bar over med dem…” (Rom 3,25). Beretningen om Ananias og Safira er undtagelsen, ikke reglen.
Samtidig er beretningen om Ananias og Safira en heftig øjenåbner for os, når det kommer til syndens dødsensfarlige alvor. Synd er ikke sjov. Synd er ikke ligegyldig. Synd ødelægger vores verden og den ødelægger livet for os selv og dem, vi elsker. Derfor tager Gud synden dybt alvorligt, og det bør vi også gøre. Selvom Gud ikke straffer os for vores synd på samme måde som Ananias og Safira, så er deres død dog et forvarsel om, at syndens sygdom i sidste ende vil betyde døden for os alle, hvis ikke vi på en eller anden måde kan slippe af med skylden.

Kalkede grave

Men det, som beretningen om Ananias og Safira først og fremmest handler om, er religiøst hykleri. Det er tydeligt, at omdrejningspunktet for Ananias og Safiras’ religiøsitet var de overfladiske handlinger. De så, hvad mange andre i menigheden gjorde, og så tænkte de, at hvis de bare på overfladen gjorde ligesådan, så ville de også blive regnet for gode og fromme kristne og få den anderkendelse, som de længtes efter. De troede, at de med deres overfladiske handlinger kunne gøre sig fortjente til at blive regnet som kristne.

Men hvis der er én ting, Gud ikke kan udstå, så er det religiøst hykleri. Gennem hele Bibelen er det tydeligt, at det Gud gang på gang fordømmer hårdest, er de mennesker, der giver sig ud for at være gode, fromme og religiøse mennesker, men som under overfladen lever væk fra Gud og i stedet sætter sig selv på førstepladsen. Det gælder både i det Gamle Testamente, hvor Gud ofte fordømmer Israels religiøse hykleri (fx i Amos’ Bog) og i det Ny Testamente, hvor Jesus med åbne arme tager imod alskens syndere og sociale udskud, men siger sådan her til de (på overfladen) fromme farisæere: “Ve jer, skriftkloge og farisæere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed” (Matt 23,27-28). I Bibelen fældes den hårdeste dom, ikke over åbenlyse syndere, men over de syndere, som dækker over deres synd med en religiøs og from facade.

Ananias og Safia var religiøse hyklere. De troede, at hvis bare overfladen så pæn ud, så var alt godt. Men alt var ikke godt. Langt fra. Og derfor faldt de også ind under Guds dom. Både før og efter beretningen om Ananias og Safia kan vi læse om mennesker, der bliver helbredt af Gud gennem apostlene. Alle sammen mennesker, der for en ydre betragtning ikke havde fortjent den slags nåde. Hos Ananias og Safira møder vi nogle mennesker, som tror, at de om nogen, på grund af deres ydre gerninger, har fortjent at kunne kaldes kristne, men som møder den direkte modsatte skæbne.

En smitsom sygdom

Denne tekst er altså ikke først og fremmest en advarsel mod at synde, men en advarsel mod at tro, at vores synd kan skjules af fromme facader. Det er en advarsel til os, om ikke at lade vores kristne identitet være grundet i vores ydre, kristne handlinger: at vi gør, som de andre gør, for på den måde at kunne kræve vores plads i det gode og fromme selskab. Gør vi dette til basis for vores kristne identitet, så er vi, ligesom farisæerne, at regne for kalkede grave: Flotte udenpå men fulde af død indeni. Vi må i stedet lade facaderne falde og stå ved vores fejl og svigt. Først da kan Guds nåde nå ind til vores hjerter, rense os for al skyld og forvandle os indefra.

Og kun på den måde kan vi opmuntre andre mennesker til at vriste sig fri af facadernes slaveri, erkende deres synd og omfavne Guds ufortjente nåde i Jesus Kristus. Vi må altså ikke kun lade facaden falde overfor Gud, men også overfor mennesker. Hvis det eneste, mennesker ser hos de kristne, er fromme, kristelige og pletfrie facader, så vil det ikke tjene andet end at opmuntre dem til at blive kristne på samme måde: gennem facader og hykleri. Det er derfor, Guds dom i Bibelen er særligt hård over de religiøse hyklere, for med deres hykleri sætter de ikke bare sig selv udenfor Guds nådesrige, men opmuntrer, med deres væremåde alene, andre til at gøre det samme. Hvis kristne derimod går ud i verden som fejlslagne og ærlige mennesker, der åbent klynger sig til Guds nåde alene som deres eneste håb, så vil det, gennem deres væremåde alene, opmuntre andre til at gøre det samme.

Hykleri er en meget smitsom sygdom, og derfor advarer Bibelen særligt hårdt mod hykleri – ikke mindst gennem beretningen om Ananias og Safira.

Blogindlæg er udtryk for forfatterens egen holdning, og den kan derfor ikke nødvendigvis tages som udtryk for redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler