En kvinde, der er årsag til manges død

Kan vi lære noget af Ordsprogenes Bog? Ja, kapitel 7 i Ordsprogenes Bog lærer os ganske tankevækkende og meget aktuelt en hel del om seksuel fristelse.

For nogen tid siden læste jeg igennem Ordsprogenes Bog. Jeg indrømmer: det var ikke lige spændende hver gang. Jeg fik ærlig talt ikke supermeget ud af at pløje det ene ordsprog igennem efter det andet. Af den grund besluttede mig for at læse igennem bogen igen. Så engang i mellem tager jeg et kapitel, læser det hurtigt igennem – og så udvælger jeg ét vers (måske to), som gjorde særligt indtryk, tænker lidt over det og skriver det ned. På den måde giver læsningen af Ordsprogenes Bog lidt mere udbytte.

Forleden nåede jeg så til kapitel 7. Her var det straks sværere, at vælge ét vers, fordi kapitlet kan udgøre ét samlet afsnit, som faktisk er ret tankevækkende.

I kapitlet gives en søn formaning om at holde sig til sin fars bud og ord. I vers 5 gives løftet, at hvis han gør dette, skal de ”vogte dig mod en anden kvinde, den fremmede kvinde, der taler indsmigrende.” Herefter vendes fokus mod en uforstandig mand (vers 6-7), dvs. en mand, der ikke har holdt sig til de vise bud og ord. Denne mand går i retning af en kvindes hus og det er desuden ved at blive mørkt (vers 8-9). Kvinden opsøger ham aktivt. Hun beskrives som iklædt skøgedragt, som rastløs og ubændig (=ustyrlig). Hun er på lur overfor uforsigtige mænd som ham og hun har lumske bagtanker (vers 10-12). Kvinden opsøger manden, griber fat i ham, kysser ham, begynder at tale om sit ”leje” og indbyder eksplicit til sex (vers 13-20). Fortællingen fortsætter poetisk, præcist og skræmmende realistisk:

Hun forførte ham med sine erfarne ord, med sine glatte læber bragte hun ham på afveje. Uden tøven gik han med hende, som en okse går til slagtning, som en hjort fanges i snøren, indtil pilen gennemborer dens lever, som en fugl flyver i fælden uden at vide, at det gælder dens liv.” (Vers 21-23)

Til sidst gives en kraftig formaning:

”Lad ikke dit hjerte slå ind på hendes veje, forvild dig ikke ind på hendes stier; for hun er årsag til manges død, talrige har hun slået ihjel. Hendes hus er veje til dødsriget, de fører ned til dødens kamre.” (Vers 25-27)

Et tankevækkende og aktuelt kapitel

Kapitlet er tankevækkende på flere måder:

  • Mandens største fejl er uforsigtigt at give sig selv muligheden for at blive fristet over evne. Han har garantereret – som så mange andre mænd – ringe evner udi at modstå fristelse. Men han opsøger den uforsigtigt. Dét er hans første og fatale fejl, der ender i forførelse og til sidst fald. Det tankevækkende består i, at når først forførelsen indtræder, synes den umulig at undgå. Derfor må det undgås at forførelsen indtræffer.
  • Når manden går ind til kvinden, beskrives han som en okse, der går til slagtning. Som en fugl, der flyver i fælden uden at vide, at det gælder dens liv. At leve i synd og at slutte fred med synd kan føre til at jeg mister livet med Jesus – og dermed freden med Gud og det evige liv. Jeg tror, at det særligt udfordrende ved seksuel synd er, at fordi den er så forførende og dragende, kan den være tilsvarende svær at bryde med og måske også nemmere at slutte fred med. Vi bør mærke os de alvorlige ord i vers 23: Det gælder livet!
  • Formaningen lyder ikke først og fremmest: sig nej til kvindens forførelse. Appliceret i vores kontekst kan vi lade kvinden være et billede på både en konkret person eller pornoen, der på bestemte tidspunkter eller i bestemte situationer frister på det seksuelle område. Pointen som vi skal bemærke er, at advarslen ikke i første omgang går på selve forførelsens øjeblik, men på at end ikke ”hendes” veje og stier skal betrædes. Med andre ord: ”kvinden” (hvem eller hvad det så end er) skal ikke engang opsøges. Hun skal ikke nærmes, for hun har en næsten uimodståelig fristelse. Helt konkret kan dette kan få nogle meget lavpraktiske konsekvenser mod eksempelvis porno: lav et filter på din pc (tjek fx K9 Web Protection) og blokér bestemt indhold på din smartphone. Få en ven til at lave en kode, som kun han/hun kender, smid evt. koden i havet.
  • Vi vender os til starten af kapitlet igen og ser modsætningen til den uforstandige mand. Den vise skal holde sig til buddene og ordene fra sin far. Hvad skal vi holde os til i kampen mod synden og i kampen mod utugt? Jo, praktiske foranstaltninger er en god og nødvendig ting. Men kampen må kæmpes med Bibelen i hånden. Vi må leve med vores udfordringer over en åben bibel. Ét vers at støtte sig til er Hebræerbrevet 4,15: “For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd.”

“Lad ikke dit hjerte slå ind på hendes veje”

Så vidt nogle bemærkninger over kapitel 7 i Ordsprogenes bog.

Den virkelighed, der beskrives i kapitlet, er højaktuel for os. En rapport fra siden “Adam og Eva” peger på, at mange unge kristne kæmper med porno og en del har erfaring med seksuel aktivitet udenfor ægteskabet – ting som Bibelen kalder for utugt.1Læs rapporten ”En undersøgelse af kristne unges brug af porno og onani samt deres seksuelle erfaringer” fra Adam og Eva her. Med andre ord: statistikkerne siger, at mange kristne unge er særdeles udfordret på dette område. Og Bibelen siger, at det er dødsensfarligt.

I starten skrev jeg, at målet var at notere ét vers fra hvert kapitel i Ordsprogenes Bog. Skal vi notere et (læs: to) vers fra kapitel 7, så lad det være vers 25-26:

”Lad ikke dit hjerte slå ind på hendes veje, forvild dig ikke ind på hendes stier; for hun er årsag til manges død, talrige har hun slået ihjel.”

Fodnoter:   [ + ]

1. Læs rapporten ”En undersøgelse af kristne unges brug af porno og onani samt deres seksuelle erfaringer” fra Adam og Eva her.

Blogindlæg er udtryk for forfatterens egen holdning, og den kan derfor ikke nødvendigvis tages som udtryk for redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook