Ikke at vælge er også et valg4 minutters læsning

Kønskamp, klimakamp og valgkamp. Livet er fuldt af valg. Og vi må vælge vores kampe. Ellers gør andre det for os.

Kønskamp, klimakamp og valgkamp. Der er store emner til debat i øjeblikket. Og der kunne skrives flere blogindlæg om hvert af de tre emner. Det gør jeg måske også en dag. Men i hvert fald gør jeg min borgerpligt og går hen og stemmer. Både den 26. maj og den 5. juni.

Man kan ikke udlede en politisk holdning ud af Bibelen, siger de fleste. Nogle mener, at man i hvert fald ikke kan stemme på partier, der grundlæggende mener, at religion er opium for folket. Andre igen mener, at man ikke kan stemme på partier, der går ind for fri abort. Dermed er der (måske?) kun én mulighed.

Men giver Bibelen ikke visse overordnede retningslinjer for, hvordan jeg som kristen skal forholde mig i samfundet? Kan jeg som kristen vende ryggen til de fattige, de fremmede og de forulempede? Eller støtte nogle, som gør det?

Da Peters svigermor kom forbi

Nogle er sofavælgere. Og bilder sig ind, at de dermed ikke har taget et valg. At de ikke har ansvar for, hvilken politik der bliver ført i Danmark og Europa. Men de har bare valgt ikke at have indflydelse på, hvem der skal bestemme deres valgmuligheder fremover – og det er deres eget ansvar.

Forestil dig Jesus gå langs bredden af Genesaret Sø. Han kalder på Peter, Johannes og Jakob. Han siger: Følg mig! Men deres familier siger: Bliv hos os! Så står de der og ser forvirret og fortvivlet fra den ene til den anden. Hvad skal de vælge? Jesus eller familien? Det er for svært. Så de bliver stående. De følger ikke efter Jesus, men går heller ikke hjem. Så bliver det nat. Jesus er for længst over alle bjerge, familien er gået i seng. Næste morgen kommer Peters svigermor med morgenbrød. Nå ja, så må de vel hellere gå hjem.

Hvem er vinderen i det scenarie?

Himmel og jord skal forgå

Klimakrisen tvinger os også til at vælge. Skal jeg udskifte mine plasticposer med indkøbsnet i bæredygtigt materiale? Skal jeg kaste mig ud i klimademonstrationer med civil ulydighed i forsøget på at redde en jord, som Gud selv har sagt, at han på et tidspunkt vil gøre helt ny?

Jeg har en meget klima-aktivistisk veninde. Hun siger: Jamen, Ditte, kan du forestille dig nogen anden så omfattende katastrofe? Ja, det kan jeg faktisk godt, må jeg betro hende. Men jeg beundrer hendes engagement. Hun er virkelig overbevist om, at jorden går under lige om lidt, hvis vi ikke bremser NU. Og hun laver støj omkring det.

Hvor meget støj laver vi egentlig som kristne om den fortabelse, som flertallet af danskere er på vej imod? Burde vi tromme sammen til demonstration og råbe: Himmeriget er nær, omvend jer og tro på evangeliet? Hvad er 70 år på en udpint klode mod en evighed i Helvede?

Skabt i Guds billede som – høn?

Der er mange spørgsmål. Men hvis man ikke overvejer dem, risikerer man let at blive sofavælger. Ureflekteret at overtage de svar, som tilfældige lige kommer forbi med. Både som kristen og som samfundsborger.

Midt i denne valgtid er der så den konstante understrøm af kønskamp. En politiker blev taget af plakaten for at sige, at det ikke var okay, at en borgmester skaffer sig et donorbarn, fordi hun helst vil være enlig mor. Men ellers er kønsidentitet lidt på stand by i medierne lige nu, mens regnbuefloden stille og roligt vokser sig større og større. Hvad stiller vi op med det? Bliver stående og håber, den ikke oversvømmer vores hus?

Vi kan vælge at forholde os til spørgsmålene om kønsidentitet. Om vi er født som mand eller kvinde, om vores børnebørn selv skal vælge at være han, hun, høn eller noget femte. Vi kan vælge at granske Guds Ord for at finde ud af, hvordan han forholder sig til køn, til mænd og til kvinder. Eller lytte til og læse vise kristnes ord om det. Vi kan vælge at søge efter svar og forsøge at leve efter dem. Eller blive på sofaen.

Hvad vælger du?


Læs også:

Hvad hjertet er fuldt af …
Astrid Lindgren og Gud
Forårs-snevejr er ikke farligt
Den uhellige treenighed
Uden pinse ingen Jesusvidner
Mand og kvinde som Guds billede
Verden er i veer

Blogindlæg er udtryk for forfatterens egen holdning, og den kan derfor ikke nødvendigvis tages som udtryk for redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler