Tungens magt3 minutters læsning

Ord kan bygge op og de kan bryde ned. De er ikke bare fyld, så hvad bruger du dine ord til?

Hvor bliver der sagt mange ord på en dag, og hvor kan de bruges forskelligt! De kan være informative, undrende, konfliktoptrappende, omsorgsfulde, ligegyldige, beroligende, vrede, sårende, imødekommende, trøstende, opgivende og opmuntrende. – Ja, listen kan blive ved.

Det er tankevækkende at reflektere over, hvor stor magt vores ord har. De kan både nedbryde og opbygge. Også det har bibelen noget at sige om, læs bare de følgende vers:

”Hvis én ikke fejler i tale, er han fuldkommen og kan tøjle hele sit legeme. Når vi lægger bidsel i munden på hestene, for at de skal lystre os, styrer vi dermed hele deres krop.

Tænk også på, at skibene, der er så store og tilmed drives frem af hårde vinde, styres af et ganske lille ror, hvorhen styrmanden vil; på samme måde er tungen kun en lille legemsdel, men kan prale af stor magt.

Tænk på, at den mindste ild kan sætte den største skov i brand;
også tungen er en ild. Som selve den uretfærdige verden sidder tungen blandt vore lemmer; den smitter hele legemet og sætter tilværelsens hjul i brand og er selv sat i brand af Helvede.

 For enhver art af vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesket; men tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift.

Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede; fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse”.

Jakobs brev kap. 3 vers 3-10

”Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent.”
Matthæusevangeliet. Kap. 15, Vers 11

”Den, der mener at dyrke Gud, men ikke tøjler sin tunge, fører sig selv bag lyset; hans gudsdyrkelse er intet værd. En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden”.
Jakobs brev kap. 1 vers 26

Versene advarer mod at bruge ord negativt og skadeligt for andre. De markerer, hvor stor magt tungen og ord har. Det kan være en overvejelse værd, om vi kan have fået lavet en kultur, der lader bagtalelse være ”tilladt”, noget, vi ikke ser så alvorligt på? Det, der siges, kan måske pakkes subtilt ind, og så er det lidt mere legalt.

Jeg har selv oplevet, hvordan ord kan give mig lyst til at krybe ned i et hul, men også omvendt, hvordan de kan gøre mig glad helt ind i hjertet, eller at jeg får et helt nyt perspektiv på et område.

Det er da egentlig fantastisk, at vi har ordets ’magt’ til at kunne glæde hinanden.

Tænk, at jeg kan glæde en i dag med mine ord! Måske gennem et kompliment, en omsorgsfuld besked eller en opmuntring. Det ser måske ikke ud af meget, men det kan have stor betydning.

Så hermed en opfordring til at være ydmyg overfor ords magt, bevidst om, hvordan vi bruger dem, og et håb om, at vi må blive endnu bedre til at opbygge og glæde hinanden med ord.

Der kan sættes endnu flere ord på netop ord. Det kunne være spændende at høre andres refleksioner og perspektiver på det. 😊

Blogindlæg er udtryk for forfatterens egen holdning, og den kan derfor ikke nødvendigvis tages som udtryk for redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler