Må man skælde ud på Gud?

Må man være sur på Gud? Må man skælde ud på Gud? Det er spørgsmål, som ofte presser sig på i min bevidsthed. Og svaret er både nej og ja. Men mest ja.

Der er ingen, der går gennem livet uden sorger, og med sorger følger ofte en følelse af skuffelse eller vrede. Nogle gange findes der et konkret sted at rette sin vrede hen. Det kan f.eks. hvis man mister et familiemedlem i et trafikuheld, hvor skylden ligger på en spiritusbilist. Men mindst lige så ofte er der ikke noget oplagt sted i denne verden at rette sin vrede hen. Det kan f.eks. være, hvis man selv eller en man elsker bliver ramt af sygdom. Så kan man måske være vred på sygdommen i sig selv, men det giver ikke meget mening i længden, for sygdommen er bare en sygdom. Den har ingen vilje eller personlighed.

Hvis man ikke tror på, at der findes en Gud, som er engageret i verden, så vil det ofte være meningsløst at blive vred over ulykken, for vrede forudsætter, at tingene ikke er, som de burde være. Og i en verden uden Gud er tingene ofte bare, som de er. Uden mening, hensigt eller mål. Der er ingen, som kan drages til personligt ansvar. Giver det mening at blive vred på solen for at sende os de farlige stråler, som kan give kræft? Giver det mening at blive vred på de bakterier, som giver lungebetændelse?

Upassende anklage mod Gud

Hvis man til gengæld tror på en Gud, og man tror på, at Gud er engageret i verden, så har mennesket et sted at rette sin vrede hen, og så giver det mening at opleve vrede over de ulykker, som man ellers ikke kan udpege nogen skyldige for. For så er tingene ikke bare, som de er. Tingene kunne være anderledes. Men hvorfor er de så ikke anderledes?

Her er det, at ikke så få lidende mennesker gennem historien har ladet dette frustrerende spørgsmål munde ud i decideret vrede mod Gud eller måske skuffelse over ham. Man føler sig svigtet af Gud. Nogle oplever måske, at bønslivet går i stå i sådanne perioder af livet, for hvis man først åbner munden i bøn til Gud, så kan der ikke komme andet end vrede og frustration ud. For mange kristne føles det forkert at skælde ud på Gud, og så er det bare lettere slet ikke at bede

Men hvorfor føles det forkert at skælde ud på Gud? Det gør det, fordi det rent faktisk er forkert. Gud er Gud og vi er mennesker. Han er skaber og vi er skabninger. Vi kan aldrig anklage Gud og få ret. Bare spørg Job. Når man som kristen oplever det som upassende at skælde ud på Gud, så er det altså et tegn på, at man har et sundt og bibelsk Gudsbillede.

Nødvendig anklage mod Gud

Men betyder det så, at man bare skal lade helt være med at bede, hvis man i bønnen ikke kan præstere andet end vrede mod Gud? Eller skal man af al magt undertrykke vreden, male et smil på ansigtet og tvinge sig selv til kun at sige pæne og høflige ting til Gud?

Nej, for hvis det er forkert som menneske at skælde ud på Gud, så er der én ting, som er endnu værre: at hykle sig til en falsk fromhed overfor Gud. Bibelen giver dig lov til at bringe din anklage til Gud. Ikke fordi det er “rigtigt” at gøre, men fordi det er det eneste du kan gøre, hvis du skal overleve som Guds barn. Hør bare, hvad der står i Klagesangene 2,18-19:

“Råb højt til Herren,
klag, Zions datter!
Lad tårerne strømme som bækken
dag og nat;
und dig ikke hvile,
lad ikke dit øje finde ro!
Stå op og klag om natten,
når vagterne skifter,
udøs dit hjerte som vand
for Herrens ansigt!
Løft dine hænder til ham
i bøn for dine børns liv;
de ligger afkræftede af sult
på hvert gadehjørne.”

Bibelens klare opfordring er, at vi skal udøse vores hjerter som vand for Herren. Forestil dig, at dit hjerte er som en kande med vand. Det, Gud vil have dig til, er at stille dig frem foran ham og vende kanden på hovedet, så alt, hvad der er i dit hjerte kommer frem. Alle kort skal på bordet, alle følelser, al vreden, al skuffelsen, alle anklagerne, alt.

I Jeremias’ Bog 12,1 ser vi dette folde sig ud:

Herre, du får ret,
når jeg anklager dig,
og dog må jeg gå i rette med dig:
Hvorfor har uretfærdige lykken med sig,
hvorfor lever troløse trygt?

Det er helt tydeligt, at Jeremias godt ved, at han er ude på en umulig mission, at han aldrig vil kunne hæve sig over skaberen og med rette bedømme og anklage hans gerninger. Men samtidig ved han også, at han er nødt til at lægge dét frem for Gud, som faktisk er i hans hjerte.

For at Gud kan trænge ind

Du vil aldrig få ret i dine anklager mod Gud, men det er heller ikke meningen. Meningen er, at Gud skal få mulighed for at læge dit hjerte, at trøste dig, at genskabe tilliden til ham i dit hjerte. Og denne helbredelsesproces kan først blive sat i gang, når du dropper den falske fromhed og udøser dit hjertes sande indhold for Gud. Det er nemlig dér, hvor du fralægger dig den falske fromhed overfor Gud, at du bliver allermest sårbar. At hykle sig til falsk fromhed overfor Gud er blot en måde at holde Gud på sikker afstand og bevare en vis kontrol.

At fralægge sig facaderne og stille sig helt ærligt ind foran Gud, er derimod et ubehageligt kontroltab, hvor man kan føle sig afklædt og ydmyget. Ja, man kan næsten føle sig barnlig. Men det er netop også meningen! For det er først dér, når vi bliver som sårbare børn, når vi står afklædt foran Gud, når vi har udøst vores hjerters sande indhold for ham, at Gud kan trænge ind i vores hjerter og arbejde med os indefra.

Grunden til at du må udøse selv den mest upassende anklage mod Gud, som er i dit hjerte, er, at der må skabes plads i dit hjerte til Guds helbredende nærvær. Dit hjertes kande må tømmes for at Gud kan flytte ind.

Gud får ret

Så svaret på spørgsmålet i overskriften er altså både nej og ja. Men mest ja. Du vil aldrig kunne få ret i din anklage mod Gud, men netop derfor kan du få frimodighed til ærligt at fremlægge den for ham. Det er så vigtigt, at Gud altid får ret. Tænk, hvor forfærdeligt, det ville være, hvis du troppede op for Gud med din anklage, hvorefter Gud fumler lidt med sine papirer og nervøst indrømmer: “Du har ret. Det var godt nok en svipser. Sorry…”

Nej, forudsætningen for, at vi trygt kan udøse vores hjerter for Herren, er, at vi samtidig trygt kan vide, at han altid får ret. Først da kan vi gå ind i den ærlige vredes sårbarhed; dér hvor vi faktisk kan møde Gud, og han kan forvandle os.

Blogindlæg er udtryk for forfatterens egen holdning, og den kan derfor ikke nødvendigvis tages som udtryk for redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook