Verden er i veer6 minutters læsning

Veer er smerte, der ender i nyt liv. Forventningens glæde giver udholdenhed i denne smerte. Men endnu er der børn, der dør i mors liv, og disse kvinders sorg og frygt må vi rumme.

Forleden læste jeg en kronik af en kvinde, der havde haft 3 spontantaborter. Den fjerde graviditet endte lykkeligt med en velskabt søn. Men hendes graviditet havde været fuld af frygt, og det var temaet for hendes kronik: Hvorfor er sorg over aborter og frygt i graviditeten et tabu?

Nu skal jeg på ingen måde negligere hendes tab, sorg og frustration. Hun har haft en grim tid, og jeg kan kun have medlidenhed med hende. Men der var nogle ting i hendes formuleringer, der vakte min opmærksomhed. Hun skriver blandt andet:

”Jeg kunne ikke slippe tanken om, at jeg ikke formåede den livsopgave, som kvinder altid har haft – at bringe nyt liv til verden.”

Hun er bange for at fejle som kvinde, fordi hun mener, at kvinders livsopgave er at føde børn. Det er jeg ikke uenig i. Eva fik sit navn, fordi hun ”blev mor til alt levende”. Eva blev skabt med primært to opgaver: Hun skal være hjælper (som Gud er hjælper) for sin mand, og hun skal være mor (i mange afskygninger) for sine (eller andres) børn. Dét er også netop på de to punkter, Gud lægger byrder ned over Eva efter syndefaldet (1 mos 3,16).

Mennesket har gjort sig til herre over liv og død

Desværre tror jeg ikke, at kronikøren og jeg mener det samme med ”livsopgave”: En opgave, som man har fået som den primære mening med sit liv. For det er hende selv, der ”ikke formåede”, og senere i kronikken skriver hun om den søn, hun så endelig fødte, ”at min krop formåede at skabe en vidunderlig baby”.

Det er jo desværre ikke en ualmindelig tankegang blandt danskere i dag. Det er mig og min krop, der er i fokus. Det er da også nedslående at læse, at hun ikke sørger over tre mistede børn, men det er ”graviditetstab” og ”livsdrømmen om børn”, hun sørger over. Og disse tre ufødte børn er så minimeret til ”terminsdatoer” i kronikørens sorgbearbejdelse.

(Jeg kan ikke sige mig fri for at være lidt harm på børnenes vegne. Heldigvis har de værdi for Jesus. ”Som foster så dine øjne mig”, siger Salme 139).

Måske er det her, tabuet ligger begravet: Man kan ikke i vores fri-abort-samfund gøre for meget ud af frygten for at miste ønskebarnet, fordi det jo bare er en klat celler for dem, hvor graviditeten er bad timing.

Frygten for spontanabort kan også være blevet tabu over tid; fordi vi er så heldige i vores del af verden, at svangerskab ikke i særlig grad er farligt for hverken mor eller barn. Det går jo som smurt de fleste gange. Og så er det jo en problematisering af menneskets ret og evne til at være herre over liv og død, hvis vi frygter for, at noget skulle gå galt under graviditet og fødsel.

Det er trist. For selvfølgelig er der nogle (måske mange?) kvinder, der bare tager en passende instagram-glæde henover deres frygt for – og sorg over – spontanaborter. De går og putter sig og får ikke den medlidende omsorg og støtte fra os andre, som de kan have brug for.

Se bag om glansbilledet af graviditet og fødsel

Så på det punkt vil jeg tilslutte mig anliggendet: Lad os bryde tabuet om den lykkelige graviditet! Lad os græde med de grædende, ligesom vi glæder os sammen med de glade! I samme forbindelse har jeg også lyst til at bryde tabuet om smerten ved veer og fødsel!

Da jeg fik vores første søn, var det en lang, sej fødsel. Kort efter sagde en kvinde til mig: ”Er det ikke bare fantastisk, man glemmer fuldstændig, hvor hårdt det var, når man ser sin lille nyfødte!”. Jeg kunne have slået hende. Der gik rigtig lang tid, inden jeg kom mig over den fødsel. Og i selve øjeblikket, da han endelig – langt om længe – kom til verden, var jeg fuldstændig ligeglad med ham. Jeg ville bare sove, sove, sove …

Den historie passer jo ikke ligefrem til glansbilledet af moderskabet, vel? Jeg havde endda også gået med frygt under graviditeten. Ubegrundet. Men den var der. Jeg kom i løbet af få uger til at elske det barn, der nu voksede indeni, at jeg virkelig frygtede for aldrig at skulle lære ham at kende. Og da han så kom, var jeg ligeglad. Frygtelige kvindemenneske!

Men jeg er ikke den eneste med sådan en historie. Selvfølgelig skal de historier ikke overdøve de gode og glædelige. Men de skal heller ikke være tabu! Og på tyve års afstand kan jeg også af et oprigtigt hjerte sige: Jeg giver gerne 34 timers smerter for min søns liv!

Kristnes trængsels-veer er ikke forgæves

Men jeg holder nu på, at en kvinde, der har født, kan udholde lidt af hvert! Derfor har vi også gode forudsætninger for at forstå dem, der lider. Og vi har bedre forudsætninger for at fornemme, hvad der er på vej, når Jesus fortæller om de sidste tider før sin genkomst og siger: ”Dette er begyndelsen på veerne” (Matt 24,8).

Næst efter at miste et barn, må det værste, en kvinde kan opleve, være formålsløse veer! Det trækker i tårekanalerne at høre om kvinder, der skal føde deres døde barn. (Al respekt for fædres sorg over mistede børn, men smerten sidder ikke i deres krop og primære identitet).

Som kristne – kvinder, som mænd – kommer vi ikke til at opleve formålsløse ”trængsels-veer”. Veer er slemme, rigtig slemme. Men forventningen om nyt liv giver os udholdenhed. Og der er nyt liv efter endetidens smerter! Jesus kommer snart med en genfødt jord. Vi skal se ham, som han er, og han skal være hos os altid. Så skal der aldrig mere være noget, der hedder død, sorg og savn (eller kønsforviklinger 😊).

Det håb er også det eneste, der rigtig trøster kristne kvinder, der har mistet fødte eller ufødte børn. En gang skal alt blive godt. En gang, skal du se det barn (igen), du mistede.

 


Læs også:

Hvad hjertet er fuldt af …
Astrid Lindgren og Gud
Forårs-snevejr er ikke farligt
Den uhellige treenighed
Ikke at vælge er også et valg
Uden pinse ingen Jesusvidner
Mand og kvinde som Guds billede

Blogindlæg er udtryk for forfatterens egen holdning, og den kan derfor ikke nødvendigvis tages som udtryk for redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook