Den inkompetente skråsikkerhed4 minutters læsning

Hvis man gerne vil kritisere et andet menneskes verdensbillede, så er der én regel, der står over alt andet: forstå det, du kritiserer!

Hvis der er noget, der kan give mig røde knopper, så er det inkompetent skråsikkerhed. Et eksempel kan være, hvis en person har læst Da Vinci Mysteriet og nu tror, at han eller hun er ekspert i kristologi og kirkehistorie. Så er det, man skal forholde sig til skråsikre udtalelser som: ”Faktisk censurerede kirken rigtig mange alternative evangelier, der giver et helt andet billede af Jesus, sådan at de aldrig fik lov til at komme med i Bibelen. Vidste du f.eks. at Jesus var gift?”.

Suk.

Den inkompetente skråsikkerhed er, når mennesker udtaler sig bombastisk om ting, som de faktisk ikke ved særlig meget om. Og det er også noget, kristne kan være skyldige i. Kristne er nemlig ofte meget optagede af at vinde diskussioner, for vi vil jo så gerne overbevise mennesker om kristendommens sandhed. Og når man er så optaget af at vinde diskussioner, kan man meget let forfalde til at lade målet hellige midlet. Så hvis jeg engang har læst en bog eller hørt en prædikant, der vist nok sagde et eller andet, der kan hjælpe mig til at vinde diskussionen, så smækker jeg ukritisk det argument på bordet med ugennemtrængelig skråsikkerhed: HA! Hvad siger du til det, hva?

Det er sådan set rigtig fint at læne sig op ad andres arbejde og gøre brug af argumenter, som andre har udtænkt. Men så længe jeg faktisk ikke selv har kompetencerne til at vurdere argumentets gyldighed, så er det utrolig dumt at bruge det skråsikkert. Det kan godt være, at det, jeg siger, er sandt, men jeg ved det dybest set ikke, og den usikkerhed skal gerne manifestere sig i en sund intellektuel ydmyghed: Dér hvor jeg er klar om min holdning, men samtidig erkender, hvor grænsen for min viden går, og jeg er villig til at lade mig udfordre på mine antagelser.

Og jeg må blankt erkende, at jeg selv ofte er faldet i her! Jeg kan tænke tilbage på de første ti tilfælde, hvor jeg faktisk giver mig selv røde knopper over den måde, jeg skråsikkert har udtalt mig om ting, jeg faktisk ikke har forstand på.

Et af de steder, hvor jeg i høj grad synes, der har manglet sund intellektuel ydmyghed blandt kristne, er i diskussionen om skabelse eller evolution. Her er der mange kristne, der har meget stærke holdninger og ofte taler stærkt mod evolutionsteorien. Og det er rigtig fint at have en holdning her! Det er rigtig godt at studere Bibelen og herudfra konkludere, at man ikke tror på evolutionsteorien. Men der, hvor filmen knækker, er enten, når man ukritisk og skråsikkert videregiver dårlige argumenter (f.eks. ”Hvis vi har udviklet os fra aber, hvorfor findes der så stadig aber?”), eller man udtaler sig hånligt eller nedladende om de mange, der tror på evolutionsteorien – ofte på baggrund af en meget begrænset forståelse af deres standpunkt (f.eks. ”Det er da idioti at tro på, at en bakterie kan blive til et menneske”).

Min pointe her er ikke at argumentere for eller imod evolutionsteorien. Min pointe er heller ikke, at man skal have en professor-grad i biologi for at måtte udtale sig i diskussionen mellem skabelse og evolution. Min pointe er denne: Hvis vi ønsker, at mennesker ikke skal tro, de er blevet mestre i kirkehistorie bare fordi, de har læst Da Vinci Mysteriet, så skal vi heller ikke tro, at vi er blevet eksperter i biologi bare fordi vi har set et par videoer på YouTube eller læst en enkelt trosforsvars-bog. Hvis vi kan blive irriterede, når mennesker udtaler sig skråsikkert om vores tro, når de faktisk ikke har kompetence til det og tydeligvis misforstår vores standpunkter grundlæggende, så skal vi heller ikke udtale os skråsikkert om andre menneskers verdensbillede, hvis vi faktisk ikke har kompetence til det. Vi må gerne have en tydelig holdning, og vi må gerne udtale os og spille ind i debatten, men det skal ske i en ånd af ydmyghed og villighed til at lytte og til at lade sig korrigere i fejlagtige antagelser.

For mange følger det helt naturligt af det kristne verdensbillede at være skeptiske overfor evolutionsteorien. Men det er bare ikke alle i verden, der deler det kristne verdensbillede. Og hvis man gerne vil kritisere et andet menneskes verdensbillede, så er der én regel, der står over alt andet: forstå det, du kritiserer!

Blogindlæg er udtryk for forfatterens egen holdning, og den kan derfor ikke nødvendigvis tages som udtryk for redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler