Derfor beder jeg altid bordbøn – også offentligt

For en del år siden så jeg et tv-program, hvor en dansk tv-vært var på tur i USA.

“Guds eget land” byder jo på en del flere religiøse mennesker end en gennemsnitlig dansk landsby, hvilket kom som noget af en overraskelse for vedkommende. De fleste ved at USA er meget religiøst. Men vedkommende siger på et tidspunkt helt benovet til kameraet; ”det er første gang jeg har oplevet en bordbøn”. Selv om han vidste det, havde han aldrig oplevet den slags før.

Prøv at lade det synke ind. Danmark har været kristent i snart tusind år. Henved 70% af alle børn bliver døbt. Det store flertal begraves ud fra folkekirken. Folketinget har en åbningsgudstjeneste. Alligevel er der utallige mennesker, der som tv-værten, aldrig har oplevet en bordbøn! De fleste kender den officielle kirkelighed, de bemærker dronningens ”Gud bevare Danmark” – men de har aldrig oplevet personlig tro komme til udtryk i noget så dagligdags som en bordbøn.

Tro er noget man gør i kirken. Når vi skal spise, gør vi ikke. Præsten tror (måske) på Gud, men han får jo også løn for det. Vi andre tror på Vorherre, måske skæbnen – i hvert fald ikke en vi behøver at forstyrre, bare fordi vi skal have frikadeller! Sådan er det for de fleste danskere.

I sin tid gjorde den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen sig til talsmand for, at religionen skulle ud af det offentlige rum. Det fik han en del kritik for.

Spørgsmålet er bare, om ikke vi kristne selv har bidraget meget til det? Engang sad jeg med fire andre på en restaurant og skulle spise. Vi var alle sammen kristne – men der sad nogle andre meget tæt ved. Ingen af os tog initiativet og turde spørge, om vi skulle bede, før vi spiste. Jeg ved, at vi alle sammen normalt gør det derhjemme. Men offentligt lagde vi bånd på os selv. Det var for pinligt. Vi skammede os.

Jeg kom til at tænke på tv-værten. Og Paulus, der skriver: ” jeg skammer mig ikke ved evangeliet” (Rom 1:16).

Siden den dag har jeg altid bedt højt, med lukkede øjne og foldede hænder, før jeg spiser et offentligt sted. Det er meget bevidst. Jeg håber faktisk, at mennesker ser det! Godt nok siger Jesus, at vi skal lukke døren til vores kammer, når vi beder – men det handler for mig at, se ikke om vores praksis blandt ikke-troende, men om vores sindelag. Vi skal ikke sætte vores lys under en skæppe, vi skal vedkende os troen på Jesus, og istemme med Paulus: jeg skammer mig ikke! Jeg står ved det! Jeg ønsker at mennesker skal se, at jeg takker Gud for føden. Mit håb er, at de oplever personlig (i dansk sammenhæng decideret privat) gudstro udfolde sig for deres øjne.

Hvis alle kristne gjorde det – så kunne det være vi fik flere spørgsmål om vores tro. Flere samtaler. Det kan være, at jeg om ti år ser et nyt program, hvor en tv-vært besøger en religiøs amerikansk familie, men blot bemærker, at den slags ser man jo så tit i de Københavnske restauranter…. Hvorfor han naturligvis har læst bibelen, for at finde baggrunden for den praksis…

Måske…

I hvert fald beder jeg stædigt bordbøn før jeg spiser min kebab. Det håber jeg også du vil gøre, hvis du tror Guds gode gaver er tak værd.

Blogindlæg er udtryk for forfatterens egen holdning, og den kan derfor ikke nødvendigvis tages som udtryk for redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler