Hvad spejlneuroner har lært mig om mit gudsforhold

Det, vi bruger tid på, fylder os med og ser på, påvirker os. Det tror jeg faktisk ikke, at man skal blive for hurtigt færdig med at forholde sig til.

Under min uddannelse læste jeg om en italiensk hjerneforskers opdagelse fra 1990’erne, nemlig spejlneuroner. Spejlneuronerne er nogle særlige hjerneceller i vores hjernebark. De er aktive i hjernen, når et individ betragter og imiterer et andet individ. Et eksempel kan ses mellem mor og spædbarn, når moren smiler eller rækker tunge, og barnet laver en tilsvarende grimasse. Dermed har det også betydning, hvad moren eller den voksne spejler til barnet. Er det mest vrede, bekymring eller ligegyldighed, vil det naturligvis præge barnet, hvorimod kærlighed og glæde har en helt anden effekt.

For nylig sad jeg så og holdt andagt, efter jeg havde set flere afsnit af en serie på en streamingstjeneste, og det ramte mig pludselig, hvordan det her med spejlneuroner ikke kun gælder mellem spædbørn og deres forældre. Det gælder også mig selv.

Det, jeg bruger tid på, fylder mig med og ser på, påvirker mig. Det tror jeg faktisk ikke, at man skal blive for hurtigt færdig med at forholde sig til. Jeg kommer til at afspejle noget af det både bevidst og ubevidst. Det stemmer meget godt overens med nogle vers fra Lukasevangeliet kap. 6, vers 45, hvor der står: ”Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med”  

Jeg ønsker, at Gud skal fylde mest i mit liv, men når man tager et kig på, hvor meget plads han får i forhold til alle de andre ting, jeg giver plads i min hverdag, så stemmer det ikke helt overens, og det kan mærkes på, hvad tankerne florerer om, og hvilke emner jeg taler om.

Men hvad er så alternativet? I Jakobs brev kap. 1, vers 22-25 står der:
”Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. Den, der er ordets hører, men ikke dets gører, ligner en, som betragter sit eget ansigt i et spejl: Han betragter nok sig selv, men går bort og har straks glemt, hvordan han så ud. Men den, der fordyber sig i frihedens fuldkomne lov og bliver ved den og ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig ved det, han gør.”

Ja, hvad er så alternativet? Jeg synes, ordet ’fordybelse’ er et godt ord. Det står i kontrast til adspredelse. Alternativet må være at fordybe sig mere i Gud, så han fylder mere i vores liv. Vi er heldige med, at der er så mange måder at gøre det på i dag. Vi kan høre podcasts som f.eks. ’Troshistorier’, lytte/se prædikener, lytte til lovsang, lytte til bibelen, som er indtalt, læse i bibelen, læse blogindlæg og artikler, kristne romaner, biografier eller opbyggelige bøger. Der findes virkelig meget godt.

Jeg oplever selv, at hvis valget står mellem åndelig fordybelse og underholdning, så kan jeg have mest lyst til at bruge tid på sidstnævnte, men jeg tror, jeg vil prøve at spørge mig selv mere om, hvad jeg fylder mit hjerte med, og hvad jeg afspejler.

Blogindlæg er udtryk for forfatterens egen holdning, og den kan derfor ikke nødvendigvis tages som udtryk for redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler