Du er Guds partner6 minutters læsning

Det mest centrale relationelle bånd mellem Gud og mennesker i Biblen er partnerskabet.

Som kristne har vi et personligt forhold til Gud. I Biblen hører vi eksempelvis, at man kan være ‘ven med Gud’ (det var Abraham; Jak 2,23), at vi har Gud som far (i Fadervor; Matt 6,9), og at vi har Gud som lærer (Es 48,17). Men der er én særlig måde, som Biblen gang på gang omtaler vores relation til Gud på, som jeg gerne vil fremhæve, for jeg oplever ikke, vi taler nok om den type relation til Gud: Vi er Guds partnere. Altså, vi er partnere, som har indgået en aftale om at arbejde sammen med Gud for at opnå et fælles mål. For at forstå denne relation vil jeg prøve at give et vue ud over hele Biblens fortælling, for af alle vores relationer til Gud er det måske partnerskabet, som er den mest centrale relation mellem Gud og mennesker.

Vi ser det allerede i starten af Biblen. Gud skaber en vidunderlig verden fyldt med potentiale, og Gud skaber mennesket som sin partner til at forvalte og omsætte alt dette potentiale til mere og mere godt i verden; retfærdighed, fred, kærlighed, familie osv. Men som vi ved, ville vi mennesker ikke være Guds partnere, så vi gjorde oprør og ville skabe en verden på egne præmisser. Dette brudte partnerskab er Biblens forklaring på, hvorfor vi i dag har en verden fyldt med fordærv, uretfærdighed, tragedie og død. Det er ikke kun Adam og Eva, som brød med Gud, men vi læser videre om, hvordan alle mennesker i Urhistorien (de første 11 kapitler af Biblen) fortsætter oprøret.

Hvad gjorde Gud så? Gud udvalgte en lille gruppe ud af den store menneskelige familie, som han indgik en pagt med. Hvad er en pagt? Når en pagt indgås, giver den ene part løfter, og den anden part lover til gengæld at opfylde visse forpligtelser. Ideen med Guds pagt med den lille gruppe af mennesker var, at han derigennem kunne genskabe partnerskabet med alle andre mennesker.

Fire gange i Biblen indgår Gud en pagt: Med Noa, med Abraham, men folket Israel og med Kong David. Igennem disse fire pagter får Gud skabt en pagtsfamilie, som alle mennesker vil kunne blive inviteret ind i. Lad os se, hvad de fire pagter går ud på.

Den første pagt er med Noa (1 Mos 9,9ff). Gud har udryddet ondskab på Jorden igennem Syndfloden, og kun Noa og hans familie tages med til at bebo den nye Jord. Gud indgår så en pagt med Noa ved at sige noget i stil med: “Jeg ved, at menneskeslægten vil fortsætte med at begå ondskab, men på trods af det lover jeg, at jeg ikke igen vil udrydde ondskaben på samme måde.” Regnbuen er tegn på denne pagt. Det bemærkelsesværdige ved denne første pagt er dog, at Noa ikke bliver bedt om at leve op til noget. Gud lover, at han vil være trofast, selv om han ved, at mennesker ikke vil.

Den anden pagt er med Abraham (1 Mos 17,2ff). Gud udvælger ham, lover at velsigne ham med en stor familie og med en masse land, hvor de kan trives. Til gengæld forventer Gud af Abraham, at Abraham stoler på Gud og lærer sin familie at leve retfærdigt. Årsagen til denne pagt er, at Gud vil bringe sin velsignelse til alle mennesker i verden igennem denne ene familie.

Den tredje pagt er med folket Israel (2 Mos 24,3ff). Gud beder Abrahams mange efterkommere, israelitterne, om at adlyde hans bud, som er retningslinjer for et godt liv med hinanden og med Gud. Hvis de gør dette, vil Gud velsigne dem, og de skal blive hans folk, der skal repræsentere ham over for alle andre af verdens folkeslag.

Den fjerde pagt er med kong David (2 Sam 7,12ff). Israel er blevet en stærk nation, og Gud beder David og hans efterkommere om at lede israelitterne, så de adlyder Guds bud og gør, hvad der er retfærdigt. Gud lover til gengæld, at en af Davids efterkommere en dag vil bringe Guds fred og velsignelse over alle verdens folkeslag.

Det er altså disse fire pagter Gud indgår for at genoprette sit partnerskab med hele menneskeheden. MEN – israelitterne bryder pagterne. De tilbeder afguder, og de begår afskyelige ugerninger. Derfor mister de deres land og føres i eksil. På denne tid talte skiftende profeter om, at Gud en dag ville genoprette disse pagter, selv om israelitterne har forrådt Gud. De talte om “en ny pagt” (Jer 31,31ff).

Og her kommer Jesus ind i billedet. Han opfylder alle de brudte pagtsløfter: Han er fra Abrahams slægt, så han vil opfylde løftet om at bringe velsignelse til hele verden. Han er den trofaste israelit, som formåede at adlyde hele Guds lov. Endelig er han kongen fra Davids slægt, og han går omkring og rækker Guds rige med retfærdighed og fred til alle mennesker.

Den mest utrolige påstand, som Jesus og Biblens forfattere kommer med, er dog, at Jesus ikke bare er menneske, men at han er Gud, som er blevet til et menneske. Dét gjorde Gud for selv at være den trofaste pagtspartner, som vi var skabt til at være, men ikke formåede at leve op til. Gud indgår pagt med Jesus, som selv er Gud, og derigennem åbner Gud endelig mulighed for, at alle mennesker kan tage del i den nye og evige pagt. Jesus forkynder, at man skal omvende sig og følge ham for at blive en del af den nye pagtsfamilie, og på trods af menneskers svigt gør Jesus sine disciple til medpartnere, som gradvist skal vokse i hellighed i deres efterfølgelse af Jesus.

Biblens historie slutter med åbenbaringen af en nyskabt verden fyldt med godhed og fred, og menneskeheden på Den Nye Jord er fornyet og lever endelig op til det, mennesket var skabt til, nemlig at være Guds partnere og forvalte skaberværket godt og retfærdigt. Slutningen er således en ny begyndelse.

For mig blev det stort at blive mindet om ved at dykke ned i pagtsbegrebet, at Gud har tænkt så højt om os mennesker, at han har villet gøre os til sine partnere i forvaltningen af skaberværket. At han igen og igen indgik pagter med os, hvor han var trofast i at holde sin del af aftalen, selv om vi mennesker brød den gang på gang. Og endelig var det stort at blive mindet om Guds geniale plan i hans utrættelige forsøg på at genskabe relationen til os mennesker, at Gud selv blev menneske, så Gud på den ene side kunne indgå den nye, evige pagt med sig selv på vores vegne, og på den anden side kunne indgå pagt med et menneske fra Abrahams, Israels og Davids slægt – ufattelig, guddommelig plan, som man må bøje sig for i tilbedelse, at Gud var villig til at gennemgå, for at vi en dag igen fuldt og helt kan være Guds velvillige partnere, sådan som vi var skabt til at være.

Blogindlæg er udtryk for forfatterens egen holdning, og den kan derfor ikke nødvendigvis tages som udtryk for redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler