Lyden af dårlig samvittighed3 minutters læsning

Endnu engang er det gået op for mig, hvor mange af mine tanker der drejer sig om mig. Det burde vel egentlig ikke længere komme bag på mig.

Jeg har forskellige lyde, som betyder noget forskelligt for mig, lyde som bringer mig forskellige minder og forskellige refleksioner. Lyden af en kaffekop mod en underkop minder mig om min farmors stue, gode historier og hygge. Lyden af min far, som beder fadervor, er lyden af min barnetro. Han lægger trykket på de samme stavelser hver gang, han holder pause de samme steder. Lyden af hans amen er lyden af alt det, jeg lærte som barn alt det, som har formet mig positivt og negativt. Lyden af bestemte sange giver mig altid et smil på læben, fordi jeg husker de gange, jeg har hørt dem og de mennesker, som jeg har hørt dem med. Lyden af knasende blade minder mig om, at det igen er tid til at gå smukke ture i efterårets kølige solskin.

Allesammen lyde som giver mig positive assosiationer. Men så er der også de lyde, som skulle have været de bedste, men som i stedet vækker dårlig samvittighed hos mig. For mig er lyden af kirkeklokker blevet til sådan en lyd. Jeg bor ikke ret mange huse fra en kirke, som hver søndag formiddag sender sine kaldene toner ud over kvarteret. Det burde være lyden af det bedste budskab og lyden af det kristne fællesskab. Lyden burde minde mig om, at sætte mig på min røde cykel og cykle til kirke. Bedeslagene burde få mig til at huske hviledagen, lyden burde indstille mit mindset på at være sammen med Gud. I stedet giver lyden af kirkeklokker mig dårlig samvittighed over, at jeg heller ikke denne søndag har lyst til at tage i kirke. At jeg heller ikke i dag helt kan overskue antallet af mennesker, som jeg ved hvem er, men som jeg jo alligevel ikke rigtig kender, og derfor stiller stort set de samme spørgsmål hver gang jeg ser dem. Lyden minder mig om, at jeg i de to timer gudstjenesten står på er meget mere koncentreret om at tænke over mig selv, hvordan jeg fremstår, hvem jeg skal tale med efter gudstjenesten og alt mulig andet, som dybest set er ligegyldigt i det store perspektiv. Lyden af kirkeklokker minder mig om, at jeg igennem længere tid ikke har været trofast på kirkebænken. Der er så meget andet som fylder, når jeg er i kirke. Der er så mange mennesker at sammenligne sig med. Der bliver talt så meget om fællesskab, men jeg har bare ikke helt fundet ind i det fællesskab, som alle de andre tilsyneladende er en del af. Jeg ved jo godt, at det bare tilsyneladende virker sådan, men viden og følelse er bare så ofte modsatrettede. 

I bund og grund minder lyden af kirkeklokker mig efterhånden mest af alt om hvor meget tid og energi jeg bruger på at spekulere over mig selv. Gudstjenesten, tjenesten af Gud, er kommet til at handle om mig. Om hvem jeg synes jeg er, og hvem jeg tror de andre synes jeg er. I virkeligheden skulle kirkeklokkerne jo minde mig om hvem Gud er. Kirkeklokkerne skulle have været lyden af kaldet til hvile, til at have fællesskab med Jesus. Tænkt engang hvis jeg søndag formiddag kunne tage en hviledag fra mine tanker om mig, hvis jeg kunne slippe alt mit eget bare en lille smule, så kunne jeg måske bedre høre hvad kirkeklokkerne egentlig forsøger at sige til mig. Så kunne deres lyd måske få mig til at vende blikket til Gud og ikke bare fastholde mig i at se på mig selv.  

Blogindlæg er udtryk for forfatterens egen holdning, og den kan derfor ikke nødvendigvis tages som udtryk for redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler