Hvem er Gud?3 minutters læsning

I det øjeblik, jeg så ham, smed jeg de blomster, jeg havde i hænderne og løb ham i møde.

Hvem er Gud? En hvidhåret bedstefar, der sidder på en sky og holder øje med verden? En ånd uden form, men med metafysiske egenskaber? En ven, jeg kan tale med om alt? Et øje i en trekant? En hård dommer, der ikke tåler synd? En frelser, der er død for netop denne synd? En faderskikkelse? Både i Bibelen og i samfundet møder vi mange definitioner på, hvem Gud er, og mon ikke, de fleste har deres egen forestilling om ham.

Jeg tror, mit billede af Gud har ændret sig, efterhånden som jeg er blevet ældre. For mig er han mange forskellige ting i kraft af Treeinghedens funktioner, men der er især ét billede, der har brændt sig fast, som jeg gerne vil dele.

For nogle år siden var jeg til forbøn på en kristen lejr. Vi sad nede bagerst i et lokale, hvor to forbedere lyttede opmærksomt til det, jeg havde at sige. Under prædikenen havde jeg følt mig tilskyndet til at gå ned til dem, og jeg tror helt sikkert, Gud havde en finger med i spillet. På det tidspunkt følte jeg mig udfordret i forhold til min relation til Gud og hans rolle i mit liv, og det var rart at kunne dele med andre kristne. Da de havde bedt for mig, fortalte den ene, at han under bønnen havde fået et billede, han ville dele med mig.

Han havde set en stor, grøn græsmark med en masse blomster på. Et rigtigt sommer-glansbillede med summende bier, skyfri himmel og hele molevitten. På den mark sad jeg og plukkede af blomsterne. Han forklarede, at jeg havde en hvid blondekjole på, og jeg ved præcis, hvordan den så ud, for jeg har den hængende i skabet. Der var altså tale om et utroligt idyllisk scenarie, hvor alt bare var godt. Så forklarede han, at der kom en ny person ind i glansbilledet, nemlig Jesus. I det øjeblik, jeg så ham, smed jeg de blomster, jeg havde i hænderne og løb ham i møde.

Dette billede står så skarpt i min bevidsthed, at jeg næsten kan dufte og fornemme stemningen. For det er det billede, jeg havde af Gud, da jeg var lille. At han var faren, og jeg var barnet, og vi kunne ikke undvære hinanden. Men med tiden er jeg begyndt at tøve. Blomsterne er flotte og vigtige, og så meget haster det vel heller ikke at komme hen til ham. Der er meget andet at tage sig til – ting, som er vigtige og gode i sig selv, men som kan fjerne mit fokus fra ham.

Jeg forsøgte på et tidspunkt at male scenariet, men kom ikke meget længere end en grøn mark og en blå himmel. Det var nemlig straks mere avanceret, da jeg skulle have gang i den tynde pensel for at lave blomster, så jeg droppede hurtigt mit foretagende. Men billedet husker jeg endnu, og det er udfordrende for mig at tænke på, hvad jeg mon gør i dag. Smider jeg blomsterne og løber ham i møde, eller vurderer jeg, at han sagtens kan vente, til jeg er færdig med det, jeg har gang i? Bliver jeg så forblændet af mine omgivelser, at jeg slet ikke ser ham?

Jeg vil gerne rette spørgsmålet mod dig – hvordan reagerer du på Guds ønske om at være sammen med dig?

Blogindlæg er udtryk for forfatterens egen holdning, og den kan derfor ikke nødvendigvis tages som udtryk for redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler