Vejen til visdom4 minutters læsning

Man får aldrig luget ud i sin dårlige dømmekraft, hvis man ikke sætter den på spil og dermed risikerer at få sår på selvtilliden.

Nogle gange kan man støde på en formulering, som måske egentlig er både banal og selvindlysende, men som overraskende nok alligevel rammer en nerve. For nylig havde jeg sådan en oplevelse, da jeg på nettet løb ind i dette: “God dømmekraft udspringer af erfaring. Erfaring udspringer af dårlig dømmekraft“. Ja, det er jo en ret banal formulering (af ukendt oprindelse). Der ikke noget her, som er specielt banebrydende. Men for mig blev det alligevel til en fornyelse af mit syn på min tjeneste i Guds rige.

Jeg er præst i en dejlig menighed, og jeg har hele tiden været bevidst om, at min udvikling i rollen som præst er afhængig af, at jeg får virkelige erfaringer i mødet med virkelige mennesker. Men jeg har allermest lyst til at få disse erfaringer (og den medfølgende gode dømmekraft) ved at få bekræftet, at jeg i forvejen havde en fremragende dømmekraft. Jeg vil gerne have erfaringerne men helst af den nemme vej. Men virkeligheden har op til flere gange indhentet mig med uomtvistelige beviser på min dårlige dømmekraft. Når det er sket, har det gjort ondt i selvtilliden. Så kan det godt være, jeg faktisk fik en virkelig brugbar erfaring ud af det, men det kan være svært at glæde sig over i øjeblikket. Det kan så videre lede til, at jeg, for at undgå en gentagelse, bliver for selektiv i forhold til, hvad jeg kaster mig ud i. At jeg først vil være sikker på, at jeg i en given situation har en tilstrækkelig god dømmekraft, før jeg overhovedet vil forholde mig åbent til sagen. At jeg kun vælger at kaste mig ud i det, som jeg er sikker på vil bekræfte mig i min gode dømmekraft og dermed bolstre min selvtillid. At jeg kun vil bruge min gode dømmekraft og ikke risikere at afsløre min dårlige dømmekraft.

Men ovenstående citat har lært mig, at jeg ender med at være en dårligere præst, hvis det er sådan, jeg vælger at gribe tingene an. Ja ja, man kan sagtens få brugbare erfaringer, når man bliver valideret i sin forudindtagede indstilling. Man kan blive bekræftet dér, hvor man allerede har god dømmekraft. Det er jo fint nok. Men man får aldrig luget ud i sin dårlige dømmekraft, hvis man ikke sætter den på spil og dermed risikerer at få sår på selvtilliden. Jeg tror, det er sandt, at den virkelig brugbare erfaring, den der virkelig kan skabe god dømmekraft i mig, er den erfaring, der udspringer af, at jeg får nogle ordentlige hak i min dårlige dømmekraft. At jeg gør noget, siger noget, opfordrer til noget, formaner til noget også selvom jeg ikke er fuldstændig sikker på, om det nu også er det bedste at gøre, sige, opfordre eller formane til.

Det betyder naturligvis ikke, at man bare skal tale før man tænker, for på den måde at maksimere sine erfaringer, men det betyder, at man heller ikke altid skal lade være med at tale, bare fordi man ikke er sikker på, hvad man skal tænke. Jeg tror nemlig, at det, der er på spil her, er vejen til visdom. Visdom er et vigtigt begreb i Ordsprogenes Bog. Det kan f.eks. være i kap. 15 vers 31, hvor der i den engelske oversættelse (NIV) står: “He who listens to a life-giving rebuke will be at home among the wise“. Jeg synes, der er en rigtig god kant i denne oversættelse af verset (som ikke er der i den danske). Det er et vers, der fortæller mig, at vejen til visdom ikke går gennem bekræftelse af min gode dømmekraft men gennem irettesættelse (rebuke) af min dårlige dømmekraft. Visdom er ikke at have den rigtige viden på forhånd, men at lytte til irettesættelsen. Der er altså to vigtige skridt på vejen til visdom: 1. At sætte sig selv i spil, også når man ikke føler sig på sikker grund 2. At lytte til irettesættelsen og ikke flygte fra smerten.

Før en soldat går i krig, vil han under sin træning få fyldt sit hoved med masser af nyttig viden, som er livsvigtig i en kampsituation. Men viden er ikke det samme som visdom. Det er det heller ikke i Bibelen. En soldat kan have en masse viden i hovedet, inden han går i krig, men soldatens visdom er arrene fra de sår, han har fået i kampen i de situationer, hvor han omsatte sin viden forkert eller uhensigtsmæssigt. Viden kan jeg bruge til at bolstre min selvtillid, men visdom gør ondt og er ydmygende. Men ikke desto mindre er den afgørende for overlevelse.

 

Blogindlæg er udtryk for forfatterens egen holdning, og den kan derfor ikke nødvendigvis tages som udtryk for redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler