Giv tvivlen et sprog!5 minutters læsning

Er tvivl et tabu i vores sammenhænge, fordi vi mangler et sprog for det? I så fald må vi give det et sprog, ellers kan det ende med at tvivlen overvinder troen.

Kan vi egentlig stole på den rodede samling af fortællinger som Bibelen er? Giver det mening at tale om kristendom, når så mange kristne mener forskellige, modstridende ting? Hænger det kristne verdensbillede egentlig sammen? Og findes Gud virkelig? Alle disse spørgsmål kan kategoriseres under ”tvivl”.

Jeg har en lidt vovet påstand: Tvivl er et af de største tabuer blandt kristne i dagens Danmark. Egentlig har jeg ikke belæg for det, men jeg har det bare på fornemmelsen. Det skyldes forskellige observationer: Flere tvivlere er faldet fra troen uden de tilsyneladende havde haft seriøse samtaler om deres tvivl med andre kristne. Når tvivl bliver sat på dagsordenen på skrift eller i en prædiken er responsen tit (alarmerende) overvældende. Det er som om at når nogen tager bladet fra munden om tvivl, istemmer mange andre sig tvivlskoret. Sommetider strejfer tanken mig om tvivl er så voldsomt et problem at vi inden længe bliver vidne til en omgang”Kejserens nye Klæder”, hvor den ene efter anden udbryder “Jeg tror faktisk heller ikke”, og menighederne reduceres til et fåtal.

Måske er ovenstående tabu-påstand vovet, men jeg tror der er noget om sagen. Jeg tror også at tvivlen ikke bare et tabu, fordi vi er bange for hvad de andre tænker, men fordi vi simpelthen mangler et sprog for tvivlen.

Sæt ord på tvivlen

Netop dette er en kæmpe udfordring. For tvivlen have et sprog. Tvivl der ikke tages alvorligt ender med at kvæle troen. Tvivl er altid på vej, siger erfarne tvivlere: enten mod frafald eller mod en mere rodfæstet (men ikke nødvendigvis tvivlsfri) tro. Vi må få skovlen under tvivlen, ellers får den skovlen under os. Og dette kræver simpelthen et sprog for tvivlen.

Derfor vil jeg opfordre dig der tvivler til at sætte ord på din tvivl. Det må du gøre overfor dig selv, overfor en kristen fortrolig og overfor Gud.

Overfor dig selv kan du prøve at kortlægge tvivlen. Sådan helt bogstaveligt. Tag et papir og skriv ned hvad der forårsager tvivlsfølelser, hvad der afhjælper tvivlen og hvad der føles som tvivl, men måske ikke er det. Lav bokse, pile og streger i et forsøg på at kortlægge dine tanker.

Overfor en kristen fortrolig kan du prøve at sætte ord på følgende spørgsmål: Hvilke spørgsmål stiller tvivlen? Hvordan føles tvivlen? Hvad tror du er årsag til tvivlen? Etc., etc.

Overfor Gud må du bringe tvivlens spørgsmål og følelser frem – også selvom du tvivler på, at han er der.

Et forsøg med mine egne ord

Hvis jeg skal prøve at give tvivlen et sprog ud fra ovennævnte spørgsmål, bliver det noget i denne retning: Tvivlen stiller kort sagt spørgsmålet: Findes du, Gud? Denne tvivl på Guds eksistens afføder tvivl på nærmest alt hvad der har med ham at gøre: Er Jesus den han siger, han er? Hænger Bibelens vidnesbyrd sammen – eller har vi bare kørt et luthersk fortolkningsskema ned over den for at få det til at passe? Er mine kristne bekendte og kirke overhovedet kristne eller er det bare noget de tror om sig selv? Hvis ikke Gud findes – hvor kommer vi mennesker så fra? Giver det overhovedet mening at jeg engagerer mig i kristent arbejde? Bliver jeg ved med at kalde mig kristen, ikke fordi jeg gerne vil være det, men simpelthen fordi jeg ikke orker betale frafaldets pris ift. socialt liv, status, livsvej osv.?

Disse tvivlsspørgsmål føles som en tsunami, der godt nok kom snigende engang ude i horisonten, men pludselig væltede ind over troslivet og lagde det øde og dødt. Det føles som om, at tvivlen har knust troens kompas og jeg kan opleve det kristne verdensbillede som et fremmed landskab. Troens sprog er blevet uforståeligt og virkelighedsfjernt. Nogle gange føler jeg næsten ikke noget – hverken glæde, fortvivlelse, anfægtelse. Jeg føler bare at jeg ikke orker mere. Ikke orker mere tvivl og mere kamp. Troen, tjenesten, livet, fremtiden, evigheden føles meningsløs. Hver dag føles meningsløs. Og den værste følelse af alle er at Gud føles borte.

Når jeg selv skal sætte ord på tvivlen overfor Gud, ender det ofte i en afmægtig, krampagtig og fattig bøn: ”Gud, hvis du findes, så beder jeg dig om at frelse mig, og jeg beder dig om at åbenbare dig for mig på den måde du vil. Gud, min lille hjerne og forstand kan ikke fatte at du skulle eksistere, og jeg kan ikke begribe tanken om tidens uendelighed, himmel og helvede. Hvis det du siger er rigtigt, beder jeg dig om at frelse mig for Jesu skyld. Jeg kan ikke længere finde op og ned i tvivlen, Gud. Mit trosliv er et kæmpe kaos, og nogle gange jeg ved ikke engang om jeg kan kaldes kristen længere. Alligevel længes jeg på en eller anden måde efter dig og din nærhed, selvom jeg tvivler på at du er der.”

Det var mit forsøg på at sætte ord på tvivlen. Måske kender noget af det? Tvivler du, opfordres du også til at tage tvivlen ved hornene. Selv når du mindst orker det og ikke kan finde op og ned i det hele. Tvivl kan ende med frafald og har gjort det for flere. Så alvorligt er det. Giv tvivlen et sprog og kom med den til Gud!

Blogindlæg er udtryk for forfatterens egen holdning, og den kan derfor ikke nødvendigvis tages som udtryk for redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook