Helvede findes virkelig3 minutters læsning

Det er sjovere at tale om Himlen end om Helvede, om det glædelige end om det skrækkelige. Men vil enhver af os ikke advare mod at gå tur på motorvejen?

For nogle år siden udkom beretningen om en 4-årig drengs nærdødsoplevelse: ”Heaven is for real” – eller på dansk: ”Himlen findes virkelig”. Bogen er også blevet filmatiseret og er blevet sendt flere gange på en af de danske tv-kanaler.

Mange kristne har været begejstrede: Nu måtte folk da strømme ind i Guds rige! Her er jo ”bevis” for, at Himlen findes! Den store vækkelse er dog gået min næse forbi … Men, indvender nogle, det er så i det mindste en alletiders anledning til at tale med folk om Gud!

Ja, det er det vel. Men skal man være tro mod sandheden, kan man ikke tale om Himlen uden også at tale om Helvede. For den Himmel, Bibelen taler om, er ikke for alle.

Julen står for døren

Vi står lige foran adventstiden. Julen nærmer sig, og også det kan være en anledning til at tale med folk om Gud. Barnet i krybben, der bringer fred til jorden! Guds søn, der af kærlighed til os mennesker, lod sig føde som en hjælpeløs baby i fattige kår. Glade jul, dejlige jul, engle daler …. Ganske ufarligt at tale om.

Men skal man være tro mod sandheden, kan man ikke tale om jul uden også at tale om påske. For Jesus kom til jorden for at dø – for vores synder! Ikke kun de kristnes synder (selvom de er mange), men for alle menneskers synder, selvom de ikke vil acceptere, at de overhovedet står til regnskab for Gud.

Og det er dommen, der er svært at tale om. Det er ubehageligt at blive konfronteret med, at vi står til regnskab med vores liv over for Gud. At uanset, hvad vi føler, tror eller mener, så kommer der en dag, hvor vi hver især skal stå til regnskab for vores skaber.

Kirkeårets sidste tekst handler om verdensdommen

Den sidste søndag før advent er prædiketeksten fra Mattæusevangeliet kap 25, hvor Jesus taler om dommens dag. Når han kommer anden gang til jorden, vil han opdele menneskeheden, som en hyrde skiller fårene fra bukkene. Og til den ene gruppe siger han: ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle” (Matt 24,41) …. Hvordan harmonerer det med, at Gud er kærlighed? Det kunne der siges meget om, men det er ikke mit ærinde her.

Jeg har bare lyst til at dele, hvad vi ved vores gudstjeneste søndag før advent blev mindet om: Når du taler om Himlen, skal du gøre det med glæde. Når du taler om Helvede, skal du gøre det med sorg. Men som kristen svigter du dine ikke-troende venner og familie, hvis du slet ikke advarer dem om Helvede.

For ifølge Bibelen bliver Helvede en frygtelig realitet for dem, der ikke vil bøje sig for, at vi alle skal stå til regnskab for Gud – og at vi kun holder mål, hvis vi lader Jesu stedfortrædende liv og død gælde for os.

Man kan ikke skræmme folk ind i Himlen ved at tale om Helvede! Nej, men folk strømmer heller ikke ind i Guds rige, fordi vi lokker med Himlen. For Gud kan ikke bevises, han kan kun overbevise mennesker om, at han er, den han er, ved at de hører hans ord. Hele hans ord – både det om fårene og det om bukkene.

 


Læs også:

Gud er i kontrol, selv når han sover
Fra stresset liv til bibelhjerte
Luk munden på burde-dragen
Hurra, ferien er forbi!
Omspændt af synden
Verden er i veer
Mand og kvinde som Guds billede
Hvad hjertet er fuldt af …

 

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook