Stilhed i en støjende verden4 minutters læsning

Forleden talte jeg med nogle om, hvad der er den største forhindring for os i forhold til at få læst i bibelen – Det blev til en masse tanker og et blogindlæg her. 😊

Fælles for os alle var, at underholdning kan komme til at stå i vejen for tid med Gud. Podcasts, Facebook, Instagram, snapchat, streamingtjenester, TV eller Pinterest kan stå i kø og konkurrere om vores opmærksomhed. Ofte løber disse forskellige ting af med sejren og vinder i kampen om vores opmærksomhed og tid med Gud i f.eks. bibellæsning, bøn og stilhed.

– Stilhed. Det ord vækker forskellige følelser hos mig. Det kan være fantastisk med helt ro, tid til fordybelse og til at komme ned i gear. En uforstyrret andagtsstund med bibellæsning og bøn kan give så meget opmuntring, fred, perspektiv, trøst og fornyet gå-på-mod. Omvendt kan stilheden også opleves som næsten klaustrofobisk; jeg bliver rastløs, får lyst til lige at give mig til noget. Stilhed kan ganske enkelt være kedelig. Især hvis det bliver en halvårlig gæst.

Satans enkle strategi

For omkring syv-otte år siden stødte jeg på en tekst om Satans enkle strategi for at få os væk fra Gud. Det er en tekst skrevet af en anonym forfatter. Et af afsnittenes overskrift er “Stjæl deres tid”, her er en bid af afsnittet:

”Lad dem bare gå i kirke og beholde deres konservative livsstil; men stjæl deres tid, så de ikke har tid til det intime forhold med Jesus Kristus. Dette er, hvad I skal gøre: ”Forstyr dem hele dagen, så de ikke kan have fokus på deres Frelser og bevare den livsvigtige kontakt med Ham”. ”Hvordan skal vi gøre det?” råbte de onde engle. ”Hold dem i gang med det, der er uvæsentligt i livet og find på talløse projekter, som vil fylde deres tanker og optage deres sind (..).”

Det næste afsnit har overskriften “Overstimuler dem”, og i afsnittet står følgende:

”Overstimuler dem mentalt, så de ikke længere kan høre den stille stemme. Lok dem til at spille radio eller CD hver eneste gang, de er ude at køre. Få dem til at have TV eller video kørende konstant i hjemmet. Frist dem til at bruge stadig mere tid foran computeren, og frist dem specielt til at se porno på Internettet. Sørg for, at der ustandseligt bliver spillet musik, også i butikker og på restauranter. Dette vil blokere deres sind og ødelægge samfundet med Kristus. Fyld deres hjem med magasiner og aviser. Fyld deres sind med nyheder 24 timer i døgnet, så deres sind bliver overlæsset. Lad store reklameskilte fange øjnene overalt. Fyld postkasserne med reklamer, postordrekataloger, nyhedsbreve, gratis lokkeprodukter, tilbud og falsk håb. Selv i deres fritid skal de have travlt. Lad dem komme udslidte, urolige og uoplagte hjem fra ferie (…)”

Allerede da jeg læste det dengang, tænkte jeg, at det ramte plet, men i dag føler jeg mig endnu mere eksponeret. Den travlhed og uro, vi lever i, påvirker vores forhold til Gud, men det påvirker også vores hjerner, som hele tiden udsættes for en masse stimuli. Mange hjerner er på overarbejde. Det er sundt for os at give hjernen pause indimellem.

To helt konkrete opfordringer

Jeg har to opfordringer til dig og mig:

1) Når du har haft en lang dag og er fyldt i hovedet, så mærk efter, om det, du har brug for, er at sætte dig foran en skærm og skulle forholde dig til flere ting? Eller om du bare skal sidde lidt og kigge ind i en hvid væg 😊

2) Når bekymringer, komplicerede tanker eller andet melder sig, kan det nogle gange være nemmest at aflede sine tanker og opmærksomhed ved underholdning (du ved selv, hvilken slags det er for dig). Prøv i stedet bøn. Fortæl Gud, hvordan du har det, og læg det, der fylder, over til ham. Når tankerne kører rundt, kan det være svært at koncentrere sig om at læse i bibelen. Et godt råd, fra en af mine højskolelærere, er at lægge alle de tanker, som fylder, over til Gud i bøn. Luk ham ind i alle tankerne. Få tømt hovedet for det, som florerer rundt. Derefter kan man være mere modtagelig for det, man læser. Der er nemlig også den fordel ved det, at hvor underholdning kan gøre mig endnu mere utilfreds eller rastløs, så kan tid med Gud give den fred, jeg egentlig søger og har brug for.

Bottom Line

I Salme 37,7 står der: ”Vær stille overfor Herren, vent på ham”  

  • Vi har alle brug for stilhed.
  • I det samfund, vi lever i og er en del af, bliver stilheden ikke serveret for os, vi må selv opsøge og prioritere det.
  • Det er svært, men det er nødvendigt og sundt.



Guds fred: https://www.youtube.com/watch?v=9dRUlkNqNT0

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook