Adventens guld3 minutters læsning

Adventskransen tændes, julepynten er så småt fundet frem, de første brunkager er fortæret og hyggen sænker sig langsomt over landet. Sådan tænker jeg ofte om december måned og adventstiden. Det hele er lige lidt ekstra hyggeligt med forventningerne til julen!

Adventstiden kan dog også let drukne i juleforberedelserne og ende med at være en parentes -med adventsgaver og måske 4 lys. Dette er dog en skam – der ligger for meget guld gemt i denne højtid. En af disse er adventssalmerne.
I mit barndomshjem markerede vi advent ved at ”synge om adventskransen”. Her samles vi i stuen de fire søndage, tændte et lys og sang et par adventssange. Som barn var det ikke altid det fedeste at bruge søndag eftermiddag på, men det har alligevel givet mig et særligt forhold til netop disse salmer. En klassiker og en af mine personlige favoritter er tak og ære være Gud.

1
Tak og ære være Gud,
som har ført sit løfte ud
og til syndres salighed
sendt sin kære Søn herned.

2
Hvad de gamle fædre sig
ønskede så hjertelig,
og hvad fordum lovet var,
Herren herligt opfyldt har.

3
Vær velkommen, du min fred,
dig ske tak i evighed!
Drag, o Jesus, ind til mig,
vejen selv du bane dig!

4
Kom, du ærens konge, kom!
Hjertet er din ejendom;
rens det, dan det, som du vil,
jeg kun dig vil høre til.

5
Med din trøst min sjæl opfyld
for min frygts og armods skyld,
at i troen idelig
jeg må hænge fast ved dig,

6
at når du i herlighed
kommer anden gang herned,
jeg kan dig i møde gå
og retfærdig for dig stå.

For mig rummer salmen essensen af advent – Herrens komme. Vers 1 og 2 rummer Jesu første komme. Starten på frelsesgerningen. Alt dette for syndres salighed! Hans komme var vores eneste håb. Samtidig understreges det, at Gud holder hans løfter! Hvad der blev lovet og profeteret i det gamle testamente, blev opfyldt. Sikke en trøst og glæde det er for os, at Gud står ved hans løfter. Som israelitterne ofte kunne opleve sig glemt af Gud, som fordrevet folkefærd, kan jeg føle mig glemt af Gud. Det kan være modgang på studiet, sygdom i familien eller krig og naturkatastrofer på den store klinge. Der er meget, som kan få mig til at tvivle på Gud. Da må jeg søge trøst i hans ord og se, hvilke store løfter han har opfyldt.
Her kan adventen måske være en anledning til at dykke ned i, hvilke løfter han har lovet dig?

Men det stopper ikke her! Spoileralert, the best is yet to come…

Det løfter vers 6 i salmen sløret for. At adventen er forventningen om Herrens anden komme. At alt en dag bliver godt. Den dag kan jeg gå verdens skaber og min frelser i møde. Det er da for vildt! Lad adventen være en tid, hvor vi både skuer tilbage og mindes julens budskab, men samtidig løfter blikket og lever i forventning om en fysisk, konkret og håndgribelig genkomst. Det er en tanke eller to værd!

Samtidig rummer vers 3-5 en påmindelse og en bøn til hverdagslivet. En påmindelse om at byde Jesus velkommen i mit liv og søge en hverdag med ham. Desuden en bøn om, at Jesus må rense mine synder og guide mig i et liv efter hans vilje, og at jeg må høre han til.

Hermed en overvejelse næste gang du synger en af adventens mange gode salmer. Glædelig advent!

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook