30 år. Kvinde. Og (stadig) single

Hvordan er det at være 30 år og single? Det er der ikke kun ét svar på. I dette blogindlæg kan du dog læse, hvordan i hvert fald nogle kan opleve det. Refleksionerne er ærlige, sårbare og ikke mindst lærerige.

Indrømmet: Overskriften er ikke en beskrivelse, der passer på mig selv. Jeg er i midten af tyverne. Jeg er mand. Og jeg er ikke single. Dog har jeg været single i flere år, og emnet interesserer mig meget. Især når der kommer andre perspektiver end mine egne på sagen. Derfor har jeg overgivet bloggerpennen til en 30-årig kvinde, der er single. Hendes refleksioner giver ikke nødvendigvis færdige svar på singlers spørgsmål. Brug dem i stedet til at blive klogere eller til selv at få sat ord på singlelivets mulige frustrationer.

 

Længsler og uopfyldte drømme i mange år

Nu er jeg fyldt 30 år, og det er bestemt ikke blevet lettere at være single. Tværtimod! Jeg føler mig ikke udrustet til at leve alene som voksen single med de længsler og uopfyldte drømme, jeg efterhånden har haft i mange år. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvordan jeg kan mestre mit liv som single, som jeg måske vil være hele livet. Græsset er grønnest, hvor man vander det, siger man, så hvordan kan jeg vande mit uden at komme til at tænke, at livet med en mand ville se grønnere ud?

Allerede fra efterskoletiden tænkte jeg, at jeg snart ville finde en kæreste, og så ville vi blive gift og få børn. Meget let. Samtidig gik jeg i de år med en drøm om at få dreadlocks, men jeg turde ikke, for jeg skulle nok snart giftes og ville gerne have langt, glat hår på bryllupsbillederne. Dengang læste jeg også alt om ægteskabslivet for at forberede mig. Men årene gik, og der skete absolut ingenting. Jeg har virkelig tænkt over, hvad grunden kunne være. Hvorfor giver Gud mig ikke en kæreste? Er det en straf? Mener han ikke, jeg er klar? Er min kommende ægtefælle ikke klar? Har jeg overset chancerne? Efter at have ventet i mange år, fik jeg alligevel lavet dreadlocks – bare som 25-årig – og har da også nået at fået dem ud igen. Historien med mine dreadlocks lærte mig en vigtig lektie: Ikke at lade ventetiden på en kæreste eller et bryllup stå i vejen for at forfølge nogle af mine drømme.

Ikke kun mig selv, der er problemet

Længe har jeg gået og følt, at det er mig, der må arbejde med mine følelser, min jalousi, min håndtering af livet – og det skal jeg også! Men jeg har fået øjnene op for, at det også handler om mine omgivelser og relationer. Min relation til andre singler, min relation til par-venner, kirkens kultur, mit syn på og relation til Gud, og i det hele taget bare den danske kultur jeg lever i. De påvirker mig alle, og derfor har andre også betydning for, hvor let eller svært det er at være single.

Den oversete ”voksen-single-gruppe”

Mere specifikt kan jeg godt føle, at ”voksen-single-gruppen” er en overset flok. Ved andre livsstadier oplever jeg, at der er en generel konsensus om, at man tager visse hensyn. Fx kan børn larme, men det bærer vi over med. Kærestepar og forlovede har brug for meget tid med hinanden, så der er ikke så meget tid til andre. Børnefamilier har ikke meget overskud, så det skal vi også tage hensyn til. Ældre har ikke så meget energi, er måske ensomme og har brug for mere hjælp. Men jeg oplever, at der er ikke nogle hensyn at tage til en voksen single. Det er jo heller ikke særlig synligt, at vi måske også har behov for at blive mødt på en særlig måde. Der er ikke sket en forandring i vores liv, der gør andre opmærksomme på, at der er nogle særlige hensyn at tage.

Såret i selskab med parrene

Når jeg er sammen med par, særligt hvis de er meget fysiske overfor hinanden, kan jeg godt rammes af følelsen af, at de har hinanden, og jeg er alene. Selvom vi er i samme rum, er jeg ikke rigtigt sammen med dem. Det bliver meget tydeligt, at de har noget, jeg ikke har. Andre par er nemmere at være sammen med. Jeg har tidligere tænkt, at par bare er forskellige, men en ven fortalte mig, hvordan han og hans kone er meget bevidste om ikke at sætte sig ved siden af hinanden i sofaen eller ved bordet, når de har besøg af en single. Eller at den ene går ud og rydder op i køkkenet, så jeg kan have tid med den anden. Det gjorde mig så glad at vide, at det faktisk var noget, de havde talt om. De var bevidste om, hvordan deres ageren overfor hinanden kan få andre til at føle. Det vil jeg opfordre dig, der er i et forhold til at tale med din partner om.

Det gav mig mod til at fortælle et par, hvor svært det var for mig at være sammen med dem. Jeg følte mig ”meget single” i deres selskab. Det kunne fx være, at jeg ikke blev inviteret med i visse sammenhænge, der ikke blev ventet på mig, når vi cyklede sammen, eller at de tumlede rundt, og jeg bare så på. Sådanne situationer fik mig til at føle, at der ikke var nogen, som tænkte på mig eller havde omsorg for mig, men at de kun havde øje for hinanden.

Det er nok meget forskelligt, hvad der kan få én til at føle sig alene eller vække længslen efter tosomheden. Jeg har erfaret, at den åbne samtale om det virkelig kan hjælpe. Det kan være nervepirrende at starte samtalen, men det giver også parret en chance for at forstå og kunne imødekomme én. Dermed ikke sagt, at hensynet kun skal gå fra parret mod den, der er single. Det er bare vigtigt, at det bliver mindre tabubelagt for voksne singler at italesætte, at en vis ”paradfærd” måske kan virke sårende, selvom den er ubevidst. Meningen er ikke, at par kommer til at føle, de hele tiden skal være bevidste om, hvad de siger og gør og ikke kan være naturligt og kærligt sammen i selskab med singler. Det handler om at finde en balance, og at der frem for alt er åbenhed.

Fanget i singleheden

Jeg tror, det er en udbredt tanke, at voksne singler er frie. De kan gøre, hvad de vil. De skal ikke tage hensyn til en kæreste, ægtefælle eller børn. Men nogle gange kan jeg føle det stik modsatte; føle mig fanget, fordi jeg bare er alene i min lejlighed, og al ansvaret ligger på mine skuldre (økonomi, indkøb, madlavning, fritid osv.). Jeg længes efter en anden at træffe beslutninger med, så jeg ikke bare går alene gennem livet. For mig føles det ikke som en frihed bare at kunne gøre ting uden at tage hensyn til andre, når jeg længes efter at kunne gøre ting sammen med en anden.

Jeg har stadig spørgsmål, men jeg stoler på, at Gud har en plan. Selvom jeg kan være frustreret og uforstående overfor, hvad der opleves som Guds manglende indgriben, så ved jeg også, at hans planer er større end mine, og at jeg ikke ser det fulde billede, som han gør. I perioder kan jeg være rigtig vred på Gud, men andre gange finder jeg trøst hos ham. For han er jo hos mig hele tiden og elsker mig højere og mere rent, end noget menneske nogen sinde vil komme til, og fra ham kommer alt godt. Det er en trøst, om end den ikke altid opleves lige stor, midt i singleheden.

 

Læs mere

Pennen er taget tilbage til bloggens ejermand for en sidste bemærkning. Blogindlægget er udelukkende et udtryk for personens på daværende tidspunkt tanker og refleksioner, og det bør derfor ikke læses normativt. For at få andre perspektiver på singlelivet, kan du læse følgende ressourcer her fra siden:

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler