Ængstelighed og tillid

Stoler du egentlig på Gud? Din første tanke er måske ja selvfølgelig, men er det også det rigtige svar? Jeg stolede ikke på Gud, men troede at jeg skulle klare alting selv. Dermed blev ængsteligheden og bekymringerne en del af min hverdag.

Så længe jeg kan huske, har jeg troet på Gud, hvilket jeg stadig gør. Derfor har jeg også automatisk tænkt, at jeg stolede på Gud. Blandt andet stolede jeg jo på, at han hørte mine bønner og besvarede dem. Men tilbage i december tog jeg til gudstjeneste, og igennem prædikanten talte Gud til mig og sagde, ”jeg er lige her, stol nu på mig”.

” Tænk ikke på, hvordan I får noget at spise og drikke, og vær ikke ængstelige.  Alt dette søger hedningerne i verden jo efter, men jeres fader ved, at I trænger til dette.  Søg derimod hans rige, så skal det andet gives jer i tilgift.” – Luk. 12, 29-31

Jeg læser på Danmarks Medie -og Journalisthøjskole, og i min tid på Journalisthøjskolen har jeg døjet enormt meget med præstationsangst; med ondt i maven, en puls der banker med ekstrem høj fart og søvnløse nætter, hvor panikken spreder sig. Jeg kender følelsen så godt, at jeg kan sidde og genkalde den her, mens jeg skriver. Hvorfor præstationsangsten kommer, er et mysterium for mig, men det ændrer ikke på, at jeg i min tid som journaliststuderende har kæmpet med tanker såsom, at jeg dumper, ryger ud af studiet eller bekymringer for, om jeg kan få et job. Der skal ingenting til, før jeg bekymrer mig.

Jeg kan ikke huske store dele af prædikenen fra december, men Guds budskab til mig står stadig klart. Nu var det på tide, at jeg stolede på Gud og stoppede med at tro, at jeg skulle klare alting selv. Jeg har ikke noget at bekymre mig for, fordi det er Gud, som sørger for, at jeg består mine eksamener, at jeg kommer igennem uddannelsen og i sidste ende, at jeg får et job. Jeg skal åbne computeren og studiebøgerne, når jeg skal skrive en eksamensopgave, men det er Gud, som giver mig de ord, der skal have ned på papiret, så jeg består eksamen. Min opgave er at slippe mine bekymringer og ængsteligheden og have tillid til Gud.

Betyder det så, at jeg ikke kommer til at dumpe? NEJ! Det kan godt være, at jeg kommer til at prøve det. Men når jeg stoler på, at Gud sørger for mig, så må jeg også stole på, at der er en plan med, at jeg dumper. Men en ting er sikkert, som der står i Lukas 12, 29-31, Gud ved, hvad vi trænger til, og han vil give os det, vi har intet at bekymre os om, men vi må søge ham og hans rige.

”Bed som om det hele afhænger af Gud, og arbejd som om det hele afhænger af dig.” – Augustin (354-430)

Betyder det så, at jeg ikke længere behøver at læse til eksamen eller gøre mig umage på studiet? NEJ! Som kirkefaderen Augustin sagde, så skal vi bede som om det hele afhænger af gud, men arbejde som om det hele afhænger af dig, ligeledes sagde Martin Luther, ”bøn handler ikke om at overvinde Guds modvilje, men i stedet om at gribe fat i hans enorme villighed”.  Vi skal gribe fat i Guds villighed til at hjælpe os og bede ham om at tage vores byrder på sine skuldre, når vi eksempelvis står overfor en eksamen. Men vi må ikke stoppe med at arbejde.

Da prædiken var færdig var frygten og bekymringerne pludselig væk, og jeg stivnede ikke foran computerskærmen. Jeg måtte derfor med det samme hjem og arbejde med de studierelaterede opgaver. Jeg oplever stadig, at panikken kan komme og tage overhånd, men nu minder jeg mig selv om, at jeg skal lægge mit liv i Guds hænder. Så jeg vender mig selv til Gud i bøn, og roen sænker sig mere og mere over mit liv, fordi det nu er Gud, der kæmper kampen og ikke mig selv.

”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” – Matt 11,28.

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler