Året der gik i et kristent perspektiv

Under overskrifterne "sport", "politik" og "kultur" reflekterer Michael Mørch over det seneste års begivenheder. Det handler om alt fra Mads Pedersens VM-sejr i landevejscykling til branden af Notre Dame i Paris.

Hver dag ligner på mange måder den forrige. Alligevel er der særlige dage i kalenderen, og årsskiftet er måske dén dag, som gør størst indtryk på os, når vi skal gøre status over et forløb. Hvert år evaluerer vi det forgangne år og ser frem mod det nye. I det følgende vil jeg prøve den lidt vanskelige tilbageskuende øvelse: at se 2019 i et teologisk perspektiv. Ikke med fokus på kirkelige emner, men knytte et par kommentarer til de begivenheder, vi var fælles om i det offentlige rum.

Hver dag sker der jo vognfulde af interessante ting, så der må udvælges, og det gives der ikke nogen almene kriterier for. Jeg har derfor – rimeligt eller urimeligt – taget det med, som jeg synes, stikker op. For at lette overblikket klumpes begivenhederne sammen under tre overskrifter: Sport, politik og kultur.

Sport

2019 lagde stærkt fra land med en sejr i VM i håndbold til det danske herrelandshold. Det var ikke overraskende, at de olympiske mestre vandt VM, men det var imponerende, at de levede op til favoritværdigheden. Sport er et nationalt samlingspunkt, også i Danmark, en sammenhængskraft, som det er svært at finde andre steder.

Samme beruselse fandt nogle af os, da Mads Pedersen sled sig til sejr i VM i landevejscykling d. 29. september i Harrogate. En vanvittig kraftpræstation. Når man tænker over de timers arbejde, der ligger bag sådan en sejr, så bliver man næsten tavs – men forundres også over, at sejrens sødme kan være så stort et drug for nogen. Eller måske endda meningen med livet?

Sport har den skøre natur, at vi kan finde tilhørsforhold uden for vores egen geografi. Jeg kender en del Liverpool FC-supporters, og de lider jo ofte ganske meget (2019/2020-sæsonen ser dog ud til at være undtagelsen, der bekræfter reglen). Men i foråret 2019 vandt de pokalen med de store ører – Champions League – med en 2-0-sejr i en trist kamp over Tottenham Hotspur på Wanda Metropolitano i Madrid. Hvor håndboldlandsholdet gør os stolte som danskere, er det mindre klart, hvad international fodbold tilfører den enkelte. Men det er store følelser.

Ikke overraskende har sportskulturen karakter af erstatningsreligion for mange. Den angiver national sammenhængskraft, giver mening til livet og skaber tilhørsforhold udover egne landegrænser. Faktisk foreslog den danske idéhistoriker, Frederik Stjernfelt, engang, at religionsvidenskaberne måtte inkludere sportskulturen i religionssociologien, fordi de er så mange lighedstræk. Det er tankevækkende, og 2019 gav flere gode eksempler på det fænomen.

Politik

Som demokrat glæder jeg mig over enhver valgdag. Også det danske folketingsvalg på Grundlovsdag. Vi fik et regeringsskifte, som ønsker at pege Danmark i en ny retning. Det er for tidligt at evaluere på ret meget, for dansk politik har ligget underligt stille siden valget (fraregnet de mange interne stridigheder i særligt de borgerlige partier). I skrivende stund er finansloven netop blevet præsenteret, men endnu ikke for alvor diskuteret. Vi går derfor en spændende tid i møde. Jeg spår – uden nogen særligt profetisk evne – at 2020 bliver meget tumultarisk i dansk politik.

Tumult er der dog allerede andre steder. Brexit står for døren d 31. januar 2020, nu endegyldigt med Boris Johnson i spidsen efter storsejren ved valget 12. december. Han overtog første gang Downing Street 10 d. 24. juli efter at Theresa May havde trukket sig 24. maj. Hvad Brexit i praksis fører til, fx for Danmark, er gisninger, men det kan nemt blive uroligt. Hvem holder sammen på tingene, når samfundet er så komplekst, at mennesket ikke selv kan overskue det? Jeg bliver ofte mindet om Broder Andreas’ vise ord, at en kristen ser nyhederne for at få emner til sin bedeliste.

Rundt omkring i verden vokser den populistiske bevægelse. Donald Trump, Narendra Modi, Viktor Orban, Jair Bolsonaro osv. leder store lande med store økonomier, og de gør det på bevidst forsimplet retorik og som folkets sande stemme mod den korrumperede elite. Ofte fletter de deres politik tæt sammen med konservative religiøse – og ofte kristne – synspunkter, men jeg har svært ved at finde det sympatisk. Problemet for mig er, at ledere bør forsøge at forsone, ikke polarisere. Politik udfolder sig bedst, når vi køligt diskuterer i stedet for at navigere så entydigt med vores følelser. Meget politik er kompliceret, og jeg synes, D.A. Carson har ramt hovedet på sømmet med sætningen: ”Nogle ting er sort-hvide, og de skal ikke have fodnoter. Andre ting er komplicerede, og de skal ikke forsimples. Bibelsk visdom er at lære at skelne.”

Netop følelser fylder også meget i klimadiskussionen, og uanset hvilket synspunkt man står for, så tjener det ikke noget godt, at vi forsimpler tingene. Greta Thunbergs tale til FN-ledelsen var ren patos, og selvom jeg personligt værdsætter hendes kamp for et sundt klima, så er den retorik ikke befordrende. Uanset synspunkt så kræver kristen etik, at vi bestræber os på at forvalte skaberværket efter bedste evne. Vi må udnytte, men ikke udpine jordens ressourcer.

Særligt to dødsfald har fyldt på den politiske scene i år. Robert Mugabe, Zimbabwes mangeårige socialistiske leder, døde 6. september. Abū Bakr al-Baghdadi al-Qurayshi, den selvudnævnte kalif og leder af Islamisk stat, blev dræbt under en militær operation d. 27. oktober. Uden sammenligning i øvrigt så er det oplagt at reflektere over politiske lederes ambitioner. Vi ved, magt korrumperer, og den politiske magt er særlig spidsfindig, fordi den forvalter mange forskellige domæner og berører en stor flade af folks liv. Skal man så underlægge sig politiske lederes magt, også når den er korrumperet? Det ligner jo, at Paulus vil svare ja i Rom 13. Øvrigheden er indsat af Gud. Men Apostlenes Gerninger lærer os også, at vi skal adlyde Gud mere end mennesker (4,19 og 5,29). Selv har jeg fundet afklaring i den udlægning, Dietrich Bonhoeffer udviklede under sin modstand mod Hitlers regime, nemlig at sandhed og retfærdighed er kristne dyder, der vejer højere lydighed mod magten.

Kultur

På kulturens områder kunne meget nævnes. Fx tragedien, hvor Notre Dame i Paris brændte d. 15. april. Det var besynderligt at se denne sekulære nation sørge over en nedbrændt kirke. Emmanuel Macrons tårevædede løfte til franskmændene om hurtig genopbygning var dog mest af alt et løfte om, at fransk kulturarv er vigtig i en globaliseret tidsalder. Kulturelle symboler er kit mellem folk, og det er vigtigt for politikerne at værne om dem. Men i dette tilfælde minder det os sørgeligt om, at kirken i Vesteuropa har en museal karakter, hvor de mange flotte kirkebygninger har kulturel værdi (bl.a. pga. turisme), men ikke åndelig værdi.

Vores tid elsker jubilæer, og hvert år må finde sin historiske begivenhed at fejre. I år var det naturligt nok Murens fald 9. november 1989, der blev fejret i mange lande. Det er svært at fatte, når man selv er født i 1988, hvor skelsættende denne begivenhed var. Men den politiske virkelighed blev vendt totalt på hovedet, og det fik konsekvenser på dagligdagsniveau for rigtig mange mennesker. Hvad jubilæet ofte ikke har fortalt er, at kirken i tiden op til Murens fald var samlingssted for modstandere af DDR-politikken. Kirken var arnested for nye tanker og drømme, og i sidste ende ledte det vel til tæppets fald. Historien viser, at menneskets sammensatte natur gør, at vi ikke kan adskille tro, politik, kultur og værdier. At kirken i Østtyskland i dag står enormt svagt, er dog en påmindelse om, at genopbygning ikke klares lige så hurtigt som nedrivning.

Når man gør et bo op og evaluerer et år, så ser man også fremad. Det er vigtigt at minde sig selv og andre om, at kristendommen er håbets religion. 2020 bliver formentlig lige så turbulent og begivenhedsrigt som 2019. Alligevel er det væsentligste, at vi hver dag går nye skridt imod Jesu genkomst, hvor historien skal ophøre og tid skal blive til evighed.

Glædelig jul og godt nytår!

Del:

Twitter
Facebook
Relaterede artikler