Bibelens (måske) mest centrale vers

En kort passage i Romerbrevet er måske Bibelens mest centrale og præcise præsentation af, hvordan et menneske kan få fællesskab med Gud.

Da jeg gik i teenklub for en del år siden, læste en af lederne nogle vers af Paulus højt for os og sagde, at selvom vi måske ikke forstod versene her og nu, var det formentlig nogle af de vigtigste i Bibelen overhovedet. Han ville derfor opfordre os til at huske disse vers og vende tilbage til dem med jævne mellemrum og forsøge at forstå deres betydning.

Teksten, der blev læst, er en af de mest centrale passager i hele Bibelen og står i Romerbrevet:

Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus (Rom 3,21-26).

Det, der gør den tekst så central, er, at vi her får en utrolig kort og præcis definition af, hvordan et menneske bliver frelst, og får fred med Gud.

Teksten viser det, der adskiller kristendom fra alle andre religioner: At være retfærdig i Guds øjne, og dermed få del i evig frelse, er ikke noget jeg bliver ved at arbejde hårdt på at være en god kristen, men det er noget Gud erklærer mig for at være! I troslæren kalder vi det for ”retfærdiggørelse”, men egentlig burde vi måske kalde det retfærdig-erklærelse – Gud erklærer mig retfærdig ved troen på Jesus. Det er, kort formuleret, det Paulus skriver i denne tekst.

Det er en meget indholdsmættet tekst, og vi vil derfor gennemgå den i små bidder, for at fange, hvad Paulus mener.

  • Hvad er formålet med Guds lov? (”åbenbaret uden lov, bevidnet af loven”)
  • Retfærdigerklæret… (”ufortjent gøres de retfærdige”)
  • … ved tro (”Guds retfærdighed ved tro på Jesus”)

For det første: Hvad er formålet med Guds lov?

Den tekst vi ser på, begynder med en kontrast: ”Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne” (Rom 3,21), som henviser til den passage, der går umiddelbart forud. Der vil Paulus gerne slå fast, at vi mennesker ikke får adgang til Gud ved at overholde en masse bud:

Vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse (Rom 3,19-20).

Enhver, der har prøvet at leve op til Guds bud, ved, hvad han mener. Er pointen da ikke, at vi ikke skal overholde loven? Jo, det skal vi forsøge. Resultatet af det forsøg afslører bare, hvor dybt synden stikker hos os, og vi ser tydeligere, at vi er under Guds vrede. Langt på vej kan vi godt overholde en del af det, som for eksempel de ti bud befaler. Jeg har aldrig slået ihjel eller røvet en bank, og formentlig har du heller ikke. Men vi kommer alle i problemer, når det gælder det første bud: ”Du må ikke have andre guder end mig!” At lade Gud være Gud, vil sige, at det er ham, vi forventer os alt godt af, at det kun er ham, vi tilbeder, stoler på og tilhører i et og alt. Det kan ingen af os oprigtigt sige, at vi gør.

Der er ingen udvej: Hvis vi ikke lykkes med at overholde loven, lever vi i synd, og det fører til dom og fortabelse. Loven skaber syndserkendelse, og det er dens primære formål. Paulus fortsætter med at skrive: ”Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” (Rom 3,22-23). Alle uden undtagelse står lige over for Gud, for alle har syndet og fortjener Guds straf. Lovens funktion er at føre os til den erkendelse.

For det andet: Retfærdigerklæret

Paulus skriver:

ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus (Rom 3,24-26).

Bemærk det, der er steget under. Vi anskuer ofte kristendommen ud fra vores perspektiv. Menneskeligt set er spørgsmålet, hvordan et menneske kan blive frelst. Det kunne være en indgangsvinkel. Her gør Paulus noget andet; han ser det fra Guds perspektiv. I det perspektiv er det store spørgsmål ikke først og fremmest, hvordan et menneske kan blive frelst, men hvordan mennesket kan frelses fra dommen uden at det kompromitterer Guds retfærdighed!

For at sætte det på spidsen: Evangeliet om retfærdiggørelsen handler ikke bare om din retfærdiggørelse, men om din og Guds retfærdiggørelse! Det store spørgsmål, Paulus forsøger at besvare, er, hvordan Gud forener to brændende viljer i sig selv:

  • Viljen til at lade mennesker gå fortabt og straffe dem for deres synd – fordi han er retfærdig
  • Viljen til at frelse mennesker fordi han elsker os.

Mellem de to viljer er der en spænding. Løsningen på den spænding er Jesus! Jesus blev ramt af Guds vrede, og dermed er Gud retfærdig, for han lader ikke synden ustraffet. Gud beholder sin retfærdighed. Samtidig kan Gud nu vise sin kærlighed ved at erklære mennesker retfærdige, hvis de tager imod Jesus! Det er ikke en proces, som kræver, at der først skal ske en masse inden i os, men det er en domsakt, hvor Gud erklærer os retfærdige for Jesu skyld ved troen.

For det tredje… ved tro – hvad vil det sige?

Forholdsordene ”for” og ”ved” er vigtige her! Det er for Jesu skyld – ikke for troens skyld. Det vil sige: Det er ikke på grund af din tro, Gud tilgiver dig – men på grund af Jesu offer! Det store problem for mange er, hvordan de to ting kobles sammen; hvordan modtager jeg i tro? Hvordan får jeg del i den gave, som Jesu offer er?

For at komme frem til det er vi nødt til at spørge, hvad tro overhovedet er?

Det er lidt tankevækkende, at ingen af de tre elementer rummes i det, vi sådan i al almindelighed forstår ved ordet tro. Tre eksempler:

  • I daglig tale møder vi typisk en modsætning mellem henholdsvis ”tro” og ”viden”. Det jeg ”tror”, er ikke noget jeg ”ved”. Det er bare noget, jeg gætter på. Tro er usikkert. Viden er sikker.
  • I religiøs sammenhæng forstås tro som noget spirituelt; tro er en følelse, en navlepillende fornemmelse, som jeg dyrker. Det gælder ikke bare for nyreligiøse mennesker, men ofte også for kristne.
  • I vores tid spiller erfaringer og følelser en stor rolle, også for mange kristne. Vi ”tror” på Gud, når vi mærker ham. Når vi mærker ham, tør vi tro på, at vi tror på ham. Det er oftest vores følelser, vi bruger som kompas, og hvis følelserne er fraværende eller svære, så tænker vi som regel, at der er noget galt.

Ingen af de tre varianter er tro i kristen forstand. Tro i kristen forstand er ikke indadvendt og navlebeskuende, men udadvendt. Jesusvendt.  Troen er ikke en særlig kvalitet, du skal besidde. Gud erklærer dig ikke retfærdig, fordi du har en stærk tro, fordi du har præsteret en eller anden grad af anger over synden, en dyb følelse af smerte eller en kraftig bøn eller en særlig følelse i maven. For at undgå en misforståelse: Det er godt at have en stærk tro, som vokser i viden, tilslutning og tillid – NT opfordrer os til at vokse i troen, efterhånden som vi modnes som kristne. Men når det drejer sig om frelsen betyder ingen af delene noget.

Du kan blive frelst – netop som du er, uden en stærk tro. Gud erklærer dig nemlig retfærdig for Jesu skyld ved troen – uafhængig af ”hvor stor” og ”stærk” din tro måtte være!

 

Læs mere i bogen: Tillidsfuld tro – En lille bog om frelsesvished (Credo, 2021) af Lars Malmgaard Jensen.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook