Hviledagen er skabelsens højdepunkt

Søndagen har et positivt fortegn: at vi skal søge hvilen og freden.

Den bibelske sabbat er aktuel som aldrig før.

I 2012 blev lukkeloven ændret i Danmark, sådan at alle butikker må holde åbent om søndagen. I januar i år foreslog den daværende regering fuldstændigt at afskaffe lukkeloven, sådan at butikkerne selv kan bestemme, hvornår de vil holde åbent, selv juleaften og påskedag.

Det kan der være flere gode grunde til. Er det for eksempel rimeligt, at staten skal bestemme, hvornår moderne mennesker kan handle ind?

Samtidig må vi også konstatere, at folk er stressede som aldrig før. Stress er blevet kaldt for en moderne epidemi og er en forfærdelig sygdom, der er skyld i mange forliste menneskeliv og ødelagte familier. Den delvise afskaffelse af lukkeloven er naturligvis ikke den eneste forklaring på stress, men det er alligevel påfaldende, at man i en tid med stress og jag afskaffer de naturlige åndehuller, som helligdagene i generationer har givet os.

En guddommelig opfindelse

Helligdagen – eller sabbatten – er Guds opfindelse.

Det hebraiske ord shabbat betyder ordret ”at standse”, altså at stoppe med en aktivitet. Som et af de 10 bud befaler Gud i 2 Mosebog 20 at holde hviledagen hellig: ”I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde …” (2 Mos 20,9-10a).

Hviledagen begrundes i Guds egen hviledag i skabelsesugen, hvor Gud arbejdede på seks dage og hvilede på den syvende. Sabbatten skal minde os om Gud som skaber og opretholder og give os ro til at nyde skaberværket og Guds gavmildhed mod os.

En anden central sabbatstekst er 5 Mosebog 5, hvor Moses gentager og udfolder de 10 bud. Her forankres hviledagen teologisk i Guds frelsesværk: ”Husk, at du selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og løftet arm. Derfor har Herren din Gud befalet dig at fejre sabbatsdagen”  (5 Mos 5,15).

Guds frelse er sabbatshvile. Målet for Guds frelse er den evige hvile sammen med Gud, ligesom israelitterne fik lov til at hvile fra slaveriet i Egypten. Også Hebræerbrevets forfatter tænker om Guds frelse som en evig sabbatshvile (Hebr 4,9–11).

Sabbatten er altså en ugentlig hviledag, der forbinder tiden med evigheden – nutidens stress og jag med Guds hvile efter skabelsen og den evige hvile, vi har i vente.

Man taler tit om mennesker som skabelsens klimaks, men det er mere præcist at forstå sabbatten som skabelsens klimaks. Det var på den syvende og sidste dag, Gud ”skabte” sabbatten, og det var kun sabbatten, som Gud helligede, det vil sige udvalgte som noget ganske særligt.

Der er en befriende tanke i, at mennesket ikke er skabelsens klimaks og omdrejningspunkt, men at det er hvilen og fællesskabet med Gud, som hele skabelsen sigter på.

Jesus afskaffer ikke sabbatten

Nogle vil måske spørge, hvad sabbatten har at gøre med kristne i dag?

Jesus ser for eksempel ud til at gøre op med sabbatten, når han lader sine disciple plukke aks på hviledagen og helbreder syge mennesker. Farisæerne kritiserede denne praksis, fordi de syge mennesker jo strengt taget kunne vente til dagen efter med at blive helbredt, og disciplene kunne jo have forberedt sig bedre på sabbatten, så de havde nok mad.

Jesu opgør med farisæernes forståelse af sabbatten er ofte blevet forstået sådan, at Jesus afskaffer sabbatten. Luther skriver for eksempel i sin Store Katekismus, at ”med hensyn til denne ydre hvile er buddet alene rettet til jøderne”, og nogle har nok taget Luther til indtægt for at mene, at hviledagen så er fuldstændigt afskaffet.

Men hvad Jesus i virkeligheden gør op med, er farisæernes misforståelse og misbrug af sabbatten.

Farisæerne holdt hviledag – ikke af kærlighed til Gud og hans hvile – men af kærlighed til loven selv og deres egen lovoverholdelse. Det er baggrunden for, at Jesus siger, at ”sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld” (Mark 2,27).

Sabbatten skal forstås som en gave, fordi vi får en ugentlig dag til at hvile fra arbejdet og søge Guds nærvær. Jesus afskaffer altså ikke sabbatten som en ugentlig hviledag, men han afviser fuldstændigt at bruge sabbatten som en god gerning, der giver fortjeneste hos Gud.

I øvrigt fortsætter Luther denne tanke, når han i sin Store Katekismus (og den lille) fokuserer på gudstjenesten som hviledagens formål. Luther skriver endda, at vi kristne altid skulle holde ”hviledag” i den forstand, at vi dagligt skal omgås Guds ord. Men rent praktisk er det godt at holde én dag om ugen fri til fordybelse i Guds ord.

Gode råd til sabbat i 2019

Da jeg sidste år holdt sabbatsmåltid med en ortodoks jødisk familie i Jerusalem, blev jeg slået over kontrasten til den danske hviledag – hvis man da kan kalde søndagen for en hviledag i Danmark.

Vi sad udenfor på terrassen, og jeg fornemmede en andægtig, men familiær stemning. Vi sang et par sabbatssange, og vi kunne høre, at naboerne også sang. Freden sænkede sig, og der hørtes ikke en bil på gaden. Sabbatten igennem var stort set alle butikker og restauranter lukkede, og selv den offentlige trafik fik et pusterum.

At hele det danske samfund skulle kunne holde en fælles, ugentlig sabbatshvile a la juleaften er ikke den retning, pilen peger. Men hvordan kan vi og vores familier finde roen og hvilen en gang om ugen?

I bogen The Sabbath Experiment giver Rob Muthiah fra det kristne amerikanske universitet APU nogle gode, konkrete råd til at finde hvile. Det helt afgørende er, at man betragter sabbatten og hvilen som en ugentlig gæst, der skal inviteres indenfor. Det er en særlig gæst, som man forbereder sig på at få besøg af. Måske laver man et dejligt måltid mad til sig selv og sin familie og venner. Måske gør man ekstra rent i huset, sætter noget afslappende musik på, køber friske blomster, går en lang tur eller noget helt sjette.

Pointen er, at selv om sabbatten blandt andet handler om at stoppe med de daglige bekymringer og arbejde, så har sabbatten et positivt fortegn, nemlig at søge hvilen og freden.

Hvis ikke hvilen får prioritet, ender vi nemt i en farisæisk dyrkelse af regler, og hviledagen bliver en rastløs venten på at komme tilbage på arbejdet eller i gang med at lave lektier.

Vores land har stort set afskaffet den ugentlige, fælles hviledag, vores fælles åndedræt i en stadig travlere verden. Men måske kan vi og vores familier hver især finde hvilen – Guds hvile – en fast dag om ugen, hvor vi kan styrke os ved Guds ord og ved de gaver, som Gud giver os.

 

Artiklen er tidligere bragt i Tro & Mission.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler