Kristus-tro indebærer kristen etik

Kalder Gud kristne til at leve på en bestemt måde? Med andre ord: Findes der en kristen etik? Hvad er sammenhængen imellem den kristne tro og det kristne liv? Og hvad sker der, hvis vi ignorer den kristne etik?

Når kristne tænker sammen over, hvad den kristne tro indebærer, kalder vi det troslære/dogmatik. Når kristne tænker sammen over, hvordan kristne mennesker bør leve, så kalder vi det kristen etik.

Den kristne etik må tage udgangspunkt i Guds skaberordninger, og hvordan Guds vilje er åbenbaret gennem profeter og apostle og ikke mindst gennem hans søn Jesus Kristus, inden den konkrete livsførelse drøftes.

Udviklingen væk fra kristen etik

I dansk kirkeliv rummes store spændinger, når det gælder kristen etik. Flere mener ikke, at der findes en kristen etik. Efter at professor K. E. Løgstrup i 1956 udgav bogen Den etiske fordring, har mange fulgt hans påstand om, at der ikke gives nogen kristen etik.

Han mente, at der gives en almenmenneskelig fordring om at hjælpe, når medmenneskets liv er kommet i krise og nød. Men han insisterer på, at kristentroen ikke gør nogen forskel i etikken. Enhver form for kristen etik er udtryk for bedrevidende kristnes vurdering af andres liv, mener Løgstrup.

Ikke alle tager dette skridt fuldt ud. Nogle siger, at kristen etik handler alene om at vise næstekærlighed. Men hvad det konkret betyder at leve næstekærligt kan der ikke sættes bud, regler og kriterier for. Det afgøres i situationen, mener man.

Denne tolkning afviser f.eks. De ti bud som en grundlæggende del af den kristne etik. Det medfører, at man tolker mange forskellige samlivsformer som udtryk for en kærlighed, som kan anerkendes som kristen. Dermed er der f.eks. ingen indvendinger imod kirkelig vielse og velsignelse af par af samme køn.

Ingen siger, at mennesker, der lever i kristentroen, overhovedet ikke er forpligtet af nogen etik, men alt for mange afviser, at der findes en bibelsk etik, som må være basis, når man skal aktualisere en kristen etik i nutidig sammenhæng.

Grundlæggende bibelske principper

Luther understregede, at man skal læse Bibelen med Kristus for øje, så man ser, hvad der i Bibelen handler om ham. Det er et godt luthersk princip, at Kristus skal være i centrum. De lutherske principper hedder: Kristus alene, troen alene og nåden alene. Det er godt sagt, men principperne kan misbruges, hvis de løsrives fra det rammeprincip, der også hørte med: Skriften alene.

I disse år ser vi mange, der bruger de første principper løsrevet fra skriftprincippet, og så kan det ende som beskrevet ovenfor, at man ikke har en bibelsk etik som basis for en nutidig kristen etik.

Jeg vil mene, at vi i de bibelske skrifter finder en grundstruktur i bibelsk etik i De ti bud (2 Mos 20,1-17), den gyldne regel (Matt 7,12) og det dobbelte kærlighedsbud (Matt 22,36-40).

Nogle siger, at kærlighedsbuddet har erstattet De ti bud, men det holder ikke. De ti bud sammenfattes netop i kærlighedsbuddet (Rom 13,8-10), og de indholdsbestemmer kærlighedsbuddet.

De konkrete bud står stadig ved magt, og Paulus konkretiserer dem ofte. Det syvende bud anvender han konstruktivt og fremadrettet: ”Den, der stjæler, skal ikke mere stjæle, men bruge sine hænder til at gøre godt for andre mennesker” (Ef 4,28).

Den store forskel står mellem det absolut onde og det absolut gode. Mellem disse yderpunkter findes en gråzone. Det kan sættes op i et skema:

 

Det Gode, Kærligheden                                                                            Påbud                    Absolutte svar

 

Det nyttige                                                                                                                     Relative svar

Adiafora-spørgsmål

Det skadelige                                                                                                                 Relative svar

 

Det Onde, Synden                                                                                Forbud                   Absolutte svar

 

Påbud og forbud

Det gode er formuleret i påbud: ”Du skal …”

Det er svært for os mennesker at dømme om undladelsessynder her. Men lad os tage et eksempel: ”Den, som ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro” (1 Tim 5,8).

I samtiden tænkte Paulus på ældre, som manglede forsørgelse fra deres børn. Hos os er samfundet bygget anderledes op, og i dag tænker vi snarere på det omsorgssvigt, som får nogle børn fra kristne hjem til at frasige sig Gud og kristentroen, når de bliver voksne. Noget var blevet forsømt, fordi én eller begge forældre lagde sin primære opmærksomhed uden for hjemmet.

Synd er det, som er afvist med forbud: ”Du må ikke …”.

Nogle forenkler sagen ved at henvise til Jesu ord om Helligåndens gerning: ”Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig” (Joh 16,8f). Der er altså kun én synd i denne verden: at man ikke tror på Jesus. Efter denne definition er synden egentlig kun vantro, at afvise Jesus.

De forhold i livet, som Gud ikke har givet påbud eller forbud imod, kaldes mellemtingene eller adiafora-spørgsmål. Her må kristnes dømmekraft træde ind, og der må altid vurderes ud fra kærlighedens hensyn.

Omvendelsens dobbelthed   

Bibelen, også NT, taler om synd som overtrædelse af Guds lov. Den samme Johannes, som siger, at synd er, at de ikke tror på Jesus, han siger nemlig også følgende: ”Enhver, som gør synden, begår også lovbrud, for synd er lovbrud” (1 Joh 3,4).

Synd er altså både vantro og lovbrud. Synd over for evangeliet er ikke at tro på Jesus, men at vende ryggen til ham. Synd over for loven er at leve i overtrædelse af Guds bud. Begge dele er synd imod Gud. Både loven og evangeliet er Guds.

Vantro og lovbrud er objektive synder, som generelt gælder for alle. Vantro fører til fortabelse. Lovbrud må ind under Guds tilgivelse, som åbner vejen til frelse og evigt liv.

Nogle mennesker lever et liv i kriminalitet med vold, tyveri og utroskab. Alle ser det uholdbare i det, og vi kan tage De ti bud frem og krydse af som en tjekliste med flueben. Der er brug for omvendelse, og tilgivelsen er vejen ind i et liv med Gud, og et forandret liv for den pågældende og et liv i støtte fra omgivelserne for at undgå tilbagefald.

Tro og lydighed

Satan vil kæmpe for ethvert menneskes frafald. Han møder os med fristelser og direkte modstand. De, som holder ud og bevares for evigheden, har sejret ved Lammets blod. Undervejs søger Satan at kæmpe imod Guds børn, der holder fast ved ”Guds bud og Jesu vidnesbyrd” (Åb 12,17).

Her er der en dobbelthed. I livets fristelser og troens prøvelser skal kristne være opmærksomme på, at der behøves ”udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus” (Åb 14,12). For at et menneske kan blive bevaret frem til saligheden, må begge dele fastholdes: troen på Jesus og lydigheden mod Guds bud.

Vi bliver frelst alene ved tro på Jesus, men vi kan ikke være ligeglade med Guds bud som vejvisere, hvis vi vil holde os på vejen mod målet. Både Guds bud og troen på Jesus hører med. Undlader man det ene, så er det som en fasan med kun én vinge; den bliver et let offer, når ræven kommer. Der skal bruges to vinger, hvis en fasan skal kunne flyve og flygte fra ræven.

Når Jesus mødte mennesker, konfronterede han dem med det ømme punkt i deres liv. Han mødte dem med tilgivelse, oprejsning og opfordring til et nyt og anderledes liv i opgør med synden. Så sagde Jesus: ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere” (Joh 8,11f).

Synd mod Guds ledelse

Ud over det nævnte kan der også være andre ting i livet, som er synd, selv om andre ikke kan dømme om det. Det kan være, at Gud leder et menneske i en bestemt retning, men at personen ikke hører, hvad Gud taler individuelt. Den pågældende vil ikke høre eller forstå det, sætter ikke sin vilje og evne ind på at følge Gud gode vilje med sit liv. På grund af uklarhed eller krisetilstand er der ingen åbenhed for Guds ledelse.

Det er ikke direkte vantro eller lovovertrædelse som tidligere nævnt. Den pågældende vil godt leve i tro på Jesus og leve et kristent liv. Men på det personlige plan følger han eller hun ikke Guds vej med sit liv.

Et eksempel fra Bibelen er Jonas, der ikke ville rejse til Nineve, da Gud kaldte ham til det. Det kom til at volde ham bitter smerte. Gud måtte tugte ham. Guds gode vej gjorde ondt på ham, fordi han ydede modstand. Men han måtte af sted. Andre ville ikke, og det førte dem ud på en vej, der ledte ud i frafald.

Synd imod Guds individuelle ledelse kan skade personens eget liv og desuden medføre skade i andres liv, når de ufrivilligt bliver offer for den førstes ulydighed.

På et tidspunkt kaldte Jesus disciple til tjeneste, men hos én var der modstand: ”En anden af hans disciple sagde: ’Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far.’ Men Jesus sagde til ham: ’Følg mig, og lad de døde begrave deres døde’” (Matt 8,21f).

I Israels historie var dette dødelig alvor. Under ørkenvandingen måtte Gud lade en generation dø, før den næste generation kunne vandre ind i det forjættede land. I dag må vi forstå de ord som billedtale om de mennesker, der er uselvstændige, og som aldrig er blevet voksne i forhold til, hvad de fik med sig som børn hjemme hos troende forældre. Det er mennesker, der slæber fortiden med sig som en stor kuffert, der giver tryghed fra angsten ved selv at skulle tage ansvar for at følge Jesus. Fortiden hindrer dem i at følge Guds vej ud i frimodig tjeneste.

Jesu ord til den rige unge mand om at sælge alt, hvad han ejede og give det til de fattige, og at han derefter skulle følge Jesus (Matt 19,21), var individuel ledelse. Men modstanden var så stor hos den unge mand, at han fravalgte Jesus. Mange kristne bliver bevaret, men undervejs har de ikke fulgt Guds ledelse, til skade for dem selv og andre mennesker.

Etik med målet for øje

Frelsen gives ved tro på Jesus Kristus. Samtidig taler Bibelen flere steder om dom efter gerninger (2 Kor 5,10. Matt 25,31-46. 1 Pet 1,17). Gerningerne er troens gerninger (2 Thess 1,11), der vidner om, at troen har været levende i den pågældende.

I Johannes’ Åbenbaring 20,11-15 beskrives dommen. Der tales om livets bog, og det at være indskrevet i livets bog giver indgang til Guds evige rige. ”Hvis nogen ikke findes indskrevet i livets bog, bliver han styrtet i ildsøen” (Åb 20,15).

Men i samme tekst nævnes også andre bøger. Vi får at vide, at ”de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne” (Åb 20,12). Hver tanke, der er tænkt, hver følelse der er følt, hvert ord der er talt, hver bøn der er bedt og hver gerning, der er gjort, er noteret hos Gud.

Hvis det var formuleret i nutidigt sprog, kunne man sige, at Gud har en videofilm på hvert eneste menneske. Den dækker hver detalje hele livet fra dag 1. Det giver Gud grundlag for at tildele de troende løn i himlen, eller at afstå fra det. De, som har udstået prøvelser og modstand, skal få særlig stor løn i himlen (Matt 5,12).

Paulus sondrer mellem grundvolden for frelsen og lønnen. Nogle skal få frelsen på grundlag af Jesus Kristus, men lønnen skal de gå glip af, for arbejdet holder ikke mål i ildprøven (1 Kor 3,10-15).

Sammenfattende vil jeg sige, at den personlige relation til Jesus Kristus bør præge alt i et kristent menneskes liv. Så det at have Kristus i centrum for tro, liv og forkyndelse inkluderer også den kristne etik.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler