Lære og liv – hvordan finde den sunde balance?

7 minutters læsning

Både i vores egen hverdagstro og i debatter mellem kristne oplever vi af og til et spændingsforhold mellem kristen lære og liv. Begge dele bør være sunde. Men hvordan integrerer vi begge aspekter?

Jeg ved desværre af erfaring, at emnet egner sig til gætterier og personlige kæpheste. Man kan høre modsat rettede udsagn som: ”Vi lever i en tid med dalende lærebevidsthed”, og ”Vi lever i en tid, hvor troen bliver alt for teoretisk” – afhængig af egen synsvinkel.

Det minder om et synsbedrag, jeg jævnligt oplever, når jeg kører i tog: Lige omkring afgang kan jeg nogle sekunder blive i tvivl, om det er mit eget tog eller det ved siden af, der bevæger sig.
Jeg gør mig ingen forhåbninger om at være fritaget fra de mekanismer; men ved at se dem i øjnene, kan de måske formindskes.

Hvad siger NT?

I det forsøg på at formindske synsbedraget, vil jeg tage afsæt i nogle impulser fra Ny Testamentes (NT) forståelse af relationen mellem lære og liv.

For det første: Den sunde lære er ikke livets fjende, men dets ven.

Det er den grundlæggende forståelse hos Jesus og apostlene. For eksempel kan Paulus tale om at være ”næret af troens og den gode læres ord”.11 Tim 4,6 jf. 1 Tim 4,16. Rom 6,17. Hebr 13,9 Flere steder kan man næsten få indtryk af, at det sunde liv udspringer automatisk af den sunde lære.

Men denne grundlæggende forståelse afbalanceres af, at der også er spor i NT af en bevidsthed om, at lære og liv kan komme i ubalance. Det må de næste punkter tage højde for:

For det andet: Der advares mod en tro, der ikke får konsekvenser i livet.

Ikke mindst Jakob sætter ord på denne pointe og leverer en bredside om, at ”du tror, at Gud er én; det gør de onde ånder også – og skælver”.2Jak 2,19: hele afsnittet er imod forstandstro. Se også: Matt 25,31ff. Jak 1,22ff. Rom 12,1ff. Gal 5,13ff. Ef 4,20ff

Der er bemærkelsesværdigt, at flere af disse steder ikke bare omtaler det kristne menneskes brud med synden, men også de positive kærlighedsgerninger for næsten, som tegn på det kristne liv. Det er faktisk et langt hyppigere tema end det tema, som mange missionsfolk og frikirkefolk forbinder med ”liv”, nemlig åndelighed og inderlighed. Åndelighed og inderlighed er faktisk sjældent beskrevet som kendetegn på et kristent menneske,3Selv om det findes: Rom 12,9ff. Ef 5,18f. Kol 3,16 mens gode gerninger ofte er.4F.eks. Matt 5,13-17. 1 Pet 2,12

For det tredje: Der advares mod usund lære.

Denne advarsel kommer mange gange og er ofte ganske stærk i ordvalget. Det er hævet over enhver tvivl, at falsk lære er en af de åndelige sygdomme, som NT tager mest alvorligt.5F.eks. Rom 16,17ff. Gal 1,6ff. Fil 3,2ff. 2 Thess 3,14f

Der er også et eksempel i bjergprædikenen, hvor Jesus går i rette med folk, der påberåber sig deres åndelige liv og siger til dem, at det er vigtigere, at de er lydige mod hans ord. Åndeligt liv uden lydighed mod Ordet går man faktisk fortabt af.6Matt 7,15ff

Men det er værd at hæfte sig ved ordvalget. I vores tradition taler vi ofte om ”ret” og ”sand” lære. Pastoralbrevene – hvor temaet behandles mest indgående – taler om sund lære. Paulus kan en enkelt gang sige den ”gode” lære, men ellers er udtrykket den ”sunde” lære eller ”sunde” ord eller ”sund” forkyndelse.71 Tim 4,6; 6,3. 2 Tim 1,13; 4,3. Tit 1,9; 2,1
Vi er måske ude i de små nuancer, men forskellen på ”ret” og ”sund” fortjener en overvejelse. Falsk lære kan aldrig være sund lære – og sund lære må være i overensstemmelse med sandheden. Men: spørgsmålet er ikke alene, om en teologi eller forkyndelse teknisk set er rigtig, men også, om den har blik for, hvad der er sundt for tro og menighed. Det er, som om det bibelske begreb om sund lære også indbefatter praksis og omsorg for mennesker i menigheden.

Det har måske noget at gøre med det bibelske sandhedsbegreb. I vores – græsk inspirerede – begrebsverden er sandhed et intellektuelt begreb og sidder primært i hovedet. I bibelsk tænkning er sandhed noget, vi gør og lever i. Sandheden sidder i høj grad i hænderne og fødderne.8F.eks. 3 Joh 4

For mennesker, der har fået det bibelske sandhedsbegreb under huden(!), kan vores diskussioner om lære og liv af og til føles virkelighedsfjerne.

Pendulsvingninger

Det er måske den græske påvirkning, som gør, at modsætningen mellem lære og liv har fulgt den vesteuropæiske kristenhed. Man kan konstatere pendulsvingninger, hvor nogle perioder har betonet læren og andre livet. Ligesom nogle kirkesamfund primært er karakteriseret ved deres lære og andre ved deres praksis.

En af de perioder, hvor denne pendulsvingning har været tydeligst, er i overgangen fra luthersk ortodoksi (1600-tallet) til pietisme (1700-tallet). Ortodoksien var præget af stærk lærebevidsthed og udartede efterhånden til meget ringe fromhedsliv og mange etiske udskejelser – både hos præster og lægfolk.

Pietismen var en vækkelsesbevægelse, som understregede det personlige fromhedsliv (pietas = fromhed) og de kristnes liv i kærlighedsgerninger. Efterhånden forfaldt pietismen til at overbetone inderlighed og blev noget selvretfærdig pga. dens vægt på særlige kendetegn på det genfødte menneske.

Men pietismens afsæt og tidlige periode er god til at blive klog af. Bevægelsens fødsel sættes ofte til Philip Jacob Speners skrift Fromme ønsker fra 1675. Her protesterer han mod ortodoksiens ensidige betoning af læren og fremsætter et reformprogram i fem punkter:9Refereret efter Wikipedia:Â https://da.wikipedia.org/wiki/Philipp_Jacob_Spener

  1. At Guds ord skal bo rigeligt iblandt de kristne – ikke blot ved gudstjenesten, men også i hjemmene, ved friere møder og som personlig bibellæsning.
  2. Oprettelse og flittig brug af det almindelige præstedømme. Kirken skulle ikke blot være teologernes og præsternes kirke, den skulle være alle kristnes kirke.
  3. At kristendom ikke består i at vide, men i at gøre. Det nytter intet med en ret lære, hvis ikke det rette liv følger med. Kristendom må praktiseres i konkrete kærlighedsgerninger.
  4. Nej til uforsonlige lærestridigheder. Den rene lære skulle forsvares, men det skulle gøres i respekt for modparten.
  5. Præsterne skulle prædike jævnt og opbyggeligt for folket. De skulle ikke bruge prædikestolen til sindrige udredninger og ren oratorisk udfoldelse.

Aktuel vinkel

Man kan i høj grad diskutere, hvordan pietismen selv forvaltede dette; men som overskrifter for et reformprogram forekommer Speners punkter højst aktuelle. Ikke mindst i en bevægelse som Luthersk Mission (LM), som måske er den mest læremæssigt bevidste bevægelse på den bibeltro fløj i kirken.

Med forholdsvist godt kendskab til vores naboorganisationer føler jeg mig i hvert fald overbevist om, at vi er den bevægelse, hvor lærebevidstheden i mindst grad alene sidder hos ledelsen. Den er folkeeje i store dele af LM, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Men den situation bærer også fristelser i sig.

Det er fristelser til at gå så meget efter den korrekte teologi, at den bibelske dynamik og udfordring bliver væk. Bibellæsning og kristenliv bliver kedeligt og skematisk. Måske har vi også – som følge af en ubevidst ”partidisciplin”, hvor læremæssig usikkerhed og tvivl ikke var god tone – givet mennesker for lidt plads til at være på vej.

Eller man kan blive så bange for at være lovisk, at man ikke tør fremholde de bibelske formaninger eller modtage dem. Eller man bliver så bange for ”det karismatiske”, at man ikke tør tale om Helligånden, der bor i os og Helligåndens forandrende kraft i kristnes liv. Eller at vi bliver så optaget af at afgrænse os over for falsk lære, at vi ikke modtager god inspiration fra andre kristne – eller vænner os til en hård retorik i vores omtale af dem.

Det forekommer mig således, at alle punkter i Speners liste – måske med undtagelse af nr. 2 – vil kunne korrigere os i forhold til aktuelle fejludviklinger i LM.
Og med den udgangsreplik har jeg så måske afsløret, hvilken vej mit personlige pendul svinger …

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Fodnoter:   [ + ]

1. 1 Tim 4,6 jf. 1 Tim 4,16. Rom 6,17. Hebr 13,9
2. Jak 2,19: hele afsnittet er imod forstandstro. Se også: Matt 25,31ff. Jak 1,22ff. Rom 12,1ff. Gal 5,13ff. Ef 4,20ff
3. Selv om det findes: Rom 12,9ff. Ef 5,18f. Kol 3,16
4. F.eks. Matt 5,13-17. 1 Pet 2,12
5. F.eks. Rom 16,17ff. Gal 1,6ff. Fil 3,2ff. 2 Thess 3,14f
6. Matt 7,15ff
7. 1 Tim 4,6; 6,3. 2 Tim 1,13; 4,3. Tit 1,9; 2,1
8. F.eks. 3 Joh 4
9. Refereret efter Wikipedia:Â https://da.wikipedia.org/wiki/Philipp_Jacob_Spener

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook