Boganmeldelse: “Livets træ” af Jacob Munk

Vi har fra TilLiv spurgt to anmeldere om at læse og kommentere på Jacob Munks bog, Livets træ. Den første anmelder er biolog, mens den næste er teolog. Vi bringer anmeldelserne samlet her, men de er kun ansvarlige for deres egen del.

TEOLOGIEN

v. Sprint Korsholm, teolog

Det var en stor glæde for mig at høre, at der var kommet en dansk bog om det at prøve at forene kristendom og evolution. Det er noget, vi længe har savnet. Stor tak for det! Munk beskriver i bogen, at han oplever mange unge, der føler, at de må vælge mellem kristendommen og evolutionslæren – og vælger evolutionslæren, da de anser den for absolut sand. Munks glade budskab er: ”Ja, evolutionslæren er sand – og kan sagtens forenes med kristendommen, ja, denne forening tilfører endda god ny erkendelse til det budskab, Gud giver os gennem Bibelen!”

Glæden må så desværre slås med skuffelsen over, at kæden for mig at se hopper af på den ellers så lovende cykeltur i teorierne og teologien. Der er rigtig meget, der skal arbejdes med (og noget skal helt ændres) hvis mange i den målgruppe, jeg identificerer mig med, skal kunne begynde trygt at følge med i Munks tankemæssige cykeltur. Jeg er faktisk ikke enig i bogens bagsideanmeldelse, der taler om en” imponerende bred og velreflekteret inddragelse af faglitteratur! ”Bred” er jeg enig i, men refleksionerne synes mig ofte at være overfladiske. De kunne tænkes at være blevet til i en begejstret ivrighed efter at forfølge sin tese og dermed en tendens til at finde forsvar for den mange steder, uden egentlig at undersøge disse steder til bunds. Da Munks tese er gammel vin på en måske lidt ny lædersæk, havde det været nemt for ham at sætte sig ind i og i sin bog indarbejde svar på de mange modargumenter den målgruppe, han skriver til, naturligvis vil stille og har stillet i mange år.

  • Sagt lidt kort og hårdt: Munk fremfører en ”løsning” på problemet evolution-kristendom, der har været fremført i mange årtier, uden at imødegå en hel del af de indvendinger, der i tidens løb er rejst imod denne ”løsning”. Samtidig er en del af hans argumenter for sin ”løsning” ikke solidt underbygget.

Begrænset anmeldelse

Ingen tvivl om, at Munk er belæst på imponerende brede områder. Dette betyder også, at man skal tage detaljeret fat i myriader af forskellige argumentationsgange fra både historie og nutid, for på en ordentlig måde at kunne bedømme denne bog. Det vil i sagens natur kræve en anmeldelse, der er længere end bogen selv, – blandt andet fordi jeg har mange kritiske spørgsmål til mange af Munks argumenter. Dette tillader hverken anmeldelsens omfang eller min tid i øvrigt. I stedet vil jeg prøve at samle nogle få spørgsmål, som jeg vil ønske, at Munk arbejder videre med i sit laboratorium.

Afsnittet ”Teologien”

Først en meget forenklet fremstilling af Munks teser i afsnittet ”Teologien”, der er bogens hoveddel, både set i forhold til Munks intention og i forhold til størrelse.

For mange af de kristne, der betragter Bibelens udsagn som sande, er der en voldsom modsætning mellem skabelsesberetningen og det, den moderne naturvidenskab med dens evolutionslære siger. Men, argumenterer Munk for, da skabelsesberetningen er en myte og ikke en beskrivelse af faktuel historie, er der ingen modsætning. Myten er sand – på det teologiske plan – og siger, at Gud gennem sit forsyn har styret de mekanismer, som videnskaben kalder ”Evolution” på en sådan måde, at verden på den måde er skabt af Gud.

Munks myte-argument ”løser” ifølge ham selv stort set alle de modsætninger, der kan tænkes mellem evolutionslæren og kristendommen – bortset fra, at han klart vedkender sig, at der er en hel del ting, vi mennesker nok aldrig kommer til at trænge til bunds i. Fx fastslår videnskaben, at arten ”Mennesker” aldrig kan have været på under flere hundrede individer – så hvordan nedstamme fra to personer? ”Nej” siger Munk, ”Da Adam og Eva er myte-figurer, har de naturligvis aldrig fysisk eksisteret”. Bibelens udsagn i fortællingerne om disse to figurer er ikke af historisk art, men udtrykker noget dybt teologisk, så de to står for hele menneskeheden.

Munk tager mange forskellige områder frem – blandt mange andre spørgsmålet om, hvornår døden kom ind i verden og spørgsmålet om, hvad der adskiller dyret ”menneske” fra alle andre dyr. Han foreslår undervejs flere måder at forstå alle disse ting på, og ender med konklusionen: Der er ingen reel modsætning mellem evolutionslæren og en bibelsk baseret kristendom. Noget andet er så det, han kalder evolutionismen – mere om det til sidst.

Spørgsmål 1: myte-begrebet og en strikket sweater.

Jeg fornemmer tydeligt, at Munk er en teolog, der arbejder ud fra en tillid til, at Bibelen grundliggende er Guds åbenbaring og ikke bare menneskers (ret ikke-autoritative) tanker om Gud. Det er jeg superglad for. Som teolog af denne type, må han også være sig bevidst, hvordan den bibelkritiske teologi i de seneste mange årtier mere og mere har udkonkurreret den bibeltillidsfulde teologi. Historisk set begyndte det i GT-afdelingen, hvor blandt andet myte-begrebet blev brugt til at tolke dele af GT som a-historiske. Og efterhånden førte dette til en generel tvivl på den objektive sandhed i større og større dele af GT: er det ikke bare konstruktioner, religiøse mennesker har foretaget? Efterhånden har dette så bredt sig også til NT, så mange præster i dag ikke regner med at kunne tage noget som helst af det, der står i Bibelen, for sikkert i historisk betydning.

Processen blev voldsomt sløret ved at den første generation af bibelkritiske teologer stadig havde en tro og en dogmatik, der byggede på den bibeltillid, de forrige genrationer havde. Men det viste sig hurtigt, at hvis deres metoder stod alene som dem, der skulle bruges til at læse Bibelen med, så ændredes dogmatikken efterhånden helt grundliggende. Det kendte billede med den strikkede sweater synes at illustrere dette alt for godt: begynder man først at trevle lidt op forneden i en sådan sweater – hvornår er man så sikker på, at det stopper? Historien har vist, at skønt mange teologer har valgt forskellige steder, de definerede som endestationen, har deres metode nøjagtig lige så godt kunne bruges til at trevle videre. Derfor bliver mit mest grundliggende spørgsmål til Munk: hvad er det, der sikrer, at ikke hele sweateren bliver til mytebegreb? Hvad er det, der gør, at vi kan fastholde fx historiciteten af Jesus?

Jeg ved godt, at det umiddelbare svar formentlig er genre-begrebet. De tekster vi har i begyndelsen af 1 Mos er tydeligt en særlig genre, som fx NT slet ikke er (selv om bogen begynder at se en parallel til Jesu lignelser. Men Munk vil vel ikke kalde lignelserne for myter – eller?). Jo, men det har folk sagt før– og alligevel endt med en stor bunke løst garn. Så hvor stopper tråden for Munk? Er Abraham myte eller historisk? Er Noa? Er Moses? Er David? osv…

Læg mærke til: jeg spørger slet ikke efter, hvor Munk mener, at den bør stoppe. Jeg spørger efter, hvordan Munks metodik sikrer, at man uomgængeligt stopper dér, hvor han ønsker det.

Munk gentager mange gange, at en myte bestemt også udtrykker sandhed. Ja, enig. Men for mig at se (ligesom for vel stort set den samlede kirkehistorie, som citeres flittigt fra i udvalg) er det en afgørende del af Guds åbenbaring og selvforståelse, at det sker i virkeligheden, i sten og grus og blod og konkrete steder på konkrete tidspunkter. Jeg er – som vel alle i vores afdeling af teologien i dag – enig i, at de forskellige genrer kræver hver sin læseform.

Hvilket jeg med et skævt smil vil bede Munk huske, inden han hiver alt for meget gods ud af fx udsagn i Ordsprogenes og Prædikerens bøger. Men enhver læseform må kunne falde ind under den samlede åbenbarings forståelse af Gud og hans Bibel. Og jeg er godt nok i tvivl om, hvorvidt Munks udgave af myte-genren falder indenfor? Så kort sagt: hvordan vil han gøre mig tryg på det? For ellers kan jeg ikke bruge løsningen til noget i min egen stræben efter større forståelse mellem Bibelens budskab og evolutionen.

Spørgsmål 2: Kunsten at se sig selv i nakken.

Munk skriver undervejs, at vores type kristne har brug for at erkende, at vi ikke nødvendigvis sidder inde med al sandhed, men ærligt må spørge os selv, om der var ting, der med lige så stor ret kunne tænkes at være anderledes. Jeg kan ikke være mere enig. Jeg er overbevist om, at jeg har fået nogle relevante forslag til nye vinkler at se en del ting på, ved at læse bogen – tak for det. Jeg er også ret sikker på, at heller ikke Munk altid får set  sig selv i nakken. Eller for den sags skyld sine kilder.

Et par eksempler på steder, hvor jeg synes, at han alt for ukritisk tager noget for givet:

# Munk mener at genfinde mange af sine synspunkter i de gamle kirkefædre. Nu er jeg ikke ekspert på disse, men har dog arbejdet en del med dem. Det forekommer mig, at han ikke tager højde for, at disse fædre udtaler sig om naturen og dens orden ud fra det kulturepokegivne verdensbillede, som de hver især levede i. At oversætte deres udtalelser så direkte til vores nuværende verdensbillede, virker ikke overbevisende. Fx deres tale om hvorvidt skabte ting kan ændre sig.  Vi er nok enige om, at en historisk distance selv til filosofiske og teologiske argumentationer, er vigtig.

# Munk finder støtte for sin tese hos fx Kierkegaard. Nu har jeg ikke viet det meste af mit liv til at studere ham, men jeg ved, hvor mange slags tolkninger, der stakkels mand udsættes for. Jeg tænker, at man skal være meget godt inden i Kierkegaard for at spænde ham for sin egen vogn. Hvis bogen bruger Kierkegaard på samme måde, som den bruger Luthers lære om korsteologi på, så er jeg decideret utryg. For Luther ville efter min mening (Og Luthers korsteologi har jeg arbejdet en del med) ikke lade sig bruge på den måde, bogen gør. At Gud ofte er ”skjult” og arbejder under sin tilsyneladende modsætning, skal forstås ind i de emneområder, Luther udtaler sig om. Det betyder ikke, at Guds væsen kan udledes af de modsætninger, han benytter sig af. Så var de jo netop ikke modsætninger.

# Munk synes (uden nogen argumentation), at forudsætte, at de gamle religioner i fx Egypten og Mesopotamien, har dannet forlæg og forståelsesramme for noget af udformningen af budskabet i GT. Man kunne jo også tage Bibelens udsagn på ordet og mene, at den levende Gud og hans fortællinger kom først og at alle andre religioner, der ligner, er mere eller mindre tydelige ekko af dette. Så vi ikke skal tolke GT ud fra Mesopotamien, men snarere omvendt. Hvor har Munk denne tilsyneladende selvfølgelige forståelse fra?

# Det med nakken er måske allermest tydeligt i den helt selvfølgelige antagelse af, at evolutionslæren har ret. Ikke i dens detaljer – en del af dem ændres jo fra årti til årti, men i dens hovedtese. Det er selvfølgelig en tro, man næsten naturnødvendigt må have i vores samfund, hvor al naturvidenskabelig forskning så længe har været bundet sammen med denne teori, at alt be- eller afkræftes ud fra den. Hvad nu, hvis der kommer en ny revolution i de videnskabelige teser, som der fx gjorde, da jorden blev forkastet som centrum? Hvad med en vis ærbødighed for, at evolutionen trods alt kun er en tese, en teori?  Eller hvad gør, at den virkelig er den indiskutable sandhed?

  1. Gud og Kristus og sædekornet

Munk gør meget ud af, at ”gudbilledligheden” skal forstås stort set alene ud fra Kristus (og nogle gamle mellemøstlige religioner). Jeg har arbejdet en del med dette emne og er enig i, at Kristus som seglaftryk i menneskekød er en meget væsentlig nøgle til at forstå vores gudbilledlighed, så langt som vi nu kan.

Han bruger Kristus-ligheden og hans ”Hvedekornets lov” som et argument for, at døden altid har været en del af Gudbilledligheden og af Guds gode vilje. Jeg er absolut uenig i denne tolkning af hvedekornets lov. Her taler Jesus om ”død” på et helt andet plan end den fysiske død – hvilket alene billedbrugen tilsiger: for hvedekornet dør jo slet ikke som plante – tværtimod vokser det uafbrudt videre i jorden. Jesus taler – som altid i sine lignelser – om en teologisk virkelighed. Munk bruger det, at vi skal ligne Kristus i at ydmyge os og lade noget dø, som argument for, at Gud bruger døden – forstået også som fysisk død – som et af sine gode redskaber. For mig ligner det begrebsforvirring. Jesus taler om det at give sit liv i kærlighed – og det at bekæmpe det onde i os selv og ”slå det ihjel”. Det har intet med fysisk død som en nødvendig del af livets kredsløb at gøre. Og jeg undrer mig over, hvordan Munk får dette billede af Gud som den ydmyge kærlighed til at passe sammen med en Gud, der skaber ved at den stærke hele tiden ubarmhjertigt udkonkurrerer den svage (eller ligefrem slår vedkommende ihjel). Hvorfor skulle al Guds skabelse arbejde hen imod at begunstige de stærke og frasortere de svage? Det ligner hverken Gud eller Kristus (eller Helligånden) sådan som jeg kender dem fra Bibelen og fra mit liv. At bruge Guds sejr gennem det svage som et argument for at han skulle foretrække at skabe gennem hele tiden at favorisere det stærke, er da vist selvmodsigende?

At lidelse og død har sin plads i Guds frelsesplan, som Munk skriver, er uomgængeligt. Men for mig at se er det på den måde, at Gud ikke forkastede verden efter syndefaldet, men gik ind i at arbejde videre med den for at frelse – selv om han dermed fik beskidte hænder. Gud kan bruge ALT så det samvirker for hans frelsesplan (Rom 8) – men det betyder da ikke, at Gud har bestemt fra skabelse af, at sådan skulle ALT være? Som Munk selv skriver: der er ting omkring Gud og det ondes oprindelse og mulighed, som vi mennesker aldrig kommer til at forstå. Men så lad os netop blive ved det.

Afsnittet ”Filosofien”

Dette meget korte afsnit behandler områder, hvor Munk mener, at evolutionen kan overtræde sine beføjelser. Han kalder det ”Evolutionisme” når evolution bliver til en udtømmende forklaring af mennesket og verden. Han ser på Dawkins som den tydeligste eksponent for evolutionismen.

Jeg er for så vidt enig med Munks angreb på evolutionismens forsøg på fyldestgørende at redegøre for ærketypiske menneskelige ingredienser som moral og religion. Dette er ét af de områder, hvor evolutionstankegangen i dag går ind på områder, den ingen forstand har på. Et andet område, Munk nævner, er formålsbestemtheden i verden. Også enig. Men igen bemærker jeg, at der i Munk ikke hersker den ringeste grund til at anfægte, at evolutionen fuldt troværdigt beskriver selve tilblivelsesprocessen.

BIOLOGIEN

v. Ole Vang, phd., lektor i molekylær biologi ved RUC

Den gode samtale om verdens tilblivelse er en svær øvelse. Svær, fordi den tager fat i troen på, om Gud er Gud, eller om der ikke er nogen Gud. Hvis Gud er Gud, må vi adlyde Ham. Hvis der ikke er nogen Gud, er vi overladt til egen og/eller andres skæbne.

Munks bog

Jacob Munks bog, ”Livets træ – at se Gud i evolutionen”, er opdelt i tre dele: Videnskaben, Teologien og Filosofien. Nærværende kommentar forholder sig udelukkende til bogens første del, der har fokus på Videnskaben. Denne del har Munk skrevet sammen med biolog Kresten Cæsar Torp. Inden jeg går nærmere ind på bogen, vil jeg nævne nogle grundlæggende præmisser.

Munk har skrevet sin bog, med den hensigt at vise, at kampen ikke nødvendigvis er mellem:

  • ”Tror du på Gud = Tror du på specifik skabelse”

Overfor:

  • ”Tror du på evolution = Tror du på, at der ikke er nogen Gud”.

Hans hensigt er at vise, at Gud er Gud, og Han har skabt verden ved hjælp af evolutionens mekanismer. Prisværdigt, at forfatteren tager den opgave op, selvom tænkningen i sig selv ikke er ny. Jacob Munks hensigt med bogen er også at hjælpe den, der tror, at Gud er Gud, og samtidig tror, at verdens tilblivelse er sket via evolution som mekanisme, så vedkommende ikke behøver at forlade Guds-troen, men kan forene disse to. Til en start vil jeg bemærke, at det er godt at læse en fremstilling, hvor den man er uenig med, ikke bliver nedgjort!

En præmis vi skal have med

Problematikken bliver ikke mindre svær af, at vi nok ikke finder det rigtige svar dennesidigt. Hvorfor samtalen om hvordan det hele begyndte, bliver baseret på indicier snarere end facts. For ingen af teorierne omkring tilblivelsen af det biologiske liv er egentlig naturvidenskabelige!

Uanset om det er teorier om multivers, om evolution, om intelligent design eller speciel skabelse, så kan vi ikke underkaste nogen af teorierne en naturvidenskabelig prøvning, klassisk forstået. Vi kan teste enkelte dele af teorierne naturvidenskabeligt under præcise, kendte omstændigheder, men om det var disse omstændigheder, der var i spil, da det hele skete, ved vi ikke. Vi var der ikke selv. Så derfor skal vi alle, uanset vores ståsted, passe på med at spænde naturvidenskaben foran vores ”vogn”. Selvom vi kan komme til det (også jeg) må vi forsøge altid at huske på, at teorierne ikke kan underkastes en naturvidenskabelig afprøvning.

Det, som vi kan angribe med naturvidenskabelige analyser og metoder, er de biologiske forhold, som vi har omkring os i dag. Dem tror jeg, vi har fået til opgave at undersøge og blive klogere på og forstå – til Skaberens ære. Ikke for at ”bevise” Guds eksistens, eller hvordan han skabte, men for at blive klogere på de mekanismer, som vi møder omkring os biologisk set.

Munks påstande i lyset af den præmis

Jacob Munk nævner, at der ikke kommer lødig naturvidenskabelig forskning fra tilhængere af Intelligent design eller af skabelsestilhængere. Årsagen til, at der ikke sker nogen naturvidenskabelig forskning med den hensigt at påvise intelligent design eller en special skabelse, skal, for mig at se, findes i det forhold, som er beskrevet ovenfor. Der er en række gode forskere inden for en række biologiske felter, som laver solid forskning inden for hver deres områder, men som også anser det for sandsynligt, at biologiens kompleksitet viser, at naturens skønne indretning sandsynligvis ikke kan opstå ved en tilfældighed, men at der må stå en designer bag, eller der er tale om en special skabelse.

Så langt præmisserne – og nu til selve bogens indhold.

Livets træ – kort gennemgang

Første kapitel bærer titlen ”Påtrængende evidens for evolution”, hvilket indikerer, at evolution som mekanisme for livets udvikling, nu er slået fast, og evolutionsteorien derfor er en uomgængelig sandhed. Her er overskriften desværre ikke dækkende. Beskrivelserne af de molekylærbiologiske sammenhænge er generelt set rigtig gode og dækkende, men ingen af de mekanismer, der beskrives er (for mig at se) nogen ”rygende pistol” med hensyn til, at evolutionen har været den drivende kraft i livets udvikling til det, vi ser i dag. Jeg oplever, at vi med kapitel 1 ender med mulige evolutionsmekanismer, men vi kan ikke vide om, eller i hvor høj grad, disse mekanismer har været i spil, og derfor om evolutionen har været en drivende kraft. De beskrevne molekylærbiologiske forhold er fuldstændig rigtige mht. at beskrive livet, som det er nu, men det siger ikke nødvendigvis noget om, hvad der er sket tidligere.

Vi kan gentage de enkelte mekanismer, men evolutionens samlede proces kan vi ikke gentage.

I kapitel to, fokuserer Jacob Munk på tegnene på et fælles ophav, med den hensigt at dokumentere, at der er sket en udvikling fra nogle former til andre former. Tidligere lavede man de fylogenetiske træer basereret på enshed / eller forskellighed i udseende, hvorimod de i dag baseres på DNA-sekvenser for specifikke gener. I en række tilfælde ender man ikke med, at de gen-sekvens-baserede fylogenetiske træ svarer til det fænotypisk(udseende)-fylogenetiske træ. Det kan der være gode biologiske forklaringer på, men det viser, at sekvens-sammenligningerne skal bruges med varsomhed ift. at se udviklinger.

Forfatteren bruger så en del spalteplads på at vise, at den statistiske fordeling af mutationsfrekvenser er en stærk dokumentation for en udvikling. Der peges på, at udskiftningen i DNA-strengen af nukleotiderne guanin med adenin eller cytosin med thymin er ca. 3 gange oftere end andre former for nukleotid substitutioner.

Min kritik er dog, at jeg umiddelbart ikke kan se, at det skulle være et argument for fælles ophav. Det siger derimod en masse om den struktur, de fire nukleotider har, og at, som det siges, at ”A og G er kemisk beslægtede med hinanden” (s. 37), fordi de størrelsesmæssigt matcher hinanden. Så i et hvert gen vil man finde den samme fordeling efter mange generationer og mange kopieringer af DNA’et– også selvom der ikke er kommet nogen ny art eller lign.

Bogens kritik af evolutionskritikere

Bogens naturvidenskabelige del rundes af med kapitel 3, hvor kritikere af evolutionsteorien gennemgås. Heri indgår en gennemgang og kritik af skabelsestilhængere (kreationister), og de benævnes som ”videnskabelig uredelige” når der tales om ”ung-jord tilhængere”, mens gammel-jords kreationister bliver mødt med undren omkring, at der er en modsætning imellem Guds væsen og den tilfældighed, der er grundforudsætningen for evolutionsteorien.

Herefter kritiseres begrebet ”ikke-reducerbar kompleksitet” som blev introduceret af Michael Behe i 1996. Den primære diskussion er her, om en række enzymer eller enzymsystemer kan introduceres trinvist eller alle dele skal være fuldt fungerende fra start, for at den naturlige selektion har noget at virke på. Ifølge forfatteren kan dele af f.eks. bakterieflagellen, som Behe siger er et eksempel på et ”ikke-reducerbart komplekst” system, genfindes i andre bakterielle systemer og det derfor ikke er et ”ikke-reducerbart komplekst” system.

Jeg skal blank erkende, at jeg ikke kender de omtalte T3SS proteiner, som beskrives i bogen, men bogens formulering, at ”dens proteinbestanddele muligvis [kan] have haft andre funktioner” (s. 48) viser, for mig at se, at vi her nok stadig er på tynd is.

Endelig konkluderes det, at ”ikke-reducerbart kompleksitet” ”ikke inviterer … til ny forskning og nye opdagelser. Det leder blot til, at videnskaben må fortsætte med at gøre præcis, som den hidtil har gjort” (s. 51), underforstået, at forskningen, som synes at støtte evolutionsteorien, derimod udvikler sig.

Jeg mener ganske enkelt ikke, at det kan opstilles sådan, at den som tror på evolutionsteorien laver god forskning, og dem som ikke tror på intelligent design, laver dårlig videnskab. Når forfatteren afsluttende i kapitel 3 siger: ”Design-hypotesen synes ikke at drive videnskaben videre” og vi derfor skal fortsætte ”forskningen i naturlige mekanismer, som vi hidtil har gjort” (s. 57), er udfordringen den, som jeg har prøvet at angive ovenfor.

For det første: Jeg mener ikke, at ID er en naturvidenskabelig teori, lige så vel som evolutionsteorien ikke er det, for ingen af teorierne kan testes, som vi normalt tester naturvidenskabelige teorier.

For det andet, så skal vi netop fortsætte forskningen i naturvidenskabelige mekanismer, som er i vores Gud-givne natur og krop, men det siger os ikke nødvendigvis noget om, hvordan Gud har skabt det. Det er naturvidenskaben slet ikke i stand til.

Munk skriver: ”Evolution er design” (s. 59). Det et flot statement, men jeg har svært ved at skrive under på det, da evolutionen som teori forudsætter tilfældighed, mens design forudsætter hensigt. Og det er nok her grundudfordringen egentlig befinder sig.

Derfor er det svært for mig at nikke til udsagnet ”Darwinismen ses som et smukt og tiltalende vidnesbyrd om den Gud, som vi kender igennem Jesus Kristus.” Selvfølgelig skabte (og skaber) Gud suverænt uden at spørge mennesker om, hvordan han skulle gøre det. Men at han som Designeren skulle gøre dette via biologiske mekanismer baseret på tilfældigheder, har jeg svært ved at forstå. Jeg var der ikke, så hvordan det er sket, ved jeg heller ikke, jeg kan bare se, at vi (endnu) ikke har en god forklaring, som kan testes naturvidenskabelig – og det får vi nok heller ikke.

Jeg vil sige tak for muligheden for at læse Jacob Munks bog. For det er en svær samtale som kræver gode overvejelser – om end jeg ikke deler Munks konklusioner.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook