Q&A 2: LæsBibelen

Hvis du har kastet dig over #LæsBibelen, så støder du sikkert jævnligt på passager, du undrer dig over. Hvad betyder det vers? Hvordan hænger det der sammen?

Hvis du skriver til os på de sociale medier (fx i kommentarsporet på vores delinger eller som en privatbesked til vores SoMe-sider) eller via formularen på denne side, så samler vi med jævne mellemrum op på spørgsmålene i en Q&A-serie. Så stil frimodigt dine spørgsmål! (Spørgsmålene anonymiseres selvfølgeligt, når de besvares på TilLiv.dk.).

Du kan se den første Q&A artikel her.

I løbet af februar og begyndelsen af marts måned har vi fået følgende spørgsmål, som jeg vil forsøge at svare på.

Spørgsmål:

  • Jeg undrer mig over 2. Mos 4,24-26, hvor Gud vil slå Moses ihjel? Hvad går det lige ud på og hvad betyder blodbrudgom?

Teksten er på mange måder mærkelig, men skal læses i den større sammenhæng. Da Gud kalder Abraham og lover ham at han skal blive et stort folk, er tegnet på den pagt som er mellem Gud og dette specifikke folk, omskærelsen (1 Mos 17). Moses har ikke omskåret sin søn og dermed har han egentlig signaleret, at han ikke ønskede at være en del af Guds folk. Moses er kaldet til at føre folket ud, men har ikke selv ladet sin søn få pagtstegnet! Derfor straffer Gud ham. Omskærelsen finder også sted i Josva 5,2 inden Israel skal indtage Kanaan. Det er tegnet på, at nu tilhører man Herren og hans folk. Det er det samme, der er på spil i 2 Mos 4.

Selve ordet blodbrudgom bruges ikke andre steder i GT, og det er derfor svært at afgøre, hvad der menes med det. Flere steder i GT sammenlignes Gud og Israel med en ægtemand og hustru; måske kan det være det, der er i tankerne; at det ”ægteskab” der er mellem Gud og hans folk er indstiftet af omskærelsens blod. Men det er mere spekulativt, for vi får ikke noget direkte at vide i teksten om det. Men det er altså et bud.

Jeg har et andet sted skrevet et mere reflekterende indlæg om den samme tekst: https://www.tilliv.dk/en-grotesk-tekst-og-kristus/

  • 2 Mos 20: Nogle taler om at der er 10 bud, andre taler om 10 ord. Hvad er forklaringen på det?

Traditionelt har man i kirken talt om de ti bud. Der er lidt forskellige måder at inddele dem på, hvor den største forskel er mellem den reformerte og den lutherske kirke.

(De reformerte regner med billedforbuddet som det andet bud, mens det i den lutherske kirke er misbrugen af Guds navn. For at få ti bud, deles buddet om ikke at begære i to i den lutherske tradition).

I jødisk tradition har ikke talt om de ti bud, men om de ti ord, fordi det egentlig ikke indledes med et bud, men en konstatering af, hvad Gud har gjort for Israel. Dermed bliver inddelingen sådan:

  • Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten
  • Du må ikke have andre guder end mig
  • Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn
  • Husk sabbatsdagen og hold den hellig
  • Ær din far og din mor
  • Du må ikke begå drab
  • Du må ikke bryde et ægteskab
  • Du må ikke stjæle
  • Du må ikke vidne falsk mod din næste
  • Du må ikke begære din næstes hus

Her får de første fem bud Gud i fokus, mens de sidste fem har næsten i fokus. På mange måder er det en logisk inddeling, og signalerer også, at overholdelsen af buddene har sit udgangspunkt i Guds nåde – ikke lovoverholdelse.

I den lutherske bekendelse (Luthers lille katekismus) følger man den traditionelle inddeling fra kirkens tradition. Det er for mig at se, ikke noget problem, da Luther samtidig gjorde klart, at moseloven ikke gælder for kristne i dag, medmindre noget bekræftes af NT. I udgangspunktet bekræfter NT alle de ti bud – med undtagelse af sabbatten og billedforbuddet. De kultiske bestemmelser gælder ikke længere for kristne (tempelregler, samfundsregler osv.), men den grundlæggende etik om adfærden overfor næsten bekræftes stadig.

Derfor er de ti bud en god opsummering af NT´s etik stadig de ti bud. Af pædagogiske årsager kan det dog give rigtig god mening at tale om de ti ord ligesom jøderne.

  • Hvordan kan det være, at nogle som har gjort store undere i Jesu eget navn, ikke bliver frelst på dommens dag (Matt 7,21-23)? Hvordan man kan gøre de ting uden at kende Jesus?

Hovedpointen er, at Gud godt kan handle gennem mennesker, uden at de kender ham i virkelig forstand, og at det ikke i sig selv frelser, at Gud har brugt en. Den gruppe Jesus taler om, er mennesker der går fortabt på dommens dag. Der er to vigtige aspekter:

For det første taler NT om, at Satan – gennem mennesker – kan gøre ”løgnetegn” og ”løgneundere” (2 Thess 2,9). Det betyder, at der faktisk kan ske f.eks. reelle helbredelser uden at den der gør det, kommer fra Gud. Når man skal vurdere en kirkelig bevægelse, kan vi altså aldrig nøjes med at se på om der sker helbredelser mm., men vi må se på, hvad der bliver forkyndt om Jesus. Er det sandt og godt? Og i forlængelse af teksten; hvad er frugterne – lever mennesker i overensstemmelse med Jesu undervisning i bjergprædikenen?

På den anden side kan Gud godt handle gennem mennesker, der egentlig ikke er frelste. Når et menneske kommer til tro, er der tale om en åndelig dødeopvækkelse siger NT, som reelt er voldsomt under. Det under kan man godt ”udføre” uden selv at være frelst!

Paulus skriver et sted: ” Nogle prædiker ganske vist Kristus af misundelse og lyst til kiv, men andre gør det af god vilje, og de gør det af kærlighed, da de ved, at jeg er sat til at forsvare evangeliet; men de andre forkynder Kristus for at hævde sig selv og ikke med rene motiver, for de tror, at de kan føje ny trængsel til mine lænker. Men hvad! Kristus bliver i alle tilfælde forkyndt, hvad enten det er på skrømt eller oprigtigt, og det glæder jeg mig over.” (Fil 1,15-18). Det kan han kun sige, fordi mennesker stadigvæk kommer til tro, selvom forkynderne ikke er oprigtige.

Vi kan altså aldrig konstatere; og det er Jesu pointe med formaningen; at bare fordi jeg var med i kristent arbejde, var forkynder, prøvede at bede og derefter oplevede en helbredelse, at så er jeg frelst. Vi må derimod leve i et opgjort forhold til Jesus (Se Matt 7,15-20), hvor vi bekender vores synd. Problemet med de falske profeter er, at de lever i synd, men ikke vil erkende det, og derfor hjælper deres tjeneste for Gud ikke, uanset hvor succesrig den så har været.

  • I Matt 9,14-17 fortæller Jesus om, hvorfor hans disciple ikke faster, men Johannes’ disciple gør. Jesus laver to sammenligninger i den forbindelse, som jeg ikke kan koble til det med faste. Hvordan skal vi forstå Jesu svar – Særligt de to billeder, han kommer med?

Jesus er faktisk ret radikal: igen og igen i GT bliver Gud sammenlignet med en ægtemand og Israel med hustruen. Og nu kommer Jesus med en subtil hentydning: brudgommen er kommet i form af Jesus! Det betyder, at lige nu, mens Jesus er på jorden, skal disciplene ikke faste. Efter han er faret til himmels, kan de så faste igen.

Derefter komme han med to lignelser. Pointen med Jesu to lignelser er, at en nt tid kræver en ny tilgang. De gamle lædersække og den gamle kappe repræsenterer den gamle pagts tid – den passer ikke sammen med den nye tid, hvor Guds rige er brudt igennem med Jesus. Nu er der nemlig ”ny vin” og ”nye lapper”, og de passer ikke sammen med den gamle pagts regler og forskrifter. De kræver en hel ny tilgang til fasten.

Det er godt at kristne faster (i ventetiden frem til Jesu genkomst), men vi er ikke længere bundet til GT´s forskrifter om hvordan det skal foregå. Det er pointen med de to lignelser.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook