Sådan bruger jeg Tilliv.dk’s bibellæseplan

Tilla, Jonathan og Lene har det til fælles, at de alle bruger TilLivs bibellæseplan for 2021. Læs her hvordan de bruger den, og hvad det giver dem. Forhåbentlig bliver det inspiration og opmuntring for dig.

Vi har på redaktionen talt med tre forskellige kristne, der alle benytter sig af Tilliv.dk’s bibellæseplan. Læs hvordan de hver især holder andagt og bruger bibellæseplanen som hjælp til det.

Tilla Abelskov, 25 år, København, studerer pædagogik

Jeg har siden januar brugt Tillivs læseplan ’Læs Bibelen’. Jeg har valgt at dele bibelplanen op, så jeg læser hele Bibelen over to år, fordi jeg ved, at det på den måde er et realistisk mål. Jeg er glad for, at jeg gennem Tillivs læseplan både får læst i Det Nye og Det Gamle Testamente hver dag.

For mig har det været vigtigt at få en struktur på min bibellæsning, så det bliver en god vane og ikke et spørgsmål om tid, lyst eller humør. Et godt råd, som stod i bibellæseplanen, er at læse, selvom man er træt. Det kan lyde simpelt, men jeg synes, det er en god ting at blive mindet om, da det førhen også har været en af grundene til, at jeg selv droppede bibellæsningen.

Jeg læser i Bibelen hver aften, inden jeg lægger mig til at sove. Her læser jeg dagens to bibelstykker og skriver de spørgsmål til bibelteksten ned, der eventuelt er opstået, beder en aftenbøn og lægger mig til at sove.

Jonathan Oehlenschläger Rasmussen, 21 år, København, KFS-volontør Østdanmark

Bible and Breakfast. Sådan har jeg kaldt et koncept, som jeg har haft kørende on/off de sidste par år: Jeg læser en-to kapitler, ofte fra Salmernes Bog eller Ny Testamente, mens jeg fortærer mine morgenhavregryn. Konceptet har fungeret godt og er en nem måde at få et skud bibel ind i sin hverdag. En udfordring for mig har dog været, at både mine Bible and Breakfast-seancer og den andagtstid, jeg ellers har haft i løbet af dagen, har været meget præget af de samme tekster: Salme 103, Johannes 1, Romerbrevet 8 og nogle håndfulde mere.

Her i år har jeg så besluttet at gå i gang med TilLivs bibellæsningsprojekt om at læse igennem Bibelen på et år. Ærligt talt synes jeg faktisk, at det har været lidt udfordrende. Især 3. Mosebog har været svær at komme igennem, og jeg har været bagud i forhold til læseplanen. Samtidig har det også givet mig rigtigt meget. Det har hjulpet mig til af få øjnene op for nogle sider af Gud og hans ord, som jeg ikke har beskæftiget mig så meget med. Og så har jeg det hjulpet mig til at få overblik og se sammenhænge både på tværs af og internt i bøgerne i Bibelen. Det har artiklerne på hjemmesiden også været en god hjælp til.

På et tidspunkt var der en artikel om 2. Mosebog, som opsummerede bogen i en ret fed one-liner: Første del handler om at få Israel ud af Egypten, anden del om at få Egypten ud af Israel. Det gav mig meget at læse 2. Mosebog i det lys. Det har også været kæmpe optur for mig at læse i 1. Korintherbrev, at vi er helliget ved Jesus og kaldet til hellighed, samtidig med at jeg i 3. Mosebog læser om, at Gud helliger Israel og kalder dem til hellighed. Og at læse om Abraham i Galaterbrevet, samtidig med at jeg læser om ham i 1. Mosebog. Det er altså ret godt skruet sammen, at de bibelske bøger spiller bold op ad hinanden og hænger sammen – og det har hjulpet mig til (igen) at se og begejstres over Guds store historie med verden og med mig. Og begejstres over, at han i Bibelen har givet mig indblik i den.

Lene Wind, 53 år, bor i Farup ved Ribe, afdelingsleder

Hvad læser du for tiden? Hvilken bog har du liggende på dit natbord? Disse spørgsmål bliver ofte stillet, hvis man skal vide lidt om den person man sidder overfor i et selskab.

Spørgsmålene fik mig sidste år til at reflektere over, hvilken bog jeg skulle gå i krig med i det kommende år. Samtidig med disse tanker fik jeg Tilliv.dk´s bibellæseplan i hånden, og helt klicheagtig besluttede jeg mig for et nytårsforsæt gående ud på at jeg ville læse hele Bibelen i løbet af 2021.

Derfor var det oplagt at benytte bibellæseplanen fra Tilliv.dk, og det har været en stor hjælp for mig. Det fungerer bedst for mig, at jeg læser de fire forskellige tekster om morgenen. Jeg har tidligere være morgenbader, men på grund af corona er svømmehallen lukket, så nu er min svømmetime byttet ud med en læsetime.

Jeg sidder ved mit køkkenbord og bruger ca. 20 minutter på at læse og bede, før resten af huset vågner. Jeg har stor glæde af den plan, der er lagt for at komme igennem de forskellige bøger i Bibelen. For det meste synes jeg, at der er en god sammenhæng mellem de forskellige afsnit, man læser. Det giver et helt andet overblik end andre måder at læse på, og jeg opdager mange sammenhænge mellem Det Nye og Det Gamle Testamente, som jeg ikke før har bemærket.

Selv har jeg ikke benyttet mig så meget af de ressourcer, der bliver lagt op på Tilliv.dk, som matcher bibellæseplanen. Dog har jeg brugt det i forbindelse med læsning af Mosebøgerne, hvor jeg har læst nogle af de spørgsmål/svar, der blev udgivet. Det har været meget interessant.

At få lov til at læse Bibelen og opleve at Guds ord er levende og aktuelt ind i min hverdag, er en velsignelse. Nogle dage er udbyttet ikke særligt stort, men tit er der sætninger eller ord som på en særlig måde sætter tanker i gang og giver aftryk på samtaler i min hverdag.

Jeg kan absolut anbefale at følge en bibellæseplan og har en forventning om at jeg kan holde mit nytårsforsæt hele 2021.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler