Udfordring til et helligt liv

Det kristne liv er en stadig hvile i evangeliet og samtidig en daglig øvelse i kærlighed og gode gerninger, og denne øvelse eller kamp afspejler kampen mellem Gud og Satan. Om Luthersk dynamik mellem retfærdiggørelse og helliggørelse.

Her ved afslutningen af Luthers 500 års jubilæum kan den store reformators fokus på den uforskyldte nåde godt vække lidt ambivalente følelser.

På den ene side uendelig stor taknemmelighed og glæde over hans store genopdagelse: At Guds retfærdighed ikke er noget, vi skal gøre os fortjent til gennem et fuldkomment liv, men derimod Guds betingelsesløse gave til syndere, der beder ham om nåde og tilgivelse.

Og på den anden side nærmest en ligegyldighed og mæthed, når evangeliet bliver reduceret til en livløs ligning: Jesus + tro = frelse.

Luther blev kritiseret for at isolere retfærdiggørelsen i troslæren, og man har spydigt sagt, at en lutheraner er en person med store ører og små hænder og fødder. Spørgsmålet er imidlertid, om denne karikatur ikke passer bedre på Luthers efterfølgere – heriblandt os! – end på ham selv?

Nok var retfærdiggørelsen af tro for Luther ”en artikel, hvormed kirken står og falder,” og man kan derfor med rette sige, at det var evangeliet, han helt afgørende valgte at prioritere. Men det er overraskende, i hvor høj grad Luther netop ikke isolerer retfærdiggørelsen, men også er stærkt optaget af troens konsekvenser i form af helliggørelsen – eller med et andet ord: efterfølgelsen.

Troen skaber frugter

Forholdet mellem retfærdiggørelse og helliggørelse blev formuleret i Den augsburgske bekendelse (Confessio Augustana), som jo i øvrigt er et af folkekirkens to lutherske bekendelsesskrifter (sammen med Luthers lille katekismus). Her hedder det i den centrale artikel 4 om retfærdiggørelsen:

”Ligeledes lærer de (altså de lutherske menigheder), at menneskene ikke kan retfærdiggøres over for Gud ved egne kræfter, fortjenester eller gerninger, men at de retfærdiggøres uforskyldt for Kristi skyld ved troen, når de tror, at de tages til nåde, og at synderne forlades for Kristi skyld, han som ved sin død har gjort fyldest for vore synder. Denne tro tilregner Gud som retfærdighed for sig (Rom 3 og 4).”

Og i artikel 6 om den nye lydighed:

”Ligeledes lærer de, at den tro bør bære gode frugter, og at den må gøre gode gerninger, påbudt af Gud, på grund af Guds vilje, ikke for at vi skal stole på ved de gerninger at fortjene retfærdiggørelse for Gud. For syndernes forladelse og retfærdiggørelsen gribes ved troen, således som også Kristi stemme bevidner: ’Når I har gjort alt dette, skal I sige: vi er unyttige tjenere.’ …”

To vinkler på retfærdiggørelsen

I dogmatikken taler man om den forensiske (juridiske) retfærdiggørelse. Det er den, der omtales i Augustana artikel 4. Her skal vi forestille os, at vi er i en retssal, hvor Gud er dommeren, der erklærer (dømmer) det syndige menneske for ikke bare skyldfri, men fuldkommen for Jesu skyld.

Denne retfærdiggørelse bygger alene på Kristus og finder sted hos Gud. Den er punktuel: I samme øjeblik jeg tror på Jesus, ser han mig som fuldkommen retfærdig, uanset hvor ”retfærdigt” mit liv former sig. Det er langfredagsperspektivet, det objektive. Jeg er i Kristus.

Dernæst taler man om den effektive retfærdiggørelse. Det er den, der sker i mennesket, når Gud selv flytter ind og tager bolig i os og er årsag til konkrete forandringer, hvor den nye hellighed vokser frem i den kristne. Det er påskemorgenperspektivet, det subjektive, det genfødte livs fornyelse og vækst med gode gerninger. Kristus er i mig.

Troen forvandler os

Når vi taler om den vigtige skelnen mellem lov og evangelium, så handler det blandt andet om at skelne mellem troen og troens konsekvenser, mellem retfærdiggørelsen og helliggørelsen – eller med andre ord mellem den forensiske og den effektive retfærdiggørelse. Det er med til at stille skarpt på frelsen som Guds værk alene. Det har vi i høj grad lært af Luther.

Men Luther taler også meget om dynamikken mellem de to begreber, og det tror jeg er et område, vi har forsømt. Hør fx, hvad han skriver i fortalen til Romerbrevet:

”Tro derimod, er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os ud af Gud (Joh 1,13). Den døder den gamle Adam og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker. Den bringer Helligånden med sig. Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt.”

Ja, man må lige glippe med øjnene og tjekke en ekstra gang: Men det er Luther og ikke en moderne karismatiker, der har sagt disse ord. Denne tænkning rokker ikke det mindste ved, at frelsen er Guds værk alene, men den sætter fokus på, at retfærdiggørelse ikke er en død ligning, men et levende liv i et dynamisk fællesskab med vores opstandne Herre og frelser.

Luther gjorde op med den katolske teologi, hvor retfærdiggørelse og helliggørelse flød sammen, men det betød så langt fra, at han smed helliggørelsen ud. Hos Luther vokser helliggørelsen organisk og dynamisk ud af retfærdiggørelsen.

Den tilregnede retfærdighed føder retfærdigt liv

Det kommer fx også stærkt til udtryk i prædikenen Om den dobbelte retfærdighed. 1Kan fx læses i Luther stærke sager, Lohse 2017

Her taler Luther om to slags retfærdighed:

”Den første er den fremmede, som er indgydt udefra. Det er den retfærdighed, hvormed Kristus er retfærdig og retfærdiggør gennem troen … Ved tro på Kristus bliver altså Kristi retfærdighed vor retfærdighed, og alle ting, som er hans, ja han selv med, bliver vor … Dette er den ubegrænsede retfærdighed, som på et øjeblik opsluger alle synder, fordi det er umuligst, at synd hænger ved Kristus; og enhver, som tror på Kristus, hænger ved Kristus og er ét med Kristus, idet han har den samme retfærdighed som ham.”

”Den anden retfærdighed er vor egen, ikke fordi vi alene udøver den, men fordi vi samvirker med den første og fremmede retfærdighed. Dette er den gode vandring i gode gerninger. Den består for det første, i forhold til en selv, i dødelsen af kødet og korsfæstelsen af begæringerne, som det hedder i Gal 5,24. For det andet viser den anden retfærdighed sig, i forhold til næsten, i kærlighed, og for det tredje, i forhold til Gud, i ydmyghed og gudsfrygt (Tit 2,12) …”

Luther siger om denne anden retfærdighed, at den er den første retfærdigheds ”værk og frugt og en følge af den” – og videre:

”Denne anden retfærdighed fuldender den første, fordi den altid virker, at Adam tilintetgøres, og syndens legeme nedbrydes: derfor hader han sig selv og elsker sin næste, og søger ikke sit eget, men hvad der tjener næsten, og i dette består hele hans færd. Thi i dette, at det åndelige menneske hader sig selv og ikke søger sit eget, udvirker han hos sig korsfæstelse af kødet, og at han søger, hvad der tjener næsten, udvirker kærligheden, og således gør han ved begge dele Guds vilje, idet han lever mådeholdent over for sig selv, retfærdigt over for næsten og fromt over for Gud. ”

Retfærdiggørelsen påbegynder en helbredelsesproces

På tilsvarende måde bruger Luther også flere steder – for eksempel i sin romerbrevsforelæsning – billedet af lægen og den syge og knytter til ved lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Jesus frelser os, lige som den barmhjertige samaritaner reddede den halvdøde, hjælpeløse mand på vejen. Men manden blev ikke helt rask på én gang, men måtte gennemgå en helbredelsesproces i herberget, vel at mærke på samaritanerens regning.

Den kristne, der har fået syndernes forladelse, bliver ikke pludselig befriet for synden og dens virkninger i sit liv, men Jesus sætter en helbredelsesproces i gang i form af troens livsforvandlende magt. Retfærdiggørelsen er en punktuel handling, men den sætter også gang i en proces. Den er både reputativ (tilregnet) og sanitiv (helbredende).

Det er Gud, der handler, men set fra den kristnes synsvinkel er det også en kamp imod gamle Adam og for kærligheden til medmennesket og for Gudsfrygt. Det kristne menneske er ikke bare en passiv kampplads for kampen mellem Gud og Satan, men er personligt selv en del af kampen.

Den danske teolog Svend Lerfeldt skrev i 1949 en doktordisputats om disse spørgsmål og kaldte den for ”Den kristnes kamp – mortificatio carnis (kødets dødelse)”. Han stiller problemstillingen hos Luther op med nogle retoriske spørgsmål:

”Er retfærdiggørelse af tro noget skjult, der kun ejes i håbet, noget hinsidigt, eller rummer retfærdiggørelsen også noget dennesidigt? Er kristenlivet identisk med at høre ordet fra Gud, eller rummer det en kamp af en langt mere omfattende karakter?”

Lad os kalde det helliggørelse …

Men bliver lov og evangelium, tro og gerninger ikke derved filtret håbløst sammen med denne sprogbrug? Bliver fokus ikke flyttet fra, hvad Jesus har gjort, og til, hvad jeg skal gøre? Bliver det ikke uklart, at mit eneste håb på dommens dag er Jesu retfærdighed?

Nej, siger Luther, for det er netop Jesus, der samler det hele. Han er den, der tilregner os sin retfærdighed, han er den, der ved ordet har taget bolig i vores hjerter, og han er den, der sætter troens frugt i vores liv. Som Guds børn er vi forenet med Kristus. Vores dybe relation til ham er som brud og brudgom. Derfor er den kristnes retfærdighed helt og holdent en fremmed retfærdighed, nemlig Jesu retfærdighed.

Det er fortsat troen som en Guds gave, der gør den helt afgørende forskel. Troen alene! sagde Luther, men samtidig også: Troen er ikke alene. Den fører noget med sig.

”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, noget nyt er blevet til” (2 Kor 5,17).

”For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, der er virksom i kærlighed” (Gal 5,8).

Luthers tale om den dobbelte retfærdighed er dynamisk på en meget udfordrende måde. Alligevel foretrækker jeg af både pædagogiske og sjælesørgeriske grunde at bruge den traditionelle betegnelse helliggørelse om det, Luther kalder for ”den anden retfærdighed, vor egen retfærdighed”. Dermed undgår vi at skulle jonglere med to slags retfærdigheder.

Retfærdiggørelse bliver derfor alene at forstå som Guds erklærede og tilsagte retfærdighed, som alene modtages i tro. Det er Jesu retfærdighed, som alene er min trøst og frimodighed med tanke på dommens dag og ikke de frugter, som troen på Jesus har sat i mit liv.

Men samtidig er det helt afgørende, at vi ikke mister Luthers pointe om den intime dynamik mellem retfærdiggørelsen og helliggørelsen.

Helliggørelsen vokser organisk ud af retfærdiggørelsen og er i en vis forstand en del af den. Helliggørelsen er en levende proces, hvor Kristi død og opstandelse på en måde gentager sig i Guds børn. Ånden og nåden vokser, mens det gamle menneskes magt må aftage.

Gud ligedanner os med Kristus og bruger os som sine værktøjer. Helliggørelsen er den skjulte, men nærværende Kristus, der er virksom i hjertet. Derfor skal der forkyndes om både retfærdiggørelse og helliggørelse.

Dynamik mellem hvile og kamp

For Luther er det kristne liv en stadig hvile i evangeliet og samtidig en daglig øvelse i kærlighed og gode gerninger, og denne øvelse eller kamp afspejler kampen mellem Gud og Satan.

Livet igennem forkyndte han utrætteligt det fuldstændig frie evangelium om Guds retfærdighed som en gave til fortabte syndere. Og samtidig understregede han, at det kristne liv må leves i kærlighed til medmennesket. Det udfoldes blandt andet i hans forklaringer til De ti bud i katekismerne og i hans lære om at tjene Gud i kald og stand i dagliglivets ordninger.

Denne balance har det altid været vanskeligt for den lutherske kirke at finde. I dag er det os, der udfordres til at finde balancen og dynamikken mellem retfærdiggørelse og helliggørelse, mellem hvilen og kampen. Men i begge aspekter handler det dybest set netop om Kristus alene:

”Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, for at »den, der er stolt, skal være stolt af Herren,« som der står skrevet” (1 Kor 1,30f).

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Fodnoter:   [ + ]

1. Kan fx læses i Luther stærke sager, Lohse 2017

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler