Bonhoeffer om det kristne fællesskab

En af de meget interessante karakterer fra det forrige århundrede, som jeg har en stor beundring for, er den tyske præst Dietrich Bonhoeffer (1906-1945). Han var tysk præst og blev henrettet af nazisterne i slutningen af anden verdenskrig. Der er skrevet meget om ham, og han blev også skoledannende for forskellige teologiske retninger, der desværre ofte tog hans tanker længere, end han selv formentlig havde ønsket. Det er ikke alt som Bonhoeffer selv stod for, som jeg ønsker at tage med mig, men rigtig meget af det er tankevækkende, provokerende og noget jeg tror, vi har brug for at høre i vores tid….

Hans liv var præget af en offervillighed som få af os kan forestille os selv at skulle opleve.

Den kristne menighed

Samtidig er han, for mig at se, en af dem der skrevet allerklarest om den kristne menighed, og det den skal være præget af. Allerede i en meget ung alder skrev han licentiat afhandling om det kristne fællesskab. (Han indleverede da han bare var bare 21 år!).

Jeg har ikke læst afhandlingen. Men mindre kan formentlig gøre det, og jeg vil derfor komme med en række citater fra en lille bog: Et i Kristus (Credo Forlag, 1981), som jeg har fundet særdeles tankevækkende. Tag dig tid til at spørge dig selv, hvordan du selv tænker om din menighed. Og prøv så at læse de følgende citater…. Langsomt…

I flæng:

Det glemmes let, at fællesskabet med kristne brødre er en gave fra Guds rige, en gave, som hver dag kan blive taget fra os.

Sætter jeg pris på min menighed?

Den, der ser sin broder, skal vide, at han for evigt vil blive forenet med ham i Jesus Kristus.

Den, der vil have mere end det, som Kristus har bragt i stand mellem os, ønsker ikke et kristent fællesskab. Han er ude efter en eller anden slags usædvanlig fællesskabsoplevelse, som han ikke kan få andre steder, han bringer uklare og urene ønsker med ind i det kristne broderskab. Netop dette punkt trues det kristne broderskab […] af den allerstørste fare: den indre forgiftning. Det sker, når kristent broderskab forveksles med en idealforestilling om fromt fællesskab…

Den virkelige menighed

Hvad er det jeg selv, og vi som kristne danskere, ser efter, når vi vælger menighed?

Gud er ikke følelsernes Gud, men sandhedens Gud. Kun det fællesskab, der støder ind i den store skuffelse med alle den ubehagelige og onde fænomener, begynder at være det, som det skal være for Gud, begynder i tro at gribe den forjættelse, som det har fået.

Gud hader drømmeri. Det gør os nemlig stolte og fordringsfulde.

… Er jeg blevet skuffet for nylig? Og dermed givet mig selv en god anledning til at droppe idealerne, og se de mennesker der faktisk er omkring mig?

Vil det derfor ikke netop være utroligt sundt for mig, når jeg skuffes over min broder, for det belærer mig jo grundigt om, at ingen af os på noget tidspunkt kan leve af egne ord og gerninger, men kun af det ene ord og den ene gerning, som i sandhed forbinder os, nemlig syndernes forladelse i Jesus Kristus?

Mennesker i min menighed har brug for min tilgivelse. Ligesom jeg virkelig også har brug for deres…

En udfordring

Bonhoeffers liv, og hans tanker om menigheden, er blevet en ret så markant udfordring til min egen magelige og selvtilfredse tankegang om de mennesker jeg færdes i blandt til daglig. I en tid, hvor selvrealiseringen kører på højeste gear, og hvor jeg er verdens centrum, er det i høj grad en tiltrængt formaning, jeg har brug for at møde igen og igen.

Og så er det paulinsk (Ef 4,1-4a):

“Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik, med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: ét legeme og én ånd”

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook