Byg videre!

Gud ønsker, at vi skal bygge hans rige i verden i dag. Ikke i går eller for 30 år siden men i dag! Og når vi bygger, skal vi ikke blive modløse over, hvor skrøbeligt det forekommer, for virkeligheden er, at de største ting i kirkens historie er sket – og sker – gennem en skrøbelig og magtesløs kirke.

Når man når en vis alder, bliver det efterhånden umuligt at holde nostalgien fra døren. Selvom jeg ikke har ramt fyrre år endnu, så står der allerede for mig en klar idé om, at verden bare var sjovere for 20-25 år siden. Men jeg ved også, at det langt på vej ikke er sandt – at tanken om ”de gode gamle dage” er en af de klassiske bias, som vi mennesker så nemt falder i med begge ben. I dette tilfælde er ”rosy retrospection” vist nok den korrekte betegnelse – altså tendensen til altid at vurdere fortiden mere positivt end den faktisk var.

Men der er alligevel én ting ved ”de gode gamle dage”, som jeg vil påstå, har hold i virkeligheden, og det er, at kirken stod væsentligt stærkere før i tiden. Og ja, det er der jo ikke meget påstand i. Hvis vi går 100-200 år tilbage, er det et empirisk faktum, at den kristne kirke havde væsentlig mere magt i det danske samfund, end tilfældet er i dag. Men selv hvis man ”kun” kigger 20-30 år tilbage i tiden, er der også sket en forandring. I dag virker det næsten forrykt, men man skal ikke mere end 30-35 år tilbage i tiden før kristne med konservative kristne værdier havde ministerposter i den danske regering! I et verdenshistorisk perspektiv tænker jeg ikke, at den kristne kirke i 80’ernes og 90’ernes Danmark stod specielt stærkt, men kirken og kristne havde dog en mere accepteret plads i samfundet end tilfældet er i dag. Konservativ kristendom er i dag tæt på at være et totalt fremmedlegeme i samfundet. Og fremmedlegemer er som bekendt noget, som en krop typisk vil prøve at udstøde. Udfordringen er ikke længere bare, at kirken har mistet sin indflydelse i samfundet, men at den i det hele taget – indflydelse eller ej – er ved at miste sin plads i samfundet. At være konservativ kristen nærmer sig mere og mere at være diskvalificerende for deltagelse i samfundslivet og bestridelse af tillidsposter. I hvert fald hvis man som kristen er åben og ærlig om sine tilbøjeligheder.

Hvad skal vi da gøre? Skal vi lukke os inde i lukkede, trygge miljøer, hvor vi kan være fælles om at mindes de ”gode gamle dage?” Nej! Vi skal fortsætte med at bygge kirke! Vi skal indse, at den situation, vi som kirke er i nu, ikke er en helt ny situation, men at det nærmere er en tilbagevenden til ”normalen”. Kirken blev grundlagt som et fremmedlegeme i samfundet, og som sådan et fremmedlegeme voksede kirken hastigt i de første århundreder. Og mange af de steder i verden, hvor kirken i dag vokser allermest, sker denne vækst netop ud fra en kirke, der eksisterer åbent og frimodigt i samfundet som et fremmedlegeme – som et væsen, der er synligt til stede i samfundet, men samtidig repræsenterer noget, der går stik imod mange af samfundets styrende værdier.

Det er nemt at forfalde til nostalgi, og det er endnu nemmere at lade nostalgien lede til modløshed. Sådan har det altid været. Da de jødiske folk fik lov til at vende hjem til Israel efter en årrække under fangenskab i Babylon, kom de tilbage til et tempel, der lå i ruiner. Salomos storslåede tempel havde været folkets store stolthed, men nu var det intet andet end murbrokker. Gud giver folket besked på at genopbygge templet (Hag 1,3-11), men folket har tilsyneladende svært ved at finde motivationen for dette projekt. De ældste i folket kunne huske templets tidligere herlighed og de yngre havde hørt glorværdige fortællinger om det. Hvordan skulle det nye tempel på nogen måde kunne leve op til det? De kiggede på plantegningen for ”Templet version 2.0” og det var intet forhold til ”de gode gamle dage”. Men midt ind i den modløshed siger Gud sådan her til folket:

”Er der nogen af jer, der er tilbage,
som har set dette hus
i dets tidligere herlighed?
Hvordan er det,
som I nu ser?
Ser det ikke ud
af ingenting?
Men fat mod, Zerubbabel!
siger Herren.
Fat mod, ypperstepræst,
Josva, Josadaks søn!
Fat mod, landets folk!
siger Herren.
Gå i gang, for jeg er med jer,
siger Hærskarers Herre.
Det var den pagt, jeg sluttede med jer,
da I drog ud af Egypten,
og min ånd bliver hos jer.
Frygt ikke!” (Hag 2,3-5)

For mig er dette et stærkt budskab til os i dag, der så nemt forfalder til modløshed over tingenes tilstand og i nostalgi længes efter ”de gode gamle dage”. Gud siger til os, ligesom han sagde det til Israels folk: Fat mod! Byg videre! Bliv ikke modløse over, hvor skrøbeligt og ydmygt jeres byggeri er i forhold til ”gamle dage”. Nej, gå i gang, for jeg er med jer. I skal ikke frygte, for min ånd bliver hos jer. Se ikke tilbage, men se på mig!

Gud ønsker, at vi skal bygge hans rige i verden i dag. Ikke i går eller for 30 år siden men i dag! Og når vi bygger, skal vi ikke blive modløse over, hvor skrøbeligt det forekommer, for virkeligheden er, at de største ting i kirkens historie er sket – og sker – gennem en skrøbelig og magtesløs kirke. Gennem en kirke, der lider under at blive set som et fremmedlegeme i samfundet. Eller som Paulus siger det: ”Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.” (2 Kor 12,10)

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook