De knuste hjerters Gud

Har du prøvet at have et knust hjerte? Gud har!

Uanset hvor stor en kliché, det er, kan vi ikke komme udenom, at hjerte rimer på smerte. Som mennesker er vi udstyret med et yderst velfungerende hjerte, som er helt vildt fantastisk skabt. Det har Gud gjort godt! Men vi oplever også ting, der gør ondt på os. Ting, der skærer os i hjertet. Det kan ligefrem gøre fysisk ondt i brystet, dér, hvor hjertet sidder, når vi oplever noget, der sårer os.

Selvom det rent praktisk ikke er sådan, det fungerer, kan vi tale om, at hjertet bliver knust i svære situationer: Når et kæresteforhold går over, og den ene part står tilbage med en masse uønskede følelser. Når et familiemedlem, en ven eller man selv rammes af uhelbredelig og uforståelig sygdom. Når mennesker fravælger familien eller vender de nærmeste ryggen. Når man oplever mobning og et hårdt studie- eller arbejdsmiljø. Når en kristen bror eller søster falder fra troen. Når en, man elsker, dør. Når man møder afvisning fra de personer, fra hvem man ønsker anerkendelse og accept.

Jeg har tit haft det lidt svært ved at tro på det, når jeg har hørt eller læst folk sige noget i retning af, at “Jesus har også været menneske, så han har oplevet det, du går igennem og ved, hvordan du har det.” Er den midterste del rigtig? Har Jesus nogensinde været i præcis min situation? Måske har vi at gøre med en lidt uheldig formulering. Det kan nok føles decideret provokerende at høre for en person, der lider af en psykisk sygdom, kæmper med barnløshed, ser sine forældre blive skilt eller står i en hvilken som helst anden situation, som vi ikke direkte læser Jesus stå i i Bibelen. Jeg tror ikke, at Jesus i sit korte liv nåede at befinde sig i alle tænkelige menneskelige situationer. Men jeg er overbevist om, at det ikke ændrer på, at han ved, hvordan du har det. Ikke fordi han som menneske selv har prøvet lige præcis det, du går igennem, men fordi han er Gud og kender dit hjerte. Også det knuste hjerte.

På det sidste har jeg haft to sanglinjer på hjernen, der stammer fra den gamle sang “Har du hørt historien” af Thomas Dennis fra ca. 1907. Linjerne lyder: “Det hænder, at hjerterne nu og da kan knuses på livets vej. Det hændte én gang på Golgata: Guds hjerte blev knust for mig.”

Det må være det ultimative knuste hjerte – og det både i fysisk og metaforisk forstand! Gud måtte se til i smerte, mens hans søn led en pinefuld død. Selvom han så let som ingenting kunne stoppe det, lod han være. Hans hjerte blev knust for vor skyld. Han ved om nogen, hvordan det er at have et knust hjerte. Et hjerte, der græder over synden og ondskaben i verden, ligesom vores hjerte mærker konsekvenserne af syndefaldet og af vor egen og andre menneskers synd.

Hvor er det stort, at vi kan komme med vores knuste hjerter til ham, der om nogen kender til smerte. Jeg vil ikke på nogen måde negligere DIN smerte, for vi mennesker er sårbare, og der er en grænse for, hvad vi kan bære. Netop derfor må vi komme til Gud med smerten, fordi han kan holde til at være i den sammen med os. Det er mit håb, at vi bliver bedre til at lade Gud tage over, også når vi ikke har andet at give ham end et fuldstændig smadret, sønderknust hjerte.

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook