Den store programmør

Programmøren har en unik magt over simulationen. Han kan nemlig skabe ud af intet. Han kan kode sol, måne, stjerner, ja, hele galakser frem. Han koder, og så er det der.

Kristne elsker analogier. Vi elsker at forklare troens indhold ved at bruge billeder. Ofte er det gode analogier, men nogle gange er de mindre gode (læs: stort set alle forsøg på at presse læren om treenigheden ned i ét enkelt forståeligt billede).

Noget af det, som kristne ofte har prøvet at forklare gennem en analogi er, hvad det egentlig betyder, at Gud blev menneske. Jeg har flere gange hørt sammenligningen, at vi mennesker er som myrer, og Gud er som et menneske. Han er ufatteligt meget større og klogere, end vi er. Men den store Gud vælger at lade sig føde ind i myretuen som en myre, fordi han elsker myrerne og ønsker at frelse dem. Ok, det er ikke et helt dårligt billede, men det er altså heller ikke helt godt. Det gode ved det er, at det giver lidt en fornemmelse af størrelsesforholdet mellem Gud og mennesker. Ja ja, Gud er selvfølgelig uendeligt større end mennesker, men uendelighed er som bekendt notorisk svært at forklare med billeder, så vi må nøjes med det næstbedste: Gud er mega-super-duper meget større og klogere, end vi er. Men det dårlige ved billedet er, at det giver indtryk af, at Gud lever og befinder sig i samme sfære som vi. Det kan godt være, at der på mange måder er stor forskel på en myre og et menneske, men de har altså også nogle fundamentale ting til fælles. Nogle eksempler: 1. De eksisterer i den samme verden 2. De er fundamentalt set lavet af det samme stof 3. De er begge underlagt ting, der er større end dem selv – f.eks. naturlovene, der styrer både myrernes og menneskenes liv og hverdag. Bare fordi et menneske bliver til en myre, så betyder der ikke, at det menneske pludselig er hævet over naturlovene.

Analogien med myrer/menneske siger noget tilnærmelsesvis brugbart om størrelsesforholdet mellem Gud og mennesker men får alligevel ikke kommunikeret den fundamentale forskel på Gud og mennesker. Og samtidig er det en analogi, der ikke formår at forklare, hvad Gud mennesker faktisk har til fælles. For Bibelen siger, at mennesket ligner Gud. Men en myre ligner bare ikke et menneske særlig meget.

Jeg har hørt mange andre forsøg på at forklare inkarnationens mirakel med en analogi. Ofte blot ved at variere hvilket dyr, vi mennesker bliver sammenlignet med: fisk, lopper, bakterier osv. Men uanset hvad så lider analogierne under de svagheder, jeg har nævnt, og de får ikke rigtig kommunikeret, hvor fuldstændig grænseoverskridende vanvittigt det er, at Gud har ladet sig føde ind i verden som menneske – eller hvor ophøjet en plads mennesket faktisk har i skaberværket, som det eneste væsen, der er skabt i Guds billede.

Der er en anden analogi, som jeg synes er bedre, og det er en analogi, som først for alvor er blevet meningsfuld i de seneste årtier. Det er at sammenligne universet med en stor computersimulation og Gud med programmøren af simulationen. I denne analogi kan man forestille sig, at programmøren skaber mange forskellige væsener, men at ét af disse væsener er noget særligt. Det er nemlig programmeret til at ligne programmøren selv. Til at kunne ræsonnere, føle, beslutte, og ikke bare følge sine programmerede instinkter. Men mere end det. Disse særlige væsener er skabt til at erkende, at de er skabt med formål og hensigt, til at erkende, at der er en programmør uden for deres verden, der har høje tanker om dem og ønsker at interagere med dem. Med andre ord: disse helt særlige væsener er skabt af programmøren for at de skal kunne rejse sig over deres eksistensform og relatere sig til deres skaber.

Men selvom disse væsener ligner programmøren på afgørende måder, og er skabt med så særligt et formål, så er der nogle helt afgørende forskelle mellem skabningerne og deres skaber. Den største er, at de eksisterer i to vidt forskellige sfærer og de er ikke lavet af det samme ”stof”. Væsenerne i simulationen er kodet frem, men programmøren eksisterer uden kodning. Til gengæld er det programmøren, der ”bærer” den simulerede verden, og alle væsenerne i den, ved sit kodesprog. Programmøren har en unik magt over simulationen. Han kan nemlig skabe ud af intet. Han kan kode sol, måne, stjerner, ja, hele galakser frem. Han koder, og så er det der. Han har al magt ved sit kodesprog. De skabte væsener, selv de med den helt særlige plads i simulationen, er underlagt den simulerede verden med dens naturlove, som de ikke kan manipulere med. Programmøren derimod har ikke brug for at ”manipulere” simulationens love. Han ejer lovene. Han har selv talt dem frem.

Og så er det, at vi er nået frem til inkarnationens mirakel. Hvad betyder det, at Gud blev menneske? Betyder det, at han ”skrumpede” sig selv ned til vores størrelse, som når et menneske forvandler sig til en myre? Nej, det er meget mere grænsesprængende end det! Det er nærmere, som at programmøren uploader sig selv til sin egen simulation. Han skrumper ikke bare sig selv, nej, han udskifter grundlæggende sin eksistensform. Han gør sig selv til en kodet skabning og træder som sådan ind i simulationen for at redde sine elskede skabninger, der er kommet frygteligt på afveje – for at de kan få den relation til deres skaber, som de er skabt til. Men bare fordi han er trådt ind i sin egen simulation, så holder han ikke op med at være programmøren. Han holder ikke op med at kende sit skaberværk ud og ind. Han kan stadig se kodesproget ”bag” den ydre verden og har magten til at skabe ved det selvsamme kodesprog.

På den måde kan man sammenligne Gud med den store programmør. Han har talt universet frem ved sit ord, og han har al magt i universet ved det samme ord. Han lod sig føde ind i denne verden, han udskiftede sin eksistensform, for at få fællesskab med dig, ja for at dø for dig, hans skabning. Og han ønsker lige nu, at du skal se, at du er skabt med et helt særligt formål, nemlig til at kende og elske universets skaber, som du er skabt til at ligne, og til, når du dør, at blive forenet med ham på en måde, der overgår al menneskelig forstand.

Er det en perfekt analogi? Nej, selvfølgelig ikke. Universet eksisterer ikke på en server i Himmelens kælder, og Guds skaberord er ikke i virkeligheden en række nuller og ettaller. Men for mig er det en bedre analogi end de fleste andre.

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler