Den usynlige fjende

Vi er i krig mod en usynlig fjende. Corona kan angribe vores krop, men Djævlen kan angribe vores sjæl.

Man kan ikke se coronavirus. Nogle har også sagt, at verden nu er i krig mod en usynlig fjende. Men man kan se symptomer på virussen. Og hver dag i nyhederne kan vi følge konsekvenserne af den.

Altså, der er bare så mange paralleller til den åndelige verden, at det er svært ikke at filosofere lidt over det.

Jeg tror på en usynlig Gud

Som kristen er jeg vant til at beskæftige mig med det usynlige. Jeg tror på en usynlig Gud! Og er i nogle menneskers øjne fuldstændig til grin på grund af det. Men man kan heller ikke se vinden. Alligevel er de samme mennesker overbeviste om, at vinden findes. Fordi man kan se konsekvenserne af den.

Især i begyndelsen af corona-krisen var der en del, der ikke tog myndighedernes anbefalinger alvorligt. Der var jo ingen fare at se! Og på det tidspunkt ikke så mange fortællinger om konsekvenser. Fortællingerne er blevet flere, så det meste af Danmark tror på det nu – selvom vi ikke alle har oplevet hverken symptomer eller konsekvenser på tæt hold.

Vi tror på en usynlig virus

Men vi tror på, at coronavirus findes, fordi statsministeren siger det og på grund af vidnesbyrd fra dem, der har oplevet den på egen krop. Derfor vil vi også gerne beskytte os mod den. Så vi spritter af og holder afstand.

Det er ikke helt det samme med kristendom. Selvom der op gennem historien er masser, der har vidnet om, at Gud findes og virker, så kan vi ikke på samme måde fremlægge skræmmende beviser på konsekvensen ved at ignorere Gud.

Kristne tror på en usynlig sjælefjende

Men når vi tror på Gud, så ved vi også, at vi har en usynlig fjende. En fjende, der sniger sig ind i vores sind, som coronavirus sniger sig ind i vores krop. Vi tror, at Djævelen findes, fordi Gud siger det, og fordi vi (desværre) oplever, at nogle, der engang kaldte sig kristne, har vendt Gud ryggen igen.

Hvorfor falder kristne fra troen? En årsag kan være, at Djævlen får bildt dem ind, at de har et presserende behov for at leve som flertallet af mennesker her og nu – og at konsekvenserne jo har lange udsigter, hvis de overhovedet er reelle. Præcis som vi ser det lige nu med corona: Nogle er begyndt at sløse med afstandskravet, fordi de føler, at de bare MÅ være tæt på nogen. Nu!

Tror du på Jesus som din frelser nu? Så står du også i risiko for at blive snigløbet af Djævelen og miste dit evige liv! Men ligesom der findes måder at undgå coronasmitte, findes der også våben i kampen mod Djævlen, vores usynlige fjende.

Guds fulde rustning er vores håndsprit

Her hjælper det (naturligvis) ikke at vaske hænder og holde afstand fra mennesker, men vi må tage imod Guds fulde rustning,1Jeg har skrevet en uddybende artikel om rustningen andetssteds her på siden, følg linket: https://www.tilliv.dk/artikel/guds-fulde-rustning/ som den står beskrevet i Efeserbrevet kapitel 6. Vi kan beskytte os mod Djævlens snigløb og gloende angreb ved flittigt at gøre brug af bibellæsning, bøn og det kristne fællesskab.

Det sidste er lidt amputeret i denne coronatid, og derfor må vi sætte ekstra ind på bibellæsning og bøn.

Coronavirus angriber (oftest) de svageste hårdest. Dem, der i forvejen har et svagt helbred.

Styrk dit åndelige immunforsvar

Djævlen laver samme nummer. Han angriber dig dér, hvor du er svagest. Hvis du ikke har et solidt ”immunforsvar” af Guds ord, det vil sige:

  • Hvis du ikke jævnligt fordyber dig i Jesu retfærdighed for dig som en brynje, der kan beskytte dit hjerte,
  • hvis du ikke jævnligt løber om bag troens skjold og bekender dine synder,
  • hvis du ikke jævnligt dvæler ved håbet om himlen, så endemålet beskytter dit sind som en hjelm,

… kort sagt, hvis du ikke lever i lyset med dit liv, er du i risikogruppen.

Lev i lyset, opfordrer Jesus os til. Når man er i lyset, kan man nemlig se sin skygge. I åndelig sammenhæng betyder det, at når du jævnligt omgås Guds ord, så kan du se dine svage sider og tage dine forholdsregler. Og du får brug for at iføre dig Guds fulde rustning igen og igen. For den er Guds mægtige styrke.

Godt nok er han stærk, din fjende, men stærkest er dog Gud!


Læs også:

Corona betyder krone
Krisens muligheder
Ind imellem kommer fasten
Gud er i kontrol, selv når han sover
Verden er i veer
Hvad hjertet er fuldt af …

Fodnoter:

1. Jeg har skrevet en uddybende artikel om rustningen andetssteds her på siden, følg linket: https://www.tilliv.dk/artikel/guds-fulde-rustning/

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler