Det allerhelligste

Gud ville mere. Han ville ikke bare være i nærheden, han ville være helt tæt på os. Han ville være i os.

Templet i Jerusalem. Sædet for Guds hellige nærvær. Derinde bag forhænget. I det allerhelligste. Derinde hvor pagtens ark hvilede, og hvor kun ypperstepræsten havde lov til at betræde den hellige grund én eneste gang om året på den store forsoningsdag. Og hvis nogen anden trådte derind på noget andet tidspunkt, ville han miste livet. Det er hellighed og herlighed i højeste potens. En utilnærmelig hellighed. Da Salomos tempel blev indviet, bliver det beskrevet sådan her: “Da Salomo var færdig med at bede, faldt der ild ned fra himlen og fortærede brændofferet og slagtofrene, og Herrens herlighed fyldte templet;  præsterne kunne ikke gå ind i Herrens tempel, fordi Herrens herlighed fyldte Herrens tempel.  Og da alle israelitterne så ilden og Herrens herlighed komme ned over templet, kastede de sig på knæ på brolægningen med ansigtet til jorden og tilbad og takkede Herren med ordene: »Han er god, hans trofasthed varer til evig tid!«”

Sikke en oplevelse. Og sikke en oplevelse det må have været at tage på pilgrimsrejse til Jerusalem og besøge dette tempel. Tænk sig at kunne kigge på den den overdådige, mesterlige bygning og vide, at derinde findes Guds hellige nærvær. Og jeg står her kun få meter derfra.

Men det er nogle få meter for meget. I hvert fald ifølge Gud. Ved at tage bolig i templet var Gud kommet i nærheden af sit folk, og folket havde mulighed for at komme i nærheden af Gud. Men heller ikke mere. Og Gud ville mere. Han ville ikke bare være i nærheden, han ville være helt tæt på os. Han ville være i os. Men synden og ondskaben i os forhindrede dette. På grund af synden i os kunne vi ikke håbe på mere end at komme i nærheden af Gud. Men aldrig helt tæt på.

Men alt det ændrede sig, og det gjorde det, da Gud selv tog straffen vores vores ondskab. Da Jesus døde på korset, blev barrieren mellem Gud og mennesker brudt ned. Derfor er der ikke længere noget tempel, du må gå til, hvis du vil i nærheden af Gud. For ved dåb og tro på Jesus er du det nye tempel: “Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?” (1 Kor 3,16).

Ja, det er faktisk rigtigt. Når du tror på Jesus, så er dit hjerte blevet forvandlet ved Guds nåde til det nye allerhelligste. Til sædet for Gud hellige nærvær. Derfor behøver du heller ikke længere overlade det til en ypperstepræst at træde ind i Guds nærvær på dine vegne. Du er nemlig blevet renset og har nu selv direkte adgang: “Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme” (Hebr 10,19-20).

Det er denne virkelighed, du som kristen bærer på. Du er helliget til at være et tempel for Gud, og som Guds tempel bringer du Guds nærvær ud i verden. Husk på det, når du føler, at du har underskud på frimodighedskontoen. Husk på det, når du bliver angst for andres skæve blikke. Husk på det, når du føler dig unyttig og uværdig. Husk, at du ikke bare er dig selv. Du er bærer af Guds Hellige Ånd.

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler