Det magtesløse menneske og den almægtige Gud

Den nuværende verdenssituation udstiller til fulde menneskets magtesløshed. Vi kommer hurtigt til kort og en lille virus kan sætte verden mere eller mindre i stå! Videnskaben, penge eller menneskelig lykke, som vi normalt sætter vores lid til, kan ikke stille meget op i den nuværende situation. Menneskets selvbillede som verdens magtfulde regenter, må nok omskrives til mere eller mindre afmægtig.

Det der har slået mig mest i disse uger er, hvor lidt der skal til for at stoppe vores hverdag. En verdensomspændende pandemi er selvfølgelig ikke så lidt igen, men alligevel sætter den vores selvbillede i perspektiv. Mennesket som normalt underkaster sig jorden og sender mennesker til månen, er virkelig kommet til kort. Det er klart, at sådan en usynlig virus kan sprede meget frygt og panik. For hvad skal vi klamre os til eller søge trøst hos, hvis vi alle er magtesløse?
Som kristen kan jeg selv rammes af samme selvfokusering og tro på egne evner, for jeg ”klarer mig selv” i den normale hverdag. I den nuværende unormale hverdag satte jeg mig dog for at læse Ole Hallesby – Fra bønnens verden. Selvom jeg stadig er i den spæde start, har den allerede sat tanker i gang. Jeg forventede, at jeg skulle læse en bog om, hvordan jeg fik et sprudlende bønsliv naturlig integreret i hverdagen, men første overskrift ”hjælpeløshed” slog mig hjem. ”Det første og det sikreste kendetegn på det bedende sind” s. 13.

Mit bønsliv minder ofte om farisæeren i Jesu lignelse om farisæeren og tolderen (Lukasevangeliet kap. 18 v. 9-14). Farisæeren kom til Gud i bøn og takkede ham, men bagvedliggende var det en tak for alt det gode han selv kunne udrette. Der var et fokus og tro på egne evner til at opnå retfærdighed hos Gud. Tolderen derimod kom til Gud med en enkelt simpel bøn med bøjet hoved: ”Gud, vær mig synder nådig!”. En bøn der netop rummer den hjælpeløshed som Ole Hallesby omtaler. En erkendelse af egne evner og indsigt om, at den eneste vej til frelsen er igennem tilgivelse ved Guds nåde. Denne hjælpeløshed og nødvendighed af Guds nåde er nødvendig for mig at være opmærksom på gang på gang. Den største gave, som må være det evige liv i himlen, har jeg fået som kristen, men dette overser jeg ofte i min daglige bøn om godt vejr og skoleopgaver. Det fantastiske er, at jeg må komme med alt til Gud, både de små og store ting. Vigtigheden ligger nok bare i, at han ikke bliver en automat, jeg trækker i, men verdens almægtige skaber jeg kommer til. Her må jeg erkende min afhængighed af ham i min vej som kristen, for jeg fejler gang på gang. Så mine egne evner, hvor meget jeg end ville, rækker ikke. Ligesom corona’en har sat verden i stå og afsløret menneskets afmagt, sådan må jeg også lade Guds ord og klare tale afsløre min afmagt som kristen og derved afhængighed af ham!

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler