En del af Guds fællesskab?

Selvom at jeg elsker at være alene, så betyder det at være en del af et fællesskab meget. Følelsen af at være udenfor kan sætte sig som et hårdt slag i maven. Fællesskabet er vigtigt for os alle, også fællesskabet med Gud. Men jeg frygter hele tiden at stå udenfor Guds fællesskab på dommens dag.

”Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det der var før er forsvundet” Johannes Åbenbaring 21 vers 3-4.

Jeg er god til at være alene, og jeg elsker at være alene. Derfor går jeg nu også en tur igennem parken med lovsangsmusik i ørene, solens stråler der varmer kroppen, og i det hele taget naturen til at skrue ned for pulsen, så roen kan sænke sig. En sådan tur er for mig bare ikke den samme refleksive stund, hvis der er flere personer til stede. Men pludselig standser jeg op. Lidt længere henne ser jeg tæpper, som er spredt ud, engangsgrillen står i midten med kullene tændt og klar til at varme den bunke pølser, som nok er det eneste, som er muligt at grille på sådan en grill. Snakken kører, de griner, og pludselig kan jeg mærke et stik i maven.

Jeg ved ikke, om du kender følelsen? Følelsen af pludselig at stå som tilskuer og se på et fællesskab, som du godt kunne tænke dig at være en del af, men som du af den ene eller anden grund lige nu ikke er en del af. At stå som tilskuer kan gøre ondt, og man bliver måske mødt af en usikkerhed. En følelse, de fleste af os føler en gang imellem. Vi vil alle gerne være en del af fællesskabet på studiet, i kirken, i ungdomsforeningen eller et helt fjerde eller femte sted. Det samme gælder det, når det handler om fællesskabet med Gud. Her har jeg på ingen måde lyst til at stå udenfor det fællesskab som tilskuer. Nej jeg vil med på Guds hold.

I Johannes åbenbaring 21 vers tre og fire, beskrives himlelen som et sted, hvor Gud vil være. Han vil sprede glæde og latter i fællesskabet med mine kristne brødre og søstre, fordi der ikke vil være sorg, død eller pine. Det fællesskab i himmelen vil jeg meget gerne være en del af, men er jeg virkelig det?

Jeg har ikke hele tiden lyst til at bryde ud i lovsang og fortælle om Gud. Derimod er jeg utrolig nervøs for at fortælle mine medstuderende, at jeg er kristen. Jeg er ikke forfulgt, jeg er stadig fri til at leve og tro, som jeg gør. Jeg gør ikke kun gode gerninger, tværtimod er jeg god til at hurtigt at gå forbi ”hus forbi manden” nede ved Kvickly. Sagde Gud ikke, at hvis du tror, vil du blive forfulgt, at hvad hjerte er fuldt af, løber munden over med. Og sagde Gud ikke, at jeg som tror har et lys i mig, som skinner i mig, når jeg blandt andet gør gode gerninger.

Som du måske kan læse her, så kan tankerne og analysen af ens gerninger løbe fuldstændig løbsk, og frygten for at gå fortabt kan tære på både nattesøvnen og hverdagen. Problemet er, at jeg har fået fjernet mit fokus væk fra evangeliet. Det er ikke forkert at reflektere over, om der er noget i ens liv, som man skal gøre anderledes. Men jeg vil aldrig kunne få frelsesvished ved at se på mine egne gerninger, fordi der taber jeg altid. Hver gang jeg selv laver analysen, så giver den kun et resultat, som siger, du er ikke en del af fællesskabet, du er fortabt. Hvis jeg skal have et andet resultat, må jeg rette mine øjne på Jesus, og stole på hans ord;

”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at ENHVER som tror skal have evigt liv.” Joh. 3.16.

Det er altså Jesus, jeg skal analysere og ikke mig selv. Det er virkelig svært at hvile og finde ro i, at troen er nok. Men Gud ER den eneste vej ind i det fællesskab i himmelen, som er fri fra smerte, fri fra død, og hvor jeg har fællesskab med Gud.

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler