Er alt i Bibelen lige vigtigt?

Betyder det, at hele Bibelen er Guds ord og skal tages alvorligt, at der er akkurat lige meget budskab i hele Bibelen? Det tror jeg ikke, og jeg har på fornemmelsen, at den erkendelse kan hjælpe mange bibellæsere til at få proportionsfornemmelse i deres tilgang til Bibelen.

Kristne regner Bibelen for at være Guds ord, og som sådan ønsker vi selvfølgelig at tage den alvorligt. Og det kan jeg kun opmuntre til, at vi bliver ved med. Men jeg har også på fornemmelsen, at kristne nogle gange knækker halsen i deres bibellæsning ved at misforstå, hvad det betyder at tage Bibelen alvorligt. Som gode, pligtopfyldende kristne kan vi nemlig nogle gange få den idé, at alt i Bibelen er lige vigtigt – uanset om vi læser en stamtavle i Gammel Testamente eller Romerbrevet kapitel 6. Begge er jo Guds ord! Så i forsøget på at tage hele Bibelen alvorligt kan man sidde og stirre på stamtavlen og vente på, at det livsforvandlende budskab på magisk vis vil springe ud af den tørre tekst. Og hvis det ikke sker, så må der være noget, jeg overser. Så er det, man nemt frustreres over sine egne manglende evner til at dechifrere Bibelen og får lyst til at give op.

Og det er sandt, at stamtavlerne i Gammel Testamente er Guds ord. Men er de virkelig lige så vigtige som skabelsesberetningen, Romerbrevet eller evangelieteksterne? Betyder det, at hele Bibelen er Guds ord og skal tages alvorligt, at der er akkurat lige meget budskab i hele Bibelen? Det tror jeg ikke, og jeg har på fornemmelsen, at den erkendelse kan hjælpe mange bibellæsere til at få proportionsfornemmelse i deres tilgang til Bibelen.

På nogle måder minder Bibelen om Tour de France. Der er mange etaper at køre, før feltet når til Paris, og vinderen kan kåres. Når etaperne til årets Tour bliver offentliggjort, er vi mange, der skynder os at se, hvornår de vigtige etaper skal køres. De store bjergetaper, enkeltstarterne. De etaper, hvor der er mest på spil, og hvor de vigtigste sekunder vindes. Men så er der også alle de andre etaper, som har fået det lidet flatterende navn transportetaper. Det er ofte de flade etaper, hvor feltet nærmest bare skal flyttes fra A til B, hvor favoritterne sparer sig, og sprinterne får chancen for at vise deres værd. I Tour de France er der både kongeetaper og transportetaper. Men som verdens største cykelløb kan man ikke sige, at der er nogle etaper, der er ligegyldige. Selvom det “bare” er en transportetape, så er det stadig en vigtig del af løbet og afgørende for, at feltet i sidste ende kan nå til Paris. Og jeg har endnu til gode at se en cykelrytter trække på skuldrene i ligegyldighed efter at have vundet en transportetape i Tour de France. Transportetape eller ej, så er det stadig en af de største bedrifter i en cykelrytters liv! Der er ingen ligegyldige etaper i Tour de France. Der er kun de vigtige og så de vigtige vigtige etaper.

Der er heller ingen ligegyldige “etaper” i Bibelen, men der er alligevel nogle der er vigtigere end andre. Der er “kongeetaper” i Bibelen, hvor vi må være ekstra opmærksomme, hvor plottet spidses til, og der er et særligt klart og tydeligt budskab til os. Et eksempel på sådan en bibelsk “kongeetape” er Romerbrevet. Her præsenteres vi for de mest fundamentale og livsforvandlende sandheder i kristendommen. Her sættes alt på ét bræt. Romerbrevet er én af de bøger i Bibelen, som kristne gør klogt i at bruge ekstra krudt på at læse og tage til sig. Det samme kan siges om mange andre bøger og passager i Bibelen.

Og nu skal vi så holde tungen lige i munden. For man kan ikke sige, at noget i Bibelen kræver ekstra krudt af os, uden samtidig at sige, at der må bruges mindre krudt på andet. Det er Bibelens transportetaper. Det kan f.eks. dreje sig om stamtavler, om historiske beskrivelser af Israels kongers mindre bedrifter, eller om et spøjst lille skrift som Johannes’ tredje brev. Er dette ligegyldige dele af Bibelen? Nej! Kan du med ro i sindet springe disse dele helt over? Nej! Er der slet intet budskab til os i disse tekster? Selvfølgelig er der det! Men du skal heller ikke nødvendigvis forvente at finde det samme fundamentale, livsforvandlede budskab i disse dele, som du vil finde i f.eks. Romerbrevet eller i Bjergprædikenen.

Bibelens “transportetaper” er vigtige, fordi de er en del af Bibelens helhed, og Bibelen er en lang historisk fortælling om Guds frelsende indgriben i verden. I en sådan fortælling vil der være dele, som i høj grad har karakter af at få os fra A til B i fortællingen og ikke nødvendigvis meget mere – uden den helt store, skjulte mening, som du som bibellæser skal opdage for at forstå teksten “rigtigt”.

Når det er sagt, så lad mig slutte af med at give en opmuntring den anden vej. Hvis hovedvægten af din opmærksomhed er på Bibelens kongeetaper, så kan det virkelig være gavnligt nogle gange at give ekstra opmærksomhed til nogle af transportetaperne. For de er stadig vigtige og de vil ofte overraske dig, hvis du giver dem lov til det og sætter den nødvendige tid af! Ikke nødvendigvis ved at du pludselig ser det “skjulte budskab” i teksten isoleret set men ved, at du får øjnene op for Bibelens historiske sammenhæng og ser, hvordan en mindre historisk detalje i Bibelen pludselig kaster lys over noget andet eller får dig til bedre at forstå Bibelens vigtige vigtige dele. Nogle gange kan det blot at blive flyttet fra A til B i Bibelens fortælling være en kæmpe sejr!

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook