Fire tips til dig, der flytter til storbyen

Sommeren lakker mod enden, og mange unge går ind i en ny tilværelse, når de flytter hjemmefra til en storby for at studere. Her er fire tips til den situation.

I disse uger flytter mange hjemmefra og drager mod en af landets større byer for at studere. I den forbindelse vil jeg gerne give fire råd.

1) Lad være med at kirkeshoppe

At kirkeshoppe vil sige at hoppe fra menighed til menighed for at finde den rigtige for mig.

Der er dog flere indvendinger mod at kirkeshoppe. For det første, er det naivt at tro, at man kan lære en menighed at kende på en-to søndage. For det andet, kan der være en præmis i kirkeshoppingen om, at jeg skal finde den menighed, der passer mig bedst. Det er ikke en sund måde at vælge menighed på. For det tredje, ender kirkeshopping nemt med, at der går lang tid, før man bliver en del af en menighed. Flere menigheder skal nemlig afprøves, nogle skal besøges igen, og ungdomsarbejdet skal også tjekkes ud. Det hele bliver afbrudt af nogle weekender, som bliver brugt på familie-tam-tam, gensyn med venner eller lignende. Der kan hurtigt gå et halvt år, før man har valgt sin menighed. Der er endda mange unge, der efter at have boet et sted i et par år endnu ikke føler sig som en del af en menighed!

I stedet vil jeg anbefale at spørge dig frem blandt dem, du kender i den pågældende by, og høre dem om menighederne. Gerne nogle, der har været i menighederne i nogle år. Vælg ud fra det, at du vil prøve at starte et bestemt sted. Gode menneskers råd og info om menigheder vil i de fleste tilfælde være et bedre beslutningsgrundlag end din egen oplevelse en enkelt søndag formiddag.

2) Sænk forventningerne til livet

Når man flytter hjemmefra, starter man et nyt kapitel i tilværelsen. Den nye by og et nyt studie er spændende, og man kan føle, at livets muligheder ligger foran én som et landskab, man kan vade ind i. Begejstring, glæde, engagement og nysgerrighed.

Mange må efter nogle år indrømme, at så fedt var det heller ikke at blive voksen og selvstændig. De forventninger, man havde, holdt ikke stik. Selvfølgelig kan tilværelsen rumme meget lykke og glæde, men for de fleste lykkelige mennesker står lykken ikke alene. Den står side om side med smerter, nederlag og sorg.

Jeg hørte engang en person sige: ”En voksen er et barn, der er blevet skuffet.” Det kan lyde pessimistisk, det ved jeg. Som unge mennesker må vi dog prøve at være realistiske – ikke pessimistiske eller overoptimistiske. Vi må glæde os til livet, der venter os, men samtidig sænke forventningerne og være klar over, at også svære ting kan møde os, og at et lykkeligt liv ikke er en selvfølge.

3) Gå til psykolog

Også selvom du ikke har behov for det. Når jeg tænker tilbage på mig selv, da jeg flyttede til København, ville jeg ønske, at jeg havde gjort det. Tanken strejfede mig slet ikke, men i bakspejlet ville det have gavnet mig at være gået til psykolog og stillet spørgsmålet: ”Hvad skal jeg være opmærksom på, for at jeg bevarer en god trivsel?”

Der kan være nogle forhold i vores prioriteringer, mål og drømme, tankemønstre osv., som vi ikke selv er klar over, men som med tiden vil tære på os og medføre mistrivsel. De ting får man som regel først øje på, når det er for sent. Derfor kan der være fidus i at prøve at afdække dem, idet man træder ind i en ny livsfase.

En tankevækker: Af de mennesker, jeg kender, og som jeg flyttede til København sammen med, vil jeg skyde på at minimum 10 % har fået konstateret depression efter 2-3 år i byen.

4) Husk de rette perspektiver

Når man flytter til storbyen, har mange den oplevelse, at en ny verden åbner sig. Nyt studie, nye relationer, nye interesser, nye ting at bruge sin tid på og meget, meget mere. Livet og hverdagen fyldes lynhurtigt op. Der er et slaraffenland af muligheder. Sammen med storbyens pulserende atmosfære kan tilværelsen hurtigt komme til at køre med 130 km/t ud af livets motorvej.

Det er der en fare i. Nemlig at glemme de store perspektiver: At dette liv på jorden er uendeligt kort, og at evigheden venter om lidt. Når man som ung lige er drejet ind på livets motorvej, kan den virkelighed let glide i baggrunden. Midt i livets ræs er det godt at minde sig om dette citat: ”Betænk livets korthed, dødens virkelighed, evighedens længde.” Det vigtigste for dig, som flytter til storbyen, er at holde fokus på en anden by – det himmelske Jerusalem. Vi må bede Gud om at bevare os i troen, så vi en dag kan flytte dertil!

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler