Frelse for orker

Da jeg var lille og fik fortalt bibelhistorier, var filistrene nogle af dem, jeg havde det mest detaljerede billede af i mit hoved. Og det var ikke et kønt syn.

Når man læser en roman kan man ikke undgå at danne sig billeder i hovedet af det, man læser. Man bruger sin fantasi til at forestille sig, hvordan personerne, naturen, bygningerne osv. ser ud, og på den måde kan leve sig bedre ind i historien. Og det samme gør sig selvfølgelig gældende, når vi læser Bibelen. Jeg har i mit eget hoved billeder af Moses, David, Maria, Peter, Paulus og mange flere fra det bibelske persongalleri. Nogle dog mere detaljerede end andre.

Og så er der filistrene. Da jeg var lille og fik fortalt bibelhistorier, var filistrene nogle af dem, jeg havde det mest detaljerede billede af i mit hoved. Og det var ikke et kønt syn. Filistrene var et af de nabofolk, som Israel oftest var i clinch med i det Gamle Testamente. Særligt i Dommerbogen kan man læse nogle af de mest drabelige beretninger om Israels evindelige strid med filistrene. Og i mit barnehoved antog filistrene en helt særlig form, en form som bedst kan sammenlignes med orkerne i Ringenes Herre. Den evige fjende overfor de ædle helte. Et brutalt og umenneskeligt folkeslag. En obskur masse af brølende, dyriske krigere. Den slags fjende, som man ikke kan forhandle med, og som man ikke har den fjerneste sympati for. Når man læser eller ser Ringenes Herre, er det de færreste, som føler nogen medlidenhed, når en ork bliver slået ihjel. Det er jo nærmest det, de er der for, og jo færre orker, der er i verden, jo bedre.

Formentlig dannede jeg dette billede i hovedet for nemmere at rumme Bibelens ofte temmelig brutale fortælling. Når der i Bibelen bliver berettet om krig og død, så er det bare nemmere at processere, hvis man forstiller sig fjenden som en ansigtsløs masse og har en klar skelnen mellem skurke og helte – dem og os.

I slutningen af det Gamle Testamente, i Zakarias’ Bog, dukker filistrene op igen. Det sker i en sammenhæng, hvor Gud forkynder dom over Israels fjender:

Jeg tilintetgør filistrenes hovmod; jeg fjerner blodet fra deres mund, river det ækle kød ud af deres gab. (Zak 9,6-7)

Se, det passer jo som hånd i handske med min barndoms forestillinger, og alle billederne fra Ringenes Herre dukker op i mit hoved. Billeder af de ækle orker med gustent kød i munden og mørkt blod ned ad hagen. Føj. Lad os endelig få de ulækre bæster ned med nakken!

Men så fortsætter teksten:

Også de skal tilfalde vor Gud og blive som en slægt i Juda. (Zak 9,7)

Og så falder forestillingen fra hinanden. Guds ønske er, at filistrene, af alle folkeslag, en dag skal indlemmes i Guds folk.

What.

Faktisk er den hebraiske grundtekst endnu stærkere, end hvad vi kan læse i den danske oversættelse. Helt bogstaveligt står der, at filistrene en dag skal få status som “høvding” eller “leder” i Guds folk.

Forestil dig lige det: Den Ene Ring er tilintetgjort i Dommedagsbjerget, Sauron er faldet, og de ækle orker har tabt. Men i stedet for at flygte over hals og hoved eller blive opslugt af et kæmpe hul i jorden, så slutter orkerne sig staks til vores helte, og sammen sidder de om lejrbålet til langt ud på natten og synger Kumbaya – hånd i hånd.

Måske var filistrene slet ikke orker alligevel. Måske var de faktisk mennesker, som du og jeg. Ja, de var fjender af Israel, men for Gud var de langt mere end det. For Gud var de ikke en ansigtsløs masse af fjender men en samling af unikke, højt elskede og værdifulde skabninger, som han brændende ønskede at frelse og bringe ind i sit fællesskab. Når Gud forkynder dom over filistrene, så er det ikke med den samme medlidenhedsløse fryd, vi mærker, når en ork bliver nakket af et pletskud fra Legolas. Nej, så er det for Gud motiveret af kærlighed og frelsesvilje – den samme kærlighed og frelsesvilje, han har til dig og mig.

Hvis vi zoomer helt ud og ser det store billede, så er virkeligheden, at det er os, du og jeg her i Danmark, der er filistrene. Vi er det fremmede og fjendske folkeslag, som Gud dømmer – men som han dømmer for at frelse. Vi er alle født som fjender af Gud, men Gud ser os som langt mere end det. Han elsker os og ønsker at optage os i sit folk – uanset hvor lidt vi har fortjent det:

Også jer, som før var fremmede og fjendske af sind med jeres onde gerninger, har Gud nu forsonet med sig ved Kristi legemlige død, for at føre jer frem som hellige og lydefrie og uangribelige for sit ansigt. (Kol 1,21-22)

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler