Gud elskede først

Hvilken betydning har gode gerninger? Meget for næsten, intet for frelsen.

Vi er stadig i fastetiden, der kalder til eftertænksomhed og forberedelse til påske. Og ret præcist er det skærtorsdag om en måned. Den aften, Jesus indstiftede nadveren:

Herren Jesus tog i den nat, han blev forrådt, et brød, takkede, brød det og sagde: ”Dette er mit legeme, som gives for jer (…) Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: ”Dette bæger er den nye pagt ved mit blod …”11. korinterbrev, kapitel 11, vers 23-26

Nadver minder os om Guds største gave

Det er ord, som gentages søndag efter søndag, når vi går til nadver. Vi får brød og vin som en konkret tilstedeværelse af Jesu menneskekrop, som han selv lod korsfæste og dø for vores skyld. Her rækkes vi tilgivelsen for alle vores synder. Igen. Her bliver vi igen mindet om, at Jesus tog den straf, vi havde fortjent. Her smager vi hans nærvær i en fysisk form. Igen.

Når vi modtager det i tro og tak, så har vi evigt liv. Allerede nu. Og altid. Som kristen har jeg brug for at modtage nadveren igen og igen, fordi Jesus og det evige liv er usynligt (endnu). Vi har brug for at blive mindet om, at vi har fået den største gave af alle. En gave, der er uendelig meget mere værd end alle andre gaver, vi kan få. Den er som en sejrskrans, der aldrig visner. Som det fineste festtøj, der aldrig falmer og slides op. Som et hus, der aldrig forfalder.

Hvornår er en mor mest tilbøjelig til at give sine børn et knus? Når de er uforskammede, ulydige og viser disrespekt for deres mor? Hvornår er en far mest tilbøjelig til at give sine børn en gave? Når de netop har ødelagt en tidligere gave, fordi de var tankeløse og uansvarlige? Når de er utilfredse og selvoptagne?

De fleste af os mennesker må svare nej på disse spørgsmål! Men ikke Gud!

Gud gav sin største gave til sine fjender

Mens vi endnu var syndere, ja, fjender, gav Gud sin eneste søn for vores frelse! Før vi blev født, før vi havde gjort hverken til eller fra, gjorde Gud gaven klar til os. Mens vi voksede op med et selvoptaget behov, som vi skrigende gjorde gældende over for vores forældre. Mens vi stjal de andres legetøj, deres tid og deres kæreste … Hele tiden rakte Gud gaven ud mod os.

”I den nat, han blev forrådt,” hører vi søndag efter søndag! Netop den skærtorsdag, da Judas havde besluttet at fortælle de jødiske ledere, hvor de kunne anholde Jesus. Netop den aften gav han tilgivelsens brød og syndsforladelsens vin også til Judas.

Men det var nat i Judas. Han gik ud og hængte sig og fik ingen glæde af Guds største gave.

”I den nat, han blev forrådt,” skal minde os om, at Guds kærlighed ikke bunder i noget hos os. Gud elsker, fordi han elsker. Han elsker dem, han selv har skabt.

Han elskede os først og ønsker, vi skal elske ham igen. Han ønsker, vi skal modtage gaven og få glæde af den: Et evigt, kærligt fællesskab med ham, der begynder nu! Han ønsker at være vores far. Nu og altid.

Børn vil gerne gøre deres forældre stolte

Hvem vil ikke gerne gøre sin far stolt? Hvem vil ikke gerne vinde sine forældres anerkendelse? Jeg tror, det er få, der er ligeglade. De fleste af os ønsker at høre fra vores forældre: ”Du er en god pige! En dygtig dreng! Jeg er stolt af dig, og jeg elsker dig!” Selv når vi bliver voksne og ældre, har de fleste det sådan. Vi ønsker virkelig ikke at såre vores forældre eller være en skamplet på familien.

Det lykkes selvfølgelig aldrig til fulde. Når vi selv bliver forældre, ser vi det måske endnu klarere. Hvor meget vores egne forældre udholdt og fandt sig i fra os. Og når vi selv får børn, oplever de fleste også, at vi absolut ikke har lyst til hverken at kramme dem eller give dem gaver altid. Men vi vil aldrig, aldrig i livet slå hånden af dem. De er jo vores børn!

Gode gerninger er for næstens skyld

Sådan er det også med Gud som far. Jeg vil gerne gøre ham ære. Være lydig og gøre gode gerninger, så han kan være stolt af mig og sige til mig igen: ”Godt gået, min pige, jeg elsker dig”. Men det lykkes jo overhovedet ikke! Alle mine u-gerninger hober sig op. Og så kan jeg tænke: Nu er Gud træt af mig, nu har han fået nok, nu rækker tilgivelsen ikke længere.

Men så skal jeg huske to ting, måske tre. For det første: ”I den nat, Jesus blev forrådt” betyder, at Gud elskede mig først og gav mig frelsens gave, mens jeg var hans fjende. Det tror jeg og er dermed hans barn.

For det andet og tredje: Ville jeg selv opgive mine egne børn? Aldig! Ville min egen far give mig det røde kort? Næppe. Og den nedtoning bunder kun i, at jeg ikke tør garantere, at jeg ikke kommer til at såre ham så meget, så forholdet bliver anstrengt. For vi er kun mennesker. Vi er syndere.

Men Jesus er uden synd, og Gud er kærlighed. Så ingen u-gerning kan skille os fra Kristi kærlighed. Når vi synder, er det bare op på hesten igen. For vores næste har brug for alle de gode gerninger, vi kan orke at gøre. Men for frelsen og Guds kærlighed til sine børn har de ingen betydning. Overhovedet. Punktum.

 

 


Læs også:

Ind imellem kommer fasten
Krisens muligheder
Guldskåle og telefoner
Sådan finder du salmeguld
Gud er i kontrol, selv når han sover
Fra stresset liv til bibelhjerte
Verden er i veer
Hvad hjertet er fuldt af …

Fodnoter:

1. 1. korinterbrev, kapitel 11, vers 23-26

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook