Gud er kærlighed

I menigheden skal kærlighed og tjeneste ikke kun være noget, du kan finde ud af at give, men også noget du kan finde ud af at modtage.

“Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud.  Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham.  Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.” (1 Joh 4,7-10)

”Gud er kærlighed”. Dette er uden tvivl et af de mere kendte citater fra Bibelen. Og det er nok også et af de bibelcitater, der bliver slidt allermest på rundt om i de danske kirker søndag efter søndag. For det er virkelig et stærkt udtryk. Det er et poetisk udtryk. Det er et smukt udtryk. Det er et udtryk, der på en ufattelig simpel måde forkynder mange ting om Gud og troen på ham. Det forkynder noget fundamentalt om Guds væsen, nemlig at én af hans mest fundamentale egenskaber er at elske. At kærlighed er en del af Guds inderste væsen.

Men det må så også betyde, at der nødvendigvis må være en flerhed i Guds væsen, for kærlighed har altid et objekt. Kærlighed er aldrig bare en følelse, der eksisterer i sig selv og hænger i luften, men er altid rettet mod noget. Hvis det er sandt, at Gud er kærlighed, så må det altså også være sandt, at der er en flerhed i Guds væsen. At der i Guds væsen er en flerhed af personer, som kærligheden kan flyde imellem. Den flerhed er, hvad kirken gennem århundreder har kaldt for ”treenigheden”, altså enheden af Faderen, Sønnen og Helligånden i Guds væsen. Det er den indre relation i Guds væsen, hvor kærligheden fra evighed af har flydt uhindret. Derfor er Gud kærlighed.

Meningen med livet

Det er også derfor, at Johanne kan give så stærk en opfordring til, at vi skal elske hinanden. For hvis Gud i sit inderste, relationelle væsen er kærlighed, og hvis vi er skabt i Guds billede, så betyder det, at vi er skabt til at leve i kærlighed på samme måde, som den kommer til udtryk i Gud. Vi er skabt til at leve i relationer, hvor vi elsker. Vi er skabt til at elske Gud og vi er skabt til at elske mennesker. Fordi Gud i sit væsen er relation og kærlighed, så er meningen med livet også dybest set relation og kærlighed.

Jeg ved godt, at det lyder som noget fra en dårlig Hollywood-film: meningen med livet er kærlighed. Jeg kan godt selv høre, hvor kliché-agtigt det lyder. Jeg ved også godt, at der i nogle dele af kirken har været tendenser til at tage patent på udtrykket ”Gud er kærlighed” – ofte på en måde så der i praksis bliver byttet rundt på udsagnet. At det ikke så meget er ”Gud er kærlighed” men ”kærlighed er Gud”. Man guddommeliggør kærlighedsfølelsen og reducerer kristendommen til, at det er supervigtigt at opleve følelsen af kærlighed, for kærlighedsfølelsen i sig selv er Gud. Men det er selvfølgelig noget vrøvl, og det er ikke, hvad Bibelen siger. Bibelen siger ikke, at kærlighedsfølelsen er Gud, men at Gud i sit inderste væsen, i relationen mellem Faderen, Sønnen og Helligånden er selve definitionen på sand kærlighed – og at vi er skabt til at elske på samme måde i relation til Gud og mennesker. Der er ikke nogen Gud i kærlighedsfølelsen i sig selv, men Gud er selve kilden, selve ophavet til at al sand kærlighed.

Kærligheden i Gud

Det man så nemt glemmer, når man reducerer kristendommen til ”kærlighed er Gud”, og får det at være kristen til bare at handle om at elske, er, at vi mennesker faktisk er faldet ud af den kærlighedsrelation til Gud, som vi er skabt til at leve i. Kristendommens budskab er jo netop ikke, at du bliver et Guds barn, hvis bare du føler kærlighed, men at du har brug for at blive ført tilbage til kærlighedens kilde, til Gud, som du er faldet bort fra og som alle mennesker er faldet bort fra – at du har brug for at blive frelst. Det understreger Johannes også, når han siger: ”Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder”.

Kristendommens budskab er ikke bare: ”Du skal elske”, men at du har brug for at Guds kærlighed kommer til dig først. At Gud lader sig føde ind i verden som et lille barn for at opsøge og frelse dig. At Jesus går i dit sted som et sonoffer, der bærer straffen for din ukærlighed, for din synd, sådan at du igen kan få fællesskab med Gud, med kærlighedens kilde. Og når det er sket, så har du fundet frem til meningen med livet. Så har du ikke fundet Gud i kærligheden, nej, så har du fundet kærligheden i Gud. Og mere end det: du er blevet inddraget i den kærlighed, sådan at den omslutter dig forfra og bagfra. Og så vil Guds kærlighed, det at han har elsket dig først og sendt sin søn for at frelse dig, det vil forvandle dit hjerte, så dit hjerte begynder at elske, sådan som Gud har elsket dig. Du kan ikke komme i kontakt med den sande kærligheds kilde uden at det smitter af på dig. Du kan ikke hoppe i poolen uden at blive våd. Som Johannes siger det lidt senere i samme kapitel: ”Vi elsker, fordi han elskede os først”.

Et glimt ind i Guds væsen

Det er også værd at bemærke, at når Johannes taler om at “elske hinanden”, så taler han specifikt om kærlighed i menigheden. Det er klart, at vi er kaldet til at elske alle mennesker, uanset om de er kristne eller ej, men der er alligevel noget særligt ved kærligheden i menigheden. Det er nemlig på en særlig måde dét kærlighedsfællesskab, der ved sin blotte eksistens er et vidnesbyrd om Guds væsen. At se ind i menigheden skal gerne være som at se et glimt af Guds hjerte og treenighedens kærlighedsrelation.

Hvordan skal den kærlighed så se ud for at afspejle treenighedens kærlighed?

For det første siger Johannes, at Guds kærlighed er blevet åbenbaret ”iblandt os” ved at ”Gud har sendt sin enbårne søn til verden”. Med andre ord: for at elske os, måtte Gud komme tæt på os. Da Gud lod sig føde som menneske kom han tæt på os, og når et menneske kommer til tro og bliver døbt, så flytter Gud med sit hellige nærvær ind i det menneskes hjerte. Treenighedens kærlighed er en kærlighed der er nær. Og derfor skal kærligheden i menigheden også være en kærlighed, der er nær. At vi er tæt på hinanden både menneskeligt og åndeligt. Jeg siger ikke, at alle skal være bedste venner med alle, men at vi i vores menigheder alligevel søger at være mere end bare et interessefællesskab. At vi søger og opsøger relationen til hinanden. Det kan vi gøre i det store fællesskab om søndagen, men det er især noget, der er mulighed for i mindre fællesskaber, f.eks. cellegrupper el. lign.. Dér er der god mulighed for at dele livet med hinanden og komme tæt på.

For det andet siger Johannes, at Jesus kom til verden for at være et sonoffer for vore synder, altså at bære vores straf i stedet for os. Vi kan selvfølgelig ikke sone hinandens synder i menigheden, men vi kan tilgive hinanden. Det at have en tilgivende mentalitet i menigheden er en stærk måde at afspejle Guds kærlighed. Og så kan vi også gøre noget andet. Vi kan ikke bære hinandens synder, det kan kun Jesus, men vi kan hjælpe med at bære hinandens byrder: ”Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov” (Gal 6,2). Dette indebærer, at vi er tæt på hinanden, så vi ved, hvad det er, der tynger de andre, og at vi så hjælper hinanden med at bære det, der er svært. At vi støtter og opmuntrer hinanden og hjælper hinanden på alle mulige måder, når nogen har det svært. Det er, at vi tjener hinanden i den samme ånd, som Jesus havde, da han kom for at tjene os. Da Jesus havde gjort sig selv til en tjener og vasket sine disciples fødder sagde han sådan her: ”Når nu jeg, Jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder.”

For det tredje og sidste: Da Gud sendte sin søn til verden, så sendte han ham ikke som en fuldvoksen mand, men som et lille hjælpeløst barn. Et barn, der havde brug for sin mors kærlighed og omsorg. Sådan viste Gud sin kærlighed imellem os: ved at gøre sig svag og hjælpeløs. Det betyder, at menighedens kærlighedsfællesskab ikke bare skal være et sted, hvor de andre har brug for din kærlighed, men hvor du også har brug for de andres kærlighed. Hvor du ikke bare tjener de andre, men du også modtager de andre tjeneste. Hvor du gør dig selv svag og afhængig af de andre. Og for nogle kan det være svært.

For nogle kan det være nemt nok altid at stå på spring for at tjene de andre, men lige så snart det er dig, der har brug for hjælpen, så gemmer du dig, måske fordi du ikke vil være til besvær. Hvis du har det sådan, så husk, at treenighedens kærlighedsfællesskab er et gensidigt kærlighedsfællesskab. I menigheden skal kærlighed og tjeneste altså heller ikke kun være noget, du kan finde ud af at give, men også noget du kan finde ud af at modtage. At du lader dig blive elsket af de andre. At du tillader de andre at komme så tæt på dig, at de får at se, hvilke byrder, du bærer på, og at du så også tillader dem at hjælpe dig med at bære dem. Husk at du, ikke bare ved at tjene og elske, men også ved at lade dig tjene og elske, er et vidnesbyrd for verden om Guds kærlighed.

 

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook