Hvad er da et menneske? – En psykologistuderendes refleksioner

Flere og flere diagnosticeres med psykiske lidelser. Angst og depression som særligt udbredt i den yngre generation. Præstationssamfund og konkurrencestaten kører derudaf og det ser ud som om mennesket halser efter. Hvad er svaret på denne problematik? Coaching og selvrealisering vil nogle psykologer anråbe. Jeg er dog mere skeptisk…

Ens kristne tro og psykologistudiet kan nogle gange være et interessant møde. Når forelæsere forsøger at forklare Holocaust og andre ondskabsfulde menneskelige gerninger ud fra gruppepres og autoritetstro, tænker jeg at dette må være en delforklaring med en manglende anerkendelse af menneskers syndige natur og det ondes stadige ageren i vores verden.
Når evolutionspsykologien ønsker at forklare alverdens menneskelig adfærd: vores ønske om socialisering, kønsforskelle og vores iboende moral/samvittighed, som udviklet på en afrikansk savanne over flere hundrede tusind år. Da ville jeg nogle gange ønske frimodighed til at række hånden op, og spørge om en skabende Gud ikke var en mere realistisk forklaring på menneskets kompleksitet og sind.

Men hvordan møder jeg da mennesker med disse 2 kasketter: kristen og psykolog. Her skal der tages forbehold for, at jeg har en vis teoristik viden efter 3 års studie, men en begrænset praksis erfaring. Dog har jeg gjort mig nogle refleksioner:

En psykologisk retning kaldet den positive psykologi (udsprunget af humanismen) har vundet indpas i løbet af de sidste 20 år. Denne tilgange er også ofte at finde i selvhjælpsbøger, kvindemagasiner etc. Ved første øjekast kan det lyde meget godt og tillokkende, når der søges efter det gode, lykkelige og meningsfulde liv. Her er fokus på at skabe trivsel og livskvalitet med øget menneskelig motivation. Alt dette lyder meget godt, og kan også bruges positivt. Der ligger dog et stort pres på individet i denne tilgang. Man skal realisere sig selv, hvad det dog end betyder. Du er virkelig din egen lykkedes smed, og det er med at finde ens egne kompetencer og skabe mening i sit liv igennem arbejde, familie eller venner, for ellers er livet spildt.

Denne psykologiske tilgang, hvor vi næsten skal skabe vores egen værdi, står i stor kontrast til bibelens budskab om, at vi er skabt i Guds billede med en iboende værdi. Salmernes bog er spækket med vers, der understreger Guds enorme kærlighed til os:

Hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. (Sal. 8, 5-6).

Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre. (Sal. 139,1-4).

Hvor er dine tanker dyrebare for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud! (Sal. 139,17)

Denne grundlæggende menneskelige værdi er en, der må smitte af på vores møde med andre mennesker. Som psykolog møder man måske oftest ofre for alverdens uhyrligheder, men man kan også møde gerningsmanden på behandlingstilbud eller i fængslet. Her tænker jeg, at prøvelsen består i, at dette menneske, trods uhyggelige gerninger, også er skabt i Guds billede, og skal mødes med hans kærlighed.
Her ser jeg en styrke i psykologfaget, at der er en tro på det enkelte menneske, et ønske om at hjælpe både offer og gerningsmand til et bedre liv.

Som psykolog arbejder man dog under et lovmæssigt og etisk ansvar, hvor fokus er på det hele menneske: fysisk, psykisk, åndeligt og socialt. Hovedvægten er på det psyko-sociale, men da både trosspørgsmål og fysisk velvære, kan påvirke det psykologiske, skal der være øjne for det hele. Som psykolog skal man dog være neutral overfor klienten og derfor ikke vejlede i moralske- eller trosspørgsmål, dette er sjælesørgerens eller præstens arbejdsområde.

Det kristne menneskesyn ligger altså mere som grundpræmis for min personlige tilgange som psykolog til medmennesker/klienter, men er måske også afspejlet i psykologiens ønske om at hjælpe alle mennesker, trods diagnoser, gerninger eller andre uhyggelige omstændigheder.

Dog bliver syndens magt i verden og i mennesker nok også særlig tydelig i mit kommende arbejde, hvilket jeg også tænker kan blive en trosprøvelse for mig. Som psykolog kan jeg forhåbentlig hjælpe nogle mennesker til bedring.

Men den endelige sejr over ondskab og lidelse, kan selv alverdens psykologer ikke stille noget op for – men den har Jesus klaret engang for alle!

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler