Hvad Johannes Døber og jeg har til fælles

Johannes Døber er en af Bibelens mange interessante personer. Måske har vi mere til fælles, end jeg lige gik og troede.

I går sad jeg og læste lidt i Lukasevangeliet og blev ret betaget af Johannes Døber. Jeg er nok lidt studieskadet fra de indtil videre 2½ år på dramaturgi, men noget af det, jeg finder allermest interessant ved Bibelen, er de mange komplekse karakterer, der optræder på Guds store scene. Og her er Johannes virkelig værd at lægge mærke til. Når jeg brainstormer over “Johannes Døber”, er det ord som “græshopper og honning”, “hoved på et fad” (undskyld for spoiler!) og “vildmand”, der dukker op i mit hoved. Der er ingen tvivl om, at han har været lidt af en speciel type, der holdt til i ørkenen og på mange måder levede et bemærkelsesværdigt liv.

Men det, der ramte mig, var nogle vers fra Zakarias’ lovsang, hvor han jubler over Guds frelse og storhed og over at have fået en søn, der skal bane vejen for Jesus:

“Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse…” (Lukas 1,76-77)

Min første tanke var: Wow. Fedt. Tænk at have fået dét til opgave at bane vejen for Jesus, så folk kan lære ham at kende og blive frelst! Det må have været en vild opgave for Johannes og også en stor ære!

Min anden tanke var: Vent lige. Det minder mistænkeligt meget om Missionsbefalingen.

Min tredje tanke var: Åh åh. 

Jeg gik altså fra at være lidt småmisundelig på Johannes til chokeret at indse, at den opgave, han blev betroet for over 2000 år siden også er den opgave, Gud giver mig. Og dig. I dag.

Ganske vist er der lidt nuanceforskelle i omtalte opgave, idet Johannes også rent fysisk banede vejen for Jesus og Jesu dåb og kendte Jesus personligt (og desuden var i familie med ham i mere end overført forstand). Men i bund og grund handler den om at sprede det gode budskab om Jesus, som er verdens frelser og ønsker, at alle mennesker skal lære ham at kende. Jeg ville ønske, at jeg nu tænker “Wow. Fedt. Tænk at have fået dét til opgave at bane vejen for Jesus, så folk kan lære ham at kende og blive frelst!” Men det gør jeg faktisk ikke. Jeg synes, det kan være svært og decideret grænseoverskridende at fortælle andre om min tro. Det er noget, jeg må arbejde med, og hvor jeg også gang på gang indser, at jeg kommer til kort.

Men ligesom Johannes Døber er jeg udsendt af Gud. Jeg er udsendt af ham, som har alting i sin hånd, som har al magt og som ønsker at bruge uperfekte mennesker i sin frelsesplan. I skrivende stund er der rød streg under ordet “uperfekte”, fordi stavekontrollen ganske enkelt ikke anderkender det som et ord og i stedet foreslår “perfekte”. Men nej! I Guds plan er der heldigvis plads til uperfekte mennesker som dig og mig. Og jeg tror, der er andre måder at forkynde evangeliet på end at vandre rundt i ørkenen og spise græshopper (hver ting til sin tid), men alligevel er Johannes en fremragende inspiration, når det gælder om i ydmyghed at gå på Guds ord.

“Mig er givet al magt i himlen og på jorden.  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,  og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” Matthæus 28,18-20.

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook