Karakterræset og identiteten

Eksamensperioder kender de fleste til.

Det er meget forskelligt hvordan man kan have det med den slags. Men uanset hvad, er det for mange en (både positivt og negativt) en identitetsskabende proces at skulle eksamineres.

Hvis jeg ikke klarer mig godt ift. det med studierne, skolen og eksamen, kan man bygge sin identitet op på, at det ikke er det man skal. Hvis man klarer sig bedre, kan det i meget høj grad blive noget man stræber efter at blive ved med. Og visa-versa og alt imellem. Det er ikke for at sætte det på formel – men generelt er det mit indtryk at kampen for karaktererne bliver meget bestemmende for manges selvbillede…

Følgende er der lidt spredt fægtning, jeg har tænkt over.

Selvværd, selvtillid og identitet

Uanset hvad man mener om karaktersystemet, uddannelsesverdenen mm. så er selve ræset vi oplever i disse år udtryk for, at unges identitet bygges på noget relativt ligegyldigt (med al respekt for, at karakterer kan være vigtige, og at man selvfølgelig gerne vil gøre det godt, lære noget osv.).

Jeg kender det fra mig selv: ikke bare med karakterer, men på alle livets områder. Der er i den grad bundet identitet op på en lang række parametre: arbejde, studie, omgangskreds og venner. Selvfølgelig. Min mistanke er bare, at parametre som familie, integritet og glæde over det man laver fylder stadig mindre i dannelsen af vores selvbillede og identitet i disse år. Kort sagt så kan selvværd bære gennem meget, fordi man kender sig værdifuld på trods omstændighederne, hvorimod selvtillid afhænger enormt meget af din dagsform (velvidende at de to går meget hånd i hånd).

Faste faktorer som giver mennesker selvværd, skiftes ud med mere relative fænomener der giver selvtillid. Vi er, allerede fra vi er små, opdraget til at skulle evaluere alverden:
“Vil du have en is?”
“Hvor vil du hen på ferie?”
“Vil du helst bo hos mor eller far, nu hvor vi er blevet skilt?”

Derfor evaluerer vi os selv konstant. Vi tror, at vi skal være lykkelige hele tiden – ellers må der være et eller andet galt…

Dit kristenliv

Det kan sågar snige sig ind i dit kristenliv, i en grad så det gør ondt. Det at være en from, hellig og god kristen bliver et projekt – og når det ikke lykkedes, når du ikke oplever nogen forbedring, er det næsten ikke til at bære.

Positivt, fordi du hader synden – negativt, at det måske er fordi du er blevet mere fokuseret på at præstere godt, end at være hellig i bibelsk forstand? Som lektor ved MF i Aarhus, Leif Andersen, et sted har udtrykt det: ”hvis man synes, det er en katastrofe uden lige, at forbedringen ikke mærkes – så er det da et spørgsmål, om man i virkeligheden er mere forelsket i sin egen selvhellighed, end man er optaget af at elske Gud og sin næste. ” 1Andersen, Leif, ”Forkyndelse og helliggørelse” i Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke nr. 3, 2016, s. 267

Hvad er så medicinen? Skal jeg tage mig sammen? Nej. Rent menneskeligt tror jeg, at der ligger en opgave foran os alle sammen. Men lige nu vil jeg bare fremhæve to aspekter af det bibelske budskab, der er befriende ind i en tid som vores:

  1. Du er skabt af Gud

Det betyder, at du er værdifuld. Så er det ikke så vigtigt, om du ”bliver til noget”, om du ”opnår noget”. For du er allerede enormt værdifuld. Din identitet skal ikke findes i, om du opnår et eller andet, men i at du tilhører en anden.
Prøv at tænke efter: hvor meget fantastisk identitet er der ikke forbundet med den kærlighed dine forældre har for dig?
Dine forældre er da komplet ligeglade med, om du får 7 eller 12 i en eksamen, bare du trives generelt?

Og Gud er komplet ligeglad med dig – i den forstand, at han ikke elsker digm fordi du har fortjent det, men fordi han bare elsker dig. Helt frit – og af sig selv: fordi du er hans elskede skabning.

Så se på dig selv som Guds elskede skabning, og find din identitet der. For det er der, Gud finder den!

  1. Dit kristenliv afhænger ikke af dit hellige liv – men af Jesus!

Det eneste du skal vurderes efter på dommens dag, er dit forhold til Jesus. Så kan du skamme dig nok så meget over dit kristenliv, men det kigger Gud ikke på. Han kigger på Jesus – og det ser (for nu at sige det jysk) temmelig godt ud…

Som den svenske vækkelsesforfatter Carl Olof Rosenius har skrevet det: ”Når fakta er, at Guds egen søn måtte lide døden, for at jeg kunne blive frelst, da vil jeg tie om mine fortjenester.” – og dermed også om mine nederlag.

Så hvad med din hellighed? Den kommer ved at du fokuserer på to ting – og holder op med at fokusere på én anden: (1) Stop med at bruge et termometer som en daglig undersøgelse af din hellighed. Den slags er skjult for dig selv alligevel. (2) Fokusér på din næste i stedet! Din næste er da ligeglad med (for nu at sige det groft), om du ”føler dig hellig”, hvis du handler godt mod dem!

Og til slut, så skal du se på korset! Der ser du din værdi. Der ser du, hvad Jesus gjorde for dig.

Det er der, du skal finde din identitet. For det er der, Gud finder den!

Fodnoter:

1 Andersen, Leif, ”Forkyndelse og helliggørelse” i Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke nr. 3, 2016, s. 267

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler