At høre til – om kirkeshopping og ensomhed

Refleksioner om forskellige årsager til ensomhed. Om det kristne fællesskab, hvad det kan hjælpe os med og hvordan vi bruger det.

Forleden havde jeg en lærerig samtale, hvor jeg blev klogere på unge, ensomhed og det kristne fællesskab. Jeg blev fortalt, at mange unge føler sig ensomme, selvom de har gode venner og fungerer godt rent socialt. Grunden til ensomheden er, at de ikke bliver en del af et fællesskab og på den måde har noget større at høre til i. Så tænkte jeg, at man som kristen ung jo har det kristne fællesskab at være en del af, men det viser sig desværre ikke altid at være tilfældet.

Alt for mange kristne unge – måske især dem i storbyerne – får ikke tilsluttet sig en kirke på en måde, så de bliver en del af fællesskabet. De har måske brugt de første par år af deres tid i storbyen på at shoppe mellem forskellige kirker. Mange andre aktiviteter (måske også dårlige prioriteringer og ringe rygrad) gør, at de kun kommer afsted i kirke en-to gange månedligt. Det kristne ungdomsfællesskab bliver det primære fællesskab, men dette fællesskab er for mange ustabilt: For det første er det i praksis ofte næsten løsrevet fra en hovedmenighed. For det andet er der stor udskiftning. For det tredje er opbakningen varierende.

Efter noget tid i storbyen er tilfældet for flere unge kristne (ikke alle!), at de ikke er en fast del af en menighed og måske højest i periferien af en. Den største fare ved denne situation er sådan set den åndelige, men lige nu er det ensomhed, jeg vælger at fokusere på.

Ensomhedens årsager og det kristne fællesskab

For nylig læste jeg om tre forhold, som kan være årsager til, at man oplever ensomhed: 1) samfundsstrukturer, 2) manglende eller dårlige relationer til andre mennesker, og 3) personlige eller psykiske problemer.1Se Gunnar Elstad: Følelser og fællesskab, Lohse, 1991, side 192-193

Den første årsag til ensomhed drejer sig om, at der i samfundsstrukturerne kan ligge en årsag til mange menneskers følelse af ensomhed. De familiære bånd er ikke så stærke som tidligere og man flytter nemmere og oftere. Nogle mener også, at vores pluralistiske samfund med få traditioner, fællesværdier og livssyn forårsager manglende oplevelse af at høre til. Selve årsagen til ensomhed er svær at ændre på, men det kristne fællesskab bør stå med åbne arme overfor de mennesker, der har brug for et fællesskab. Og de unge kristne, som synes at kunne spore deres ensomhed til dette strukturelle problem, bør overveje om de kan ændre noget i deres forhold til en menighed, som vil øge deres oplevelse af at høre til.

Den anden årsag går tættere på livet. Et menneske kan godt opleve ensomhed på grund af den første årsag med samfundsstrukturerne, men stadig have tætte relationer. Udfordringen ved den anden årsag er, at her mangler vedkommende bedre relationer, eller relationer i det hele taget, til andre mennesker. Måske har man mistet nogle pga. flytning, dødsfald, skilsmisse eller noget fjerde. Måske føler man en afstand til forældre, nære venner eller søskende, eller man oplever, at de ikke forstår, hvordan man er og har det. Man kan godt mangle følelsen af nærhed og forståelse, selvom man har en stor omgangskreds og er socialt velfungerende.

Hvordan være en del af et kristent fællesskab i en menighed, hvis årsagen til ensomhed er manglende relationer? Noget af svaret er at udnytte de rammer en menighed giver for intentionelle relationer. Dette kræver en forklaring: En intentionel relation er en, der ikke opstår af sig selv hen ad vejen og uden man måske gjorde så meget for det. Det er derimod en intenderet – måske endda aftalt -, relation, som man arbejder aktivt på. Det kan være kirkens tilbud om cellegrupper/smågrupper, hvor man deler liv og tro med en lille gruppe mennesker. Det kan være at finde et par medvandrere i menigheden eller bede præsten eller en menighedsleder om at blive sat sammen med nogle andre i samme situation. Det må man godt!

Den tredje årsag til ensomhed er vanskeligere at løse med et snuptag – selv indenfor menighedens rammer. Ofte vil det være nødvendigt med terapeutisk eller sjælesørgerisk arbejde, hvis årsagen er psykiske eller personlige problemer. Her kan man benytte menighedens tilbud om sjælesorg eller søge professionel hjælp udenfor menigheden fx ved en dygtig, kristen terapeut eller psykolog. Man kan spørge præsten eller en menighedsleder om hjælp til at finde god professionel hjælp. (Og hvis du som læser føler et stort behov for professionel hjælp, men ikke ved, hvem du skal spørge, må du godt henvende dig til forfatteren af dette blogindlæg. Så kan jeg anbefale nogle dygtige folk i storbyerne.)

Helt konkret – hvordan blive en del af en menighed

Til sidst seks konkrete råd til at blive en del af en menighed, sådan at ensomheden forhåbentligt kan vendes til en oplevelse af at høre til – og ikke mindst høre til i et kristent fællesskab med brødre og søstre:

  1. Find en lokal menighed og bestem dig for at komme dér.
  2. Læg i udgangspunktet og så vidt muligt hele dit engagement i denne menighed. Det vil sige, at det både er her du kommer om søndagen, til ungdomssamlinger og eventuelt er leder i børnearbejde.
  3. Bliv medlem af menigheden og støt den økonomisk på fast basis. Det er en praktisk måde at vise et tilhørsforhold på – både for sig selv og andre.
  4. Kom til gudstjeneste hver søndag medmindre du skal noget andet, som er meget vigtigt. Lad ikke menigheden blive et tilbud eller en mulighed på lige fod med så meget andet i livet.
  5. Engagér dig i relationer på tværs af aldre. Fx ved at være med i en cellegruppe, som ikke kun er for din egen aldersgruppe eller at sætte dig ved nogle med mere gråsprængt hår end dig selv til kirkefrokosten.
  6. Bed for din menighed, for ledelsen, for det åndelige liv og for din egen plads i menigheden.

Fodnoter:

1 Se Gunnar Elstad: Følelser og fællesskab, Lohse, 1991, side 192-193

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook