Kristendom – død eller allestedsnærværende?

Det er svært at få styr på kristendommens kulturelle rolle i Vesten og i Danmark.

Kristendommen er død

I juletiden bliver der traditionelt publiceret flere avistekster om kristendommen end ellers. Det var også tilfældet i 2019. Den 21. december kunne Troels Heegers interview med Olivier Roy læses i Berlingske. “Fransk stjerneforsker: Kristendommen er død. Og det kan man især se i Danmark” hed artiklen. Roy, der er en verdensberømt sociolog og islamforsker, peger på, at kristendommens rolle er degraderet til et stykke identitetspolitik. “Danskernes forhold til kristendommen er nemlig stort set et stykke identitetspolitik, der handler om sammenbindingen af et etnisk-kulturelt fællesskab snarere end om intens og inderlig tro.”

Det er svært at være uenig i. Pointen er videre, at kristendommen bliver brugt af nogle politiske partier på højrefløjen til at skabe afstand til islam, mens venstrefløjen tager afstand til kristendommen, fordi de gerne vil signalere åbenhed overfor muslimer. Men i ingen af tilfældene handler det om tro.

Kristendommen er allestedsnærværende

I Politiken kunne man d. 26. december så læse Marcus Rubins artikel om historikeren, Tom Hollands, nye bog Dominion. Introteksten rammer sagen godt ind: “Du tror måske, at du er sekulær humanist. Men dine ideer bygger på kristendommen i en helt ekstrem grad. Det er den, der [har] lagt grunden til moderne vestlige. Så meget, at de fleste af os slet ikke kan forestille os en verden uden kristne værdier”

Rubin viser, hvordan Vestens skattede etik, menneskerettighederne, ligestillingen, velfærden, stammer fra århundreders kristen indflydelse. Nu er kristendommen forladt af mange (dvs. meget få går i kirke), men værdierne er stadig allestedsnærværende.

Troen må ind

Som man kan se, mener Roy og Rubin faktisk det samme, men sætter lyset på det ømme punkt på forskellig måde.

Summa summarum er dog, at troen må tilbage. Kristendommen kan ikke leve med at være et kulturelt artefakt eller nogle sammenbindende værdier.

Muligheden består så i, at artefakterne (fx kirkebygningerne, højtiderne m.m.) er der, og værdierne er der, og vi kan pege på, hvad det reelle indhold er.

Vi må tage handsken op og sætte vores samtid i stævne for at vise, at selv når julestjernen skinner mat, så er barnet i krybben så meget mere.

 

 

Blogindlæget er hentet fra Michaels blog på ctip.dk (Center for Teologi I Praksis).

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler