Leg med ordene – for Guds skyld!

Der er brug for lovsangstekster, som får os til at genopdage Bibelens centrale begreber. Ellers risikerer vi, at de bibelske nøgleord bliver fraser, som vi ureflekteret lirer af, når vi synger lovsang.

Jeg er af og til stødt på den opfattelse, at lovsangstekster helst ikke må være for sprogligt eksperimenterende, fordi man frygter, at et poetisk højtsvævende sprog kommer til at stå i vejen for forkyndelsen af Guds ord. Mit indtryk er, at man ofte i forlængelse af denne opfattelse vil holde fast i, at kristne kernebegreber som fx nåde, dom og soning er stærke nok i sig selv og derfor ikke behøves at pakkes ind i poetisk staffage.

Jeg følger denne holdning så langt, at lovsangstekster selvfølgelig kan blive så søgte, at evangeliet ikke får lov til at træde tydeligt frem. Der hvor jeg imidlertid mener, at opfattelsen bliver problematisk, er når man partout afviser, at der kan være fordele ved at eksperimentere med den sproglige formidling af evangeliet igennem lovsang. 

For eksempel mener jeg, at det kan være gavnligt, når lovsangstekster udfolder ord som “nåde”, “dom” og “soning” på en nytænkende måde. Det giver nemlig dem, som synger lovsangene, mulighed for at genopdage den kraft, der ligger i de bibelske begreber. Hvis vi derimod ikke tør eksperimentere med den måde, vi sprogligt præsenterer de kristne grundsandheder i vores lovsange, så tror jeg, vi risikerer, at kristendommens kernebegreber bliver floskler, som vi synger af vane uden at ænse deres betydning og åndelige potentiale.

Nu vil nogen måske spørge, om ikke det er for meget ansvar at lægge over på vores lovsangskrivere, at de skal finde på innovative sproglige fremstillingsformer, så vi kan genopdage kraften i de bibelske begreber. Er det ikke Helligåndens opgave? Og jo, selvfølgelig er det Helligåndens ansvar, men Helligånden bruger jo netop sangskrivernes tekster til at nå ud til mennesker. Helligånden virker igennem sangskrivernes kreativitet.  

Hvis jeg skal være lidt provokerende, vil jeg faktisk hævde, at det i virkeligheden ikke er særlig bibelsk aldrig at afprøve alternative kommunikationsstrategier i forkyndelsen af evangeliet – det gør Bibelen nemlig selv! Som eksempel gør GT brug af et hav af forskellige litterære genre og indeholder i øvrigt mange eksempler på smuk lyrik. Smag fx på denne poetiske sammenligning: “Som vandet spejler ansigtet, sådan spejler hjertet mennesket.” (Ordsp 27,19). Eller denne tankevækkende metafor: “Døden er deres hyrde.” (49,15a). Det er ganske enkelt god poesi! Også NT’s forfattere benytter sig af mange forskellige litterære udtryksformer, og Paulus skriver flere steder, at han tilpasser den måde han formidler sit budskab, alt efter hvem han forkynder for. Paulus er i øvrigt selv lidt af en sprogkunstner. Se bare den måde han her spiller på dobbeltbetydningen af ordet, “gribe”: “Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus.” (Fil 3,12).

Selvfølgelig er det høje krav at stille til fremtidens lovsangstekster, at de både skal rumme evangelisk tyngde og poetisk nytænkning, men jeg mener, at det er et mål, som er værd at sigte mod. Om ikke andet skal der med dette lille blogindlæg lyde en opfordring til de kristne fælleskaber om at give plads i lovsangen til den leg med ord, som salmisten og senere Paulus begyndte på for allerede mange tusind år siden. Og så håber jeg, at mange lovsangskrivere i fremtiden har lyst til at lege med!

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler