Livet i faldet

Vi er skabt til at være afhængige af Gud, men i syndefaldet forsøgte vi at gribe magten selv. Netop derfor er den frelsende tro, omgørelsen af syndefaldets konsekvenser, at være magtesløs i faldet mod Guds arme.

At være kristen er at tro på Gud. Ikke bare med forstanden, at man tror på hans eksistens, men med den tro, der er udtryk for tillid. Det er den betydning af “tro”, man kan give udtryk for, hvis man møder et menneske, der har fået et knæk på selvtilliden, og som man prøver at opmuntre med et “jeg tror på dig”. Da giver man naturligvis ikke udtryk for tro på vedkommendes eksistens, men derimod for tillid til personens evner eller karakter. I vores hverdag har vi med den type tro at gøre hele tiden. Når vi træder ud på forgængerovergangen, har vi tillid til, at bilen ikke vil gasse op og køre os over. Når vi sætter os i et fly, er det et udtryk for, at vi tror på piloten. Ikke bare tro hans eller hendes eksistens (det er selvfølgelig heller ikke uvæsentligt) men først og fremmest på pilotens evne til at styre flyet sikker fra A til B. Denne tillid, der er en af de fænomener som K.E. Løgstrup beskrev som “suveræne livsytringer”, er et fundament for al menneskelig kontakt.

Det er også denne fundamentale tro/tillid, der bliver sat på spil i de klassiske tillidsøvelser, hvor et menneske lader sig falde bagover i tillid til, at personen bagved står klar til at gribe. Da er der tro på spil. Ikke bare tro på eksistens, men tillid til, at man bliver grebet. At tro på Gud er naturligvis at have en mere eller mindre stærk overbevisning om hans eksistens, men det er først og fremmest at lade sig falde i hans arme. At overgive sit liv, sin suverænitet, sine håb og længsler, sin skyld, sine usikkerheder, sine sejre og nederlag, sine evner og talenter, sin identitet og i sidste ende sin evige skæbne i hans hænder.

At lade sig falde bagover i tillid til et andet menneske er udtryk for, at man vælger at gøre sig selv magtesløs og overlade magten til en anden. Det samme er troen på Gud. Troen er i faldet, og livet som kristen er i faldet. Der bliver ikke spurgt til, hvor stærk din følelse af tillid er eller om den er blandet med tvivl. Det eneste, der gælder, er, om du lader dig falde.

Det er skræmmende. Det er skræmmende at tro på Gud. Det er skræmmende at lade sig falde. Det er skræmmende at være magtesløs. Det er skræmmende på en måde, som det “blot” at tro på Guds eksistens ikke er. At tro på Guds eksistens kan give mig følelse af magt, fordi jeg er så dygtig til at tro på Gud. Men den frelsende tro tager den magt og stolthed fra mig. At kaste sig ud i troens fald er ikke at være et dygtigt religiøst menneske men at være magtesløs. Det er at overlade al magt og kontrol til Gud. Det er faktisk en decideret ydmygende oplevelse.

I den klassiske tillidsøvelse er der tre afgørende momenter: 1. Tillidens øjeblik, hvor man lader sig selv miste balancen og falde bagover. 2. Splitsekundet hvor man hænger i luften, magtesløs, og endnu ikke har oplevet sig grebet. Det er i dette øjeblik, at man for alvor risikerer at ligne et kæmpe fjols. 3. Grebets øjeblik, hvor man får vished for, at den, man kastede sin tillid på, faktisk holdt sit ord.

Som kristne kan vi nogle gange få lov til at opleve os grebet af Gud. Det kan være i bønnesvar, mirakuløs helbredelse eller andre udtryk for Guds konkrete kærtegn i vores liv. Da får vi lov til at opleve moment nummer tre i vores liv. Men oftest er det ikke sådan. Ofte, for ikke at sige for det meste, er livet som kristen et liv i moment nummer 2. I splitsekundet, hvor man har ladet sig falde, men stadig hænger i luften og mærker magtesløshedens sug i maven. Der hvor risikoen for at ligne et fjols er allerstørst. Der hvor angsten, tvivlen og usikkerheden for alvor kan ramme og lamme.

Salige er de, som ikke har set og dog tror“. Sådan siger Jesus til tvivleren Thomas (Joh 20,29). Thomas fik lov til et kort øjeblik at opleve sig grebet, da Jesus viste sig for ham og lod Thomas se og mærke sårmærkerne på hans krop. Men samtidig gør Jesus det klart, at den type vished ikke er normaltilstanden for den kristne. Men hvorfor er det ikke det? Hvorfor lader Gud os ikke leve livet som kristne i en konstant erfaring af at være grebet? Hvorfor er livet som kristen ikke et liv i moment nummer tre, i den konstante vished?

Grunden er, at frelsen netop ligger i magtesløsheden. Vi er skabt til at være afhængige af Gud, men i syndefaldet forsøgte vi at gribe magten selv. Netop derfor er den frelsende tro, omgørelsen af syndefaldets konsekvenser, at være magtesløs i faldet mod Guds arme. Medicinen mod menneskets magtgreb i syndefaldet er magtesløshed.  Gud ved, at synden i os gør, at vi konstant er på udkig efter magt og kontrol. Vished er ikke kristenlivets normaltilstand, fordi vores syndige hjerters normaltilstand er magt, kontrol og selvhævdelse. Hvis livet som kristen var et liv i konstant vished, så ville vi i et magtgreb tage den vished og bruge den til at hævde os selv og tage kontrollen. Og så ville syndefaldets konsekvenser alligevel ikke være omgjorte.

Frelsen ligger i magtesløsheden: “Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,9). Livet som kristen findes i magtesløshedens splitsekund, hvor du ikke har kontrollen, hvor du risikerer dig selv, hvor du ikke har visheden men kun løfterne. Ellers ville det ikke være frelse. Denne magtesløshed kan du få frimodighed til at kaste dig ud i, når du ser, hvad Jesus har gjort for dig. At han på korset lod sig falde ned i dødens mørke – uden at nogen greb ham. Jesus lod sig falde bagover og mærkede, hvordan det er, når der ingen er til at gribe. Det gjorde han i stedet for dig, for at du aldrig skal opleve det.

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler