Løgnens anatomi – refleksioner over Chernobyl

HBO-serien Chernobyl, som handler om den alvorlige ulykke på et atomkraftværk, giver anledning til refleksioner om løgnens anatomi.

Min nærighed tillader mig ikke at abonnere på streamingtjenester. Derfor benytter jeg mig sommetider af en gratis måned eller lignende for alligevel at dulme binge-behovet. For noget tid siden blev det til en skærmbeskæftigelse af de bedre i form af HBO-minifiktionsserien Chernobyl, som skildrer begivenhederne under og efter Chernobylulykken i 1986. Udover at være fremragende underholdning og fængende historieformidling giver den også et skræmmende billede af det sovjetiske samfund og noget af den selvopfattelse, der herskede.

På mange niveauer blev den sovjetiske nationale stolthed og det forblændede selvbillede de afgørende elementer i årsagerne til ulykken såvel som de reaktioner og det redningsarbejde, der kunne have været udført, så flere liv blev reddet.

Noget gennemgående i serien er de sovjetiske løgne. Løgne om mangel på uddannelse og erfaring hos atomkraftværkets personale, løgne om hvor god atomreaktoren egentlig er bygget, løgne om hvor alvorlig ulykkens omfang er og hvor meget stråling, der udsendes.

Serien viser, at man ikke bare løj overfor de sovjetiske borgere, atomkraftværkets medarbejdere og overfor omverdenen. Man løj også overfor sig selv. De løgne man havde sat op, valgte mange i et idealistisk blændværk selv at tro på.

Løgnens anatomi

Det har fået mig til at reflektere over løgnens anatomi. Normalt når folk lyver, ved de godt, hvad sandheden er, men de har et behov for at andre ikke kender til sandheden. Andre gange er løgnen mere indbildsk og kompleks. Det er når, løgnen ikke bare er noget, der skal skjule sandheden for andre, men også for sig selv. Løgnen bliver dermed instrumental i forsøget på at skjule en virkelighed, man ikke vil erkende. Og man ved det dybest set godt.

Denne løgnens anatomi var ikke bare en vigtig komponent i det sovjetiske statsapparat, men er nok en meget almenmenneskelig ting. Det kan være, at man i sin politiske og samfundsmæssige orientering modsætter sig klare fakta og simpelthen fravælger at tro på dem. Noget mange nok vil mene at kunne påpege i sejlivede konspirationsteorier. Eller vi kan tage et kig på den radikale kønskonstruktivisme, der benægter den åbenlyse eksistens af to givne køn fra biologiens side. Et lidt mere uskyldigt eksempel kan man måske finde hos den bedstemor, som simpelthen nægter at tro at hendes barnebarn ikke kunne komme til fødselsdag, fordi han udfører samfundstjeneste. Parentes bemærket: sidstnævnte er et opdigtet eksempel.

Løgn i mit kristenliv

Hvis det er rigtigt, at denne måde at lyve på er et almindeligt fænomen for mennesker, så kan det også være reel fare for kristne. Nogle eksempler:

Jeg kan lyve overfor mig selv, når det gælder synd. Måske undgår jeg licensen, fifler med selvangivelsen eller stikker en sort betaling. Disse ting er synd, men jeg kan prøve at lyve overfor mig selv: At jeg ikke betaler licens, skal ikke give mig dårlig samvittighed, for der er andre punkter, hvor staten til gengæld ikke giver mig det, jeg mener at have ret til. Efter min målestok i hvert fald.

Jeg kan også lyve overfor mig selv, når det gælder kristne sandheder. For eksempel den virkelighed at de mennesker, der ikke har hørt evangeliet, går fortabt. Den sandhed kan være svær at acceptere. At der findes mennesker, der end ikke har haft muligheden for at høre om Jesus, men som alligevel går fortabt. Men Bibelen er klar på dette område. Ingen frelse uden om Jesus. Hele den bibelske frelseslære bryder sammen, hvis mennesker ikke nødvendigvis går fortabt, hvis ikke de har hørt om Jesus. Det er en sandhed, som vi hverken må fortie, lyve om overfor andre eller lyve om overfor os selv.

Eller det kan være læren om fortabelsen. Bibelen lærer ganske klart, at fortabelsen er en evig straf i lidelse under Guds vrede. Hvis vi nægter dette, så lyver vi for os selv. Særligt Bibelens lære om Helvede er under pres i disse år, bl.a. med strømninger fra amerikansk kirkeliv. Her må vi simpelthen være vågne og ikke købe en løgn, vi synes bedre om end den sandhed, der nu engang er sandheden!

En anden slags løgn, som er væsentlig at nævne, er løgnen om at menighedsliv og kirkegang ikke er afgørende for min tro. Det er rigtigt, at der er kristne, der lever uden at være en del af et kristent fælleskab og stadig bevares i troen. Men det er undtagelsen. Langt de fleste kristne vil være afhængige af et kristent fællesskab, en menighed med forkyndelse, medvandring og nådemidler. Der er en reel fare for at man nedprioriterer menigheden, så den glider længere og længere i baggrunden. Alt sammen under selvindbildning af løgnen om, at det ikke er noget livsafgørende for min tro, der glider bort.

Den upåvirkelige radioaktive stråling

Så langt jeg kan se, er løgnens anatomi, som jeg i ovenstående har prøvet at reflektere lidt over, en rimelig normal menneskelig størrelse. Det vil dermed også sige, at hvis for eksempel et teologisk synspunkt som strider imod Bibelen vinder stort indpas, så kan forklaringen være, at løgnen er rarere end sandheden, istedet for at den bibelske lære alligevel ikke var så sikker som hidtil antaget.

Vi tager lige turen tilbage til Ukraine i 1986. Her afhang den radioaktive strålings farlighed ikke af at den blev forsøgt løjet væk. Benægtet eller ej fortsatte strålingen upåvirket med at tage livet af brandmændene. Det vil synden og løgnen også gøre ved vores tro.

 

Foto: HBO/8Flix

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler